Den sydafrikanske ærkebiskop havde en evne til at se helhed i forskellighed for at fremme enhed i mangfoldighed.
Jeg har en bog af Desmond Tutu på min boghylde. Den står skråt foran mig, og det er som om den sydafrikanske ærkebiskop ligesom vil provokere mig. Bogens titel er: Gud er ikke kristen.
Gud er ikke kristen! Kan du mærke ordene stritte og kæmpe sig ud af alle mentale kategorier! ”Jamen, Gud er da kristen! Jeg mener, det Desmond Tutu siger og står for, er da kristent! Han var jo da ærkebiskop i Den anglikanske kirke!”
Religionsvidenskab hjælper
Hvor er det sundt for os at blive provokeret til at tænke ud af boksen. Og det kan religionsvidenskaben faktisk hjælpe os med.
Teologien fortæller os, at mennesker er skabt i Guds billede. Men religionsvidenskaben fortæller i grove træk, at Gud er skabt i menneskers billede. Det vil sige at det er os mennesker, der skaber os en gud efter vores forestillinger.
De to videnskaber stritter naturligvis i hver sin retning. Men alligevel giver de begge mening, som jeg ser det: Ja, Gud har skabt os i sit billede. ”Gud er Gud, om så hvert et land lå øde,” synger vi i en salme.
Men vi skaber også et billede af Gud efter vores egne forestillinger.
Fra barn til voksen
Vi havde et billede af Gud da vi var børn, et andet nu, hvor vi er blevet voksne. Vi er forhåbentlig modnet og har fået et mere helt og nuanceret billede af Gud.
Nu må jeg så gribe til en anden stor skikkelse i kristendommen: apostlen Paulus. Han erkender i 1. Korintherbrev, kapitel 13:
Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.
Og fortsætter:
Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud…
Fra første til anden del af livet
Her må jeg hente inspiration fra en anden stor skikkelse i kristen tradition: franciskanermunken Richard Rohr. Med inspiration fra tænkeren Thomas Merton beskriver han menneskelivet i to dele.
Den første del er dualistisk i den forstand, at vi danner identitet gennem modsætninger. Ved at opdage og definere, hvad vi ikke er, dannes langsomt en erkendelse af, hvad og hvem vi egentlig er. Mange er ikke nået længere end til første halvdel af livet. De opdeler stadig verden i dem og os.
Kun få når videre til anden del, der er kontemplativ i den forstand, at vi er så trygge i os selv, at vi kan hæve os op på metaplan og se helheder, og hvordan forskelligheder supplerer hinanden. Vi ser enhed i mangfoldighed.
Det gjorde Desmond Tutu. Og derfor begrænsede han ikke Gud til menneskeskabte traditioner – læs: religioner – men anså Gud for det ypperste metapunkt.
Som brikker i et puslespil
Vi er altså i en proces; vi erkender stykkevis, og det ene stykke falder på plads efter det andet, ligesom brikkerne i et puslespil, og pludselig kan vi se, hvad puslespillet skal forestille; og en dag skal vi hele billedet.
Hvor ville det være godt – ikke blot for vores tro, men også vores overbevisninger i det hele taget – religiøst, etisk, politisk osv. - hvis vi kunne anskue tilværelsen som Desmond Tutu.
Erkende det. Indrømme det. Vores forestillinger er begrænsede, og det gælder hver og én af os. Også den samlede menneskeheds produktion af forestillinger, meninger, doktriner, traditioner, religioner og så videre er begrænsede.
Gud kan ikke puttes i kasser
Uanset hvilken tro, vi tilslutter os, kan vi lade os inspirere af de første kirkefædre: Gud er større! De sagde ikke blot: Gud er stor! Nej, Han er større, altid større end de præstationer, vi synes er store – det være sig fysisk eller filosofisk.
Og derfor er Gud ikke kristen. Derfor er han ikke begrænset til det, der blev introduceret med Jesus, fulgt op af apostle og kirkefædre og til sidst gjort til statsreligion af den romerske kejser Konstantin i år 324!
Og derfor giver Desmond Tutus ord rigtig meget mening. Uanset religion. Uanset politisk ståsted. Uanset alting. Gud – og andre store idealer - kan ikke puttes i kasser.