’Det dyrebareste stykke jernbanegods’

Julen udfordrer alle de skræmte magthavere, der er i åndelig slægt med kong Herodes, skriver lektor i anmeldelsen af Jean-Claude Grumbergs eventyr.


Jean-Claude Grumberg, f. 1939, søn af en deporteret skrædder, er nu i sin alderdom ved at blive klar over, hvad det er at overleve Holocaust. Det kan man ikke skrive realistisk om. Hans eventyr for store børn og voksne åbner læserens øjne for menneskets grusomhed – og menneskelig kærlighed og omsorg. Eventyret taler lige ind i dansk nutid: vores ansvar. Eventyret af Jean-Claude Grumberg er udgivet på dansk ved Jacques Courrier og Dorthe Lemke, Forlaget Sort Kat.

Eventyret begynder: Der var engang et fattigt skovhuggerpar i en stor skov. Om sommeren var det så varmt, at de dårligt kunne trække vejret, og om vinteren var det så koldt, at de knap kunne samle kviste og grene til at varme sig ved. Det var et par rigtige stakler. Manden var godt tilfreds med at de ikke havde nogen børn, men konen var ulykkelig: hun savnede et barn at elske. På den tid – i 1942 – blev der lagt jernbanespor gennem skoven, og hver dag gik konen hen for at se togene med de mange godsvogne køre frem og tilbage. Somme tider blev der kastet et stykke papir ud gennem jerntremmerne. Konen tog det op, men kunne ikke læse. Inde i godsvognene var der mennesker, både døde og levende. Alle dem udenfor hadede dem inde i godsvognene: ”mens vi knokler røven ud af bukserne til sulteløn, bliver de hjerteløse sendt gratis på udflugt med særtog!” (s. 60)

Ikke udflugt, deportation Nej, de blev ikke sendt på udflugt, for de var jo ”de hjerteløse”, der havde slået Gud ihjel. En ung far til tvillinger ser sig om: ”Disse oldinge, den blinde derhenne, børnene der, tvillingerne og de andre, nej de blev ikke sendt af sted for at arbejde. De blev sendt langt væk, man ville ikke længere have dem, selv om de var mærket, udstyret med stjerne, registreret, fængslet, berøvet al frihed, berøvet alt – end ikke sådan ville man vide af dem.” (s.17)

Guds gave I sin fortvivlelse kaster faderen den ene tvilling indhyllet i et bedesjal ud gennem jerntremmerne. Den fattige kone ser det og tager barnet til sig som en gave fra guderne (De hjerteløse har jo slået selveste Gud ihjel!) og tager det til sig. Hendes mand bliver vred, han vil ikke have et barn af den forbandede race i sit hus; han vil ikke vide af de hjerteløse. Men konen er stærkest: ”Hun sover, vores stakkels skovhuggerske, hun sover med sit lille barn i favnen, hun sover de retfærdiges søvn, hun sover helt deroppe, højere oppe end de stakkels skovhuggeres og skovhuggerskers paradis og endnu højere oppe end Edens have, hvor verdens lykkelige sjæle bor, hun sover helt deroppe i haven, der er forbeholdt guder og mødre.” (s. 29)

De hjerteløses hjerte Da manden insisterer på at ville af med barnet, tager konen hans hånd i et fast greb og lægger den på barnets brystkasse: ”Mærker du det? Mærker du det? Mærker du det lille hjerte slå? Mærker du det? Mærker du det? Det slår, Det slår.” (s. 54) Manden bliver nødt til at indse at de hjerteløse har et hjerte: ”Det lille stykke jernbanegods’ hud og hjerte havde fremkaldt [varmen] helt inde i hans eget hjerte, som han nu mærkede slå i sit bryst (…)”. (s.55) Slutningen skal ikke røbes her. Hele den lille bog, som første gang læses på halvanden time, skal læses og læses igen og gennemtænkes. Der er ikke ét ord for meget.

Et eventyr – også en julehistorie? Julen handler om lys i mørket, om et lille barn af den ”hjerteløse slægt”. Et barn som blev forfulgt, fordi magthaverne var bange for ham, allerede fra begyndelsen. Kong Herodes, der havde allieret sig med den romerske magt for at beholde sin egen, befalede at alle små drengebørn skulle slås ihjel, og julesøndag gentager teksten profeten Jeremias: ”I Rama høres råb, gråd og megen klage. Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.”

Andre julehistorier Men vi har også andre julehistorier – dem fra kalenderne om hårde tider, der ender lykkeligt. Børn, der trods alt kommer hjem. Julen udfordrer alle de skræmte magthavere, der er i åndelig slægt med kong Herodes, for vi har også børn i kolde lejre, i Al-Hol og Al-Roj, som myndighederne siger at de er bange for. Kommer de hjem til jul? Får vi en jul hvor vi – ligesom den fattige kone i eventyret – kan sove de retfærdiges søvn?