Marianne Olsen har lyttet til et P1-program med det, hun kalder ”propaganda uden realitetssans”.
En af kvinderne, der har syv børn, kommer nu hjem fra Syrien. Det har affødt højlydte skænderier i P1 debat den 22. september. Flere politikere føler sig kaldet til at give deres forargelse frit løb.
Vi er nu kommet så langt ud, at de politikere, der modsætter sig beslutningen, får længst taletid. Desværre har de ikke andet end deres egen propaganda at byde ind med.
Der kommer dog et par korte bemærkninger fra Rosa Lund fra Enhedslisten. Hun påpeger at børnene har ret til at komme hjem til det land de er statsborgere i.
Marcus Knuth er overbevist om – eller det siger han i hvert fald at han er – at kvinden – og efterhånden alle kvinderne i fangelejrene er terrorister og at det bliver meget farligt for os alle sammen, hvis de kommer hjem.
Indsigtens stemme fra Irak
Knud Foldschack taler fra Irak og betoner netop børnenes ret, samtidig med at han fortæller, hvor syge og underernærede de er. Han peger på at de skal hjem ALLE SAMMEN, at mødrene har angret, og at det haster. Han siger også at de roligt han befordres i det samme fly uden nogen form for højtråben eller reklame.
Bedsteforældre for Asyl medvirker også med to korte, vægtige indlæg
Mette Roerup, der er Bedstemor for Asyl, får endelig også ordet. Hun er vred over politikernes sammenblanding af dansk pligt over for danske børn med udlændingepolitik. Lytteren spørger sig selv om den politiske sammenblanding skyldes uvidenhed eller blot ondsindet propaganda – igen løs tale.
Åh ja, vi har hørt det hele før
Men nu gælder det om at holde os vågne. Hvis vi bliver trætte og lader politikerne bestemme, går det helt galt for danske statsborgere, børn som voksne, i fangelejre og i egene boliger. Det er vores alle sammens værdighed, der står på spil!
Den virkelige fejl
Fejlen blev begået længe før denne diskussion: den blev begået, da Folketinget vedtog loven om at en minister administrativt skal kunne fratage nogen hendes/hans statsborgerskab. Dér overtrådte det høje Ting sin kompetence. Dér blev vores tilværelse som borgere i Danmark for alvor usikker. Det er frygteligt for de danske børn og for deres mødre, som de hører sammen med. Det er usikkert for resten af landets indbyggere, for hvad bliver det næste?
Vilje uden realitetssans slår børn ihjel
Lad os håbe at der kommer tilstrækkelig med realitetssans, erkendelse og fornuft ind i sagen, så vi kan få børnene hjem, så deres mødre kan komme for en domstol, og så ingen her i landet behøver være bange for den utroværdige tale. Den forbliver utroværdig, ligegyldigt hvor tit den bliver gentaget. For hver gang bliver det nødvendigt at sige imod. Og lad så de danske børn komme hjem. Uden fornuft mister vi vores børn. Det må ikke ske.