top of page

Derfor bringer vi sponsorerede artikler

Skribenter og redaktør arbejder frivilligt. Men der skal økonomi i tingene. Derfor tilbydes foreninger og organisationer at få deres artikler med under mærkatet ”Sponsoreret”.


Svend Løbner er redaktør for Netmagasinet Sameksistens. Foto: Michala Linn


Som den vågne læser sikkert har bemærket, står der ind imellem ”Sponsoreret” på vores artikler. Vi indleder også menuen GLOBALT med at meddele at artikler under denne rubrik er skrevet i samarbejde med danske hjælpeorganisationer.

Det skyldes i al sin enkelthed, at der også skal være en vis økonomi, for at Netmagasinet Sameksistens kan køre rundt. Magasinet kører i dag på frivillige kræfter, skribenterne skriver gratis, og jeg giver mindst en dag om ugen, mens min virksomhed betaler alle udgifter til hjemmesidens vedligeholdelse.


Artikler med klar varebetegnelse

Da vi meget gerne vil kunne tilbyde abonnement på vores ugentlige nyhedsmail gratis til alle interesserede, er der kun én vej at gå: Sponsorater. Artikler med en klar varebetegnelse er en god løsning, som også benyttes af andre netmedier.

Derfor tilbydes foreninger og organisationer med humanitære formål nu at få sponsorerede artikler bragt på hjemmesiden og sendt ud i nyhedsmailen med etiketten ”Sponsoreret”.


Tre "pakker"

Det sker i tre ”pakker”:

  • Bronzepakken: Vi bringer færdige, grydeklare artikler.

  • Sølvpakken: Vi redigerer tilsendte artikler og skærper dem med journalistiske greb.

  • Guldpakken: Vi skriver artiklen fra bunden af ud fra de tilsendte kildeoplysninger.

Sponsoraterne kører som abonnement, hvor foreningen eller organisationen betaler et fast månedligt beløb for én artikel om måneden. Beløbet betales fast hver måned, uanset om der sendes eller aftales artikler eller ej. Abonnementet gælder et år frem.


Budskabet skal ud!

Under ”Sponsoreret” bringes i øjeblikket egnede artikler fra de medier, foreninger og organisationer, jeg betjener i forvejen. Håbet er at kunne hjælpe endnu flere med at få deres humanitære budskaber ud, især fra små og mellemstore foreninger og organisationer. Samtidig er det mit mål at honorere alle vores skribenter for deres artikler. Især unge skribenter - de er fremtiden!

Så: Velkommen til en udvidet forretningsmodel, der skal sikre at Netavisen Sameksistens kan fortsætte og udvikle sig!

bottom of page