Den gode historie har svære kår i Danmark

Det kniber med den tilstræbte objektivitet i danske medier. Man går typisk efter negative historier og trækker på skuldrene af de positive. Det må der laves om på.

Jeg ringede en gang ind til en dansk regionalavis med en historie, der fortalte, at en kirke og koranskole i Tanzania var gået sammen om at hjælpe byens gadebørn. De havde bygget et børnehjem sammen og stod nu for en forskole, der uddannede de unge til at komme i gymnasiet.

En rigtig god historie. Men avisen var ikke interesseret. Der var vel noget med en partihopper i Folketinget, der var mere interessant. Eller også var det, fordi journalisten havde aversioner imod religion og kristne og muslimer i særdeleshed.

Jeg ved det ikke. Men det er blevet mere reglen end undtagelsen, at når jeg som freelancejournalist foreslår gode historier til journalister og redaktører i mainstream medier, så trækker de bare på skuldrene. Det har ingen interesse.

Hvordan kan det være?

I sidste uge var 150 personer samlet på Christiansborg for at drøfte mediernes påvirkning af den strukturelle racisme, altså den skjulte, ubevidste forskelsbehandling af personer med anden etnisk baggrund i medierne. At de optræder alt for lidt i forhold til hvor mange de er. At de – når de får lov – næsten konsekvent som kilder bliver spurgt om integration, religion, kriminalitet og lignende problematiske emner.

Hvad sker der lige?

Vi ser alle verden gennem filtre. Vores kultur, historie og natur spiller ind. Foruden de påvirkninger, vi ubevidst udsættes for. Og de valg vi træffer helt bevidst. Sådan er det også med journalister og redaktører.

I vores kulturkreds er vi præget af den græske og jødisk-kristne kultur. Vores opvækst er hver især præget af de oplevelser, fortællinger og diskussioner, vi har haft i familiens skød. Og jo mere bevidste vi bliver om vores egen eksistens, jo mere går det op for os, at vi påvirkes af skole og fritidstilbud, film og serier, nyheder og dokumentarer. De former vores verdensbillede. Og ud fra alle disse personlige konfigurationer træffer vi så bevidste valg.

Journalister og redaktører er ingen undtagelse. Tager man så med, at medierne også som helhed – med aktionærer og bestyrelse i baggrunden – har truffet helt bevidste ståsteder, som de anskuer verden ud fra, så er det ikke så mærkeligt, at den samme historie kan blive præsenteret vidt forskelligt i Arbejderen og Berlingske.

Det er der så ikke så meget at gøre ved. Det er et menneskeligt vilkår. Og det sker der ikke så megen skade ved. Hvis man altså tjekker et bredt udsnit af medier for selv at danne sig et helhedsbillede.

Problemet opstår, når medier en masse fortæller historier med stort set den samme vinkel. At journalisterne ikke blot er kritiske – for det skal de jo være – men er helt igennem negative og ikke kan eller vil se den gode historie på grund af deres begrænsede eller formørkede indstilling.

Det er længe siden man på journalistuddannelser droppede det højt besungne ideal om objektivitet. Man er klar over, at alle mennesker kommer med visse forudsætninger betinget af deres kulturbaggrund, personlige historie og naturlige tilbøjeligheder. Derfor har man i stedet indført begrebet ”tilstræbt objektivitet”. At man gør sig anstrengelser for at være neutral, fair og lade forskellige mennesker komme til orde i en given historie.

Det kniber det åbenbart med dagens Danmark, når personer med såkaldt udenlandsk herkomst kun bruges som nyhedskilder i 3,5 procent af journalistiske artikler. Selv om de udgør 14 procent af den danske befolkning.

Vi vil ikke en gang anerkende forskning, der viser, at integrationen er en succes. Ej heller, at udenlandsk arbejdskraft årligt bidrager med 200 milliarder kroner til omsætningen i Danmark.

Om igen, danske medier, journalister og redaktører!