Dedikeret psykolog hjælper børn med handicap i skole

Ansar Quran står i spidsen for et projekt i de palæstinensiske selvstyreområder, der motiverer forældre til at sende deres børn med udviklingshæmning i skole.

I Abu Qash tæt på Ramallah i de palæstinensiske selvstyreområder ligger en lille oase: Stjernebjerget. En oase er den i betonørkenen, fordi bjerget er hjemsted for Stjernebjergets Rehabiliteringscenter, og fordi centrets 30 medarbejdere er dedikerede til opgaven at hjælpe 90 børn og unge med handicap til at udleve deres fulde potentiale.

En af dem er Ansar Mazen Quran, der er psykolog og nu også inklusionskonsulent for 30 skoler omkring Ramallah. Erfaringerne fra Stjernebjerget skal nemlig ud og arbejde, så skolerne integrerer elever med handicap i almindelige skoleklasser. Hun har arbejdet på centret i 3 år og kordinerer skolekontakten med Rabiha Jouda og Abeer Hamad, så de følger op på 10 skoler hver.

- Jeg nyder at arbejde med mennesker med handicap, begynder Ansar – ikke fordi hun skal, men fordi det er sådan det er. Allerede på universitetet arbejdede hun frivilligt med personer med handicap.

- Min studievejleder var mit store forbillede, for han var altid i gang med at hjælpe andre. Jeg vil gerne følge i hans fodspor, erklærer hun.

’Jeg elsker børn med autisme’

Efter en bachelor i psykologi engagerede hun sig i det palæstinensiske rådgivningscenter, der hjælper personer med adfærdsforstyrrelser og de, der udøver mobning. Senere arbejdede hun i seks år specifik med børn på autismespektret

- Jeg elsker at arbejde med børn, der har autisme! De er så dejlige, jeg har bare lyst til at kramme dem, erklærer hun spontant og fortæller, at det var derfor hun tog en kandidatuddannelse i specialpædagogik.

Det palæstinensiske uddannelsesministerium har allerede en plan om at inkludere børn med handicap i skoleklasserne. De fleste er børn med autisme. Men da Stjernebjerget præsenterede en plan om at udvide spektret og inkludere børn med alt fra indlæringsvanskeligheder til Downs syndrom, blev der indgået en aftale, og et forståelsespapir blev underskrevet.

Danmark støtter inklusion i skoler

Skolesystemet havde alle de gode intentioner, men det var svært at holde på elever med handicap. De droppede ud, bl.a. fordi børnene i familie og samfund er stemplet som mindre værd og derfor gemmes væk.

Ansar og de andre inklusionskonsulenter måtte ud i hjemmene, finde dem og hjælpe dem tilbage i skole igen.

Det projekt er nu i fuld gang med støtte fra Danida gennem CISU – Civilsamfund i Udvikling – og Brødremenighedens Danske Mission. Faktisk var det Brødremenigheden i form af den internationale Brødrekirke, Moravian Church, der etablerede Stjernebjergets Rehabiliteringscenter i 1950’erne.

Brødrekirken har 150 års historie, først med spedalskhedshospital i Jerusalem. Efter Anden Verdenskrig og staten Israels etablering flyttede hospitalet til Abu Qash udenfor Ramallah i de palæstinensiske selvstyreområder. Da spedalskhed efter hånden blev udryddet, etablerede man et rehabiliteringscenter for de mest sårbare befolkningsgrupper i området: børn og unge med udviklingshæmning.

Ansar Quran hjælper en elev med at bygge et tårn.

Plads til børn med handicap i klassen

Nu er Ansar Quran en af nøglespillerne i at dele erfaringerne fra Stjernebjerget med 30 skoler i området. Sammen med Rabiha Jouda og Abeer Hamad arbejder hun på flere fronter, og det handler alt sammen om oplysning og uddannelse. Forældrene skal forstå vigtigheden af at stimulere deres børns intellekt, lærerne have redskaber til at integrere børn med handicap i klassen, og de andre børn i klassen acceptere de ny, anderledes børn i klassen.

- Vi inviterede børnene og deres lærere til at besøge Stjernebjerget, møde vores elever og lege og lære sammen med dem. I begyndelsen var børnene bange for de børn, der har et handicap, men til sidst fandt de hinanden, og i dag er børn med og uden handicap venner med hinanden i klasserne, fortæller Ansar og fortsætter:

- Vi bragte også nogle af vores børn med ud på skolerne og spurgte rektor, lærere og elever om ikke det kunne gå an at have et barn med handicap i klassen. Så fortalte de, at der plejede at være elever med handicap i klassen, men at de droppede ud og at forældrene holdt dem tilbage.

- Derfor arrangerede vi sammen med Undervisningsministeriet seminarer for forældrene, hvor vi søgte at overbevise dem om at registrere deres børn i skolen. Også børnene henvendte sig til os og sagde fx: min kusine er en person med handicap, men hun er hjemme og laver ikke noget. Hvad kan vi gøre for at hjælpe?

Forældre motiveres til at sende deres børn i skole

Hvordan motiverer du dem til at sende deres børn i skole?

- Vi siger, at børn med handicap har ret til uddannelse og inklusion. Samtidig gennemfører vi træningsworkshops for skoleledere, lærere og studievejledere for at informere om myndighedernes mål og krav om inklusion, som de skal håndhæve.

Hvordan motiverer du forældrene?

- Vi fortæller dem, at uddannelse i Palæstina er gratis for alle børn fra første til tiende klasse. Skolegang er obligatorisk, også for børn med handicap. Men mange forældre tror ikke, skolerne vil have deres børn. Så der skal opbygges tillid. Når de ved, at skolerne ikke har noget imod at tage imod deres børn, vil flere forældre sende deres børn i skole.

I træningen får lærerne bestemte teknikker til at håndtere elever med handicap. Hvordan de kan være imødekommende, give dem opmærksomhed, minde dem om det, de skal gøre, lade dem gå til hånde, og hvis de er urolige, henvise dem til ressourcerummet, hvor de kan afreagere på løbebånd og andre træningsredskaber.

Ansar (th.) sammen med skolepersonale i et nyetableret ressourcerumme i Tunis El Khadra.

Eleverne lærer at acceptere forskellighed

Har det ikke en omkostning for de andre elever at hav en elev med handicap i klassen?

- Jo, de bliver måske distraheret lidt, men så kan de lave de svære opgaver efter skole eller derhjemme, for i klassen lærer de andre færdigheder, såsom empati, støtte, samarbejde. Vi tilstræber også at børn med handicap er med i ikke-boglige aktiviteter som musik, kunst, sport og lignende.

Læringen går to veje, mener Ansar: Et barn med handicap lærer meget af at være i en almindelige skoleklasse, men de andre børn lærer også, at mennesker er forskellige, at nogle er anderledes end flertallet, og at de kan hjælpe, hvis deres kammerat ikke kan holde ud at sidde stille, og hvordan sport, musik og leg kan blive et rum for fællesskab.

Alle kompetencer er lige meget værd

Børnene finder også ud af at mennesker har forskellige kompetencer, og at den ene kompetence ikke er bedre end den anden.

- Vi viser videoen af børn, der er anderledes, men har forskellige evner. Nogle af de bogligt stærke ved fx ikke, hvordan man planter et træ, men det ved et barn med handicap måske. Eller: Ved du, hvordan man laver sæbe? Nej, men det ved jeg! Kan du bage en pizza? Øh, nej. Men det kan jeg!

- Det klart, at det er svært for de andre børn i starten at acceptere et barn med handicap i klassen, men de lærer det over tid, og det udvider deres perspektiv og de udvikler sig på en måde, som også vil gavne dem som voksne.

Hvad har været en god dag for dig?

- Jeg bliver virkelig glad, når børnene kommer hen til mig og spørger, hvornår jeg kommer igen, og hvornår jeg kommer hjem til dem og besøger deres familier. Eller hvis jeg er udeblevet en dag, og de så kommer hen og spørger, om jeg har været syg. Det må være kærlighed!