top of page

’Det er brutalt at betragte mennesker som ting’

SAMEKSISTENS var med, da tidligere overlæge og formand for Etisk Råd Ole Hartling holdt foredrag om ”tingsliggørelse”, som kan ende med udnyttelse og til sidst udslettelse af mennesker.



Det er forfærdeligt!

Ordene kommer fra Ole Hartling, pensioneret overlæge og tidligere formand for Etisk Råd. Og det forfærdelige er Hamas’ terrorangreb den 7. oktober og Israels terrorkrig mod palæstinensiske civile i Gaza.

- Jeg kan kun tilslutte mig det kor, som siger: Det er forfærdeligt. Jeg ved ikke om man kan putte krigen ind under tingsliggørelse, men man kan sagtens betragte den som udryddelsesmiddel. Man skyr intet middel for at nå sit mål.

- Det må jo åbenbart koste hvad det vil. I krig kalder man det collateral damage (på dansk: medfølgende skader, red.). Det betyder, at der må gå nogle civile med i købet, for at man kan nå det mål, man har sat sig. Men det er jo fra begge sider netop en umenneskelig tankegang.

Ole Hartling breder det ud til den måde verden af i dag fungerer på:

- Nogle gange, når jeg spørger folk, om de synes, at verden styres med fornuft, komme de til at smile. Det er så tydeligt, at verden ikke drives af noget som helst andet end grådighed. Magt, grådighed, drift. Vi er driftsstyret mere, end vi er idealstyret, er min pessimistiske vurdering.

- Da juntaen i Grækenland overtog magten, var det vigtigt for dem at opfatte dem, de mishandlede, som ikke-mennesker. For så kunne de bedre selv holde til det. Det skete også i Auschwitz og andre folkemord, at de ikke betragtede dem, de udryddede, som mennesker.

 

Et brutaliseret menneskesyn

Vi er til foredrag med Ole Hartling i Eliaskirken på Vesterbro i København en kold 31. januar 2024. Hans emne for foredraget er netop tingsliggørelse, at vi så nemt gør andre mennesker til objekt for vores magt og kontrol.

- Tingsliggørelse er et brud på en gylden etisk regel. Filosoffen Immanuel Kant formulerer det sådan – oversat til mundret dansk: Dit medmenneske skal være et mål i sig selv, ikke kun et middel for dig. Det betyder, at hvis vi gør mennesker til ting, så bilder vi os ind, at vi kan håndtere dem. Men så ser vi ikke mennesket. Det er jo brutalt at betragte medmennesker som ting. Og derfor medfører håndterbarhedsideologien et brutaliseret menneskesyn.

En tendens han selv har oplevet på sygehus:

- En læge kom ind på firesengsstuen læsende i journalen, mens han bevæger sig hen mod en seng og mumler: Hvad har vi så her?

 

Patienten bliver synonym med sin sygdom

Forsamlingen ler, inden Hartling fortsætter:

- Hvorfor er det slemt at høre, at man er et ”hvad” og ikke et ”hvem”? Det er jo, fordi det er krænkende. Det er helt umenneskeligt. Vi har simpelthen en umiddelbar fornemmelse af, at det er forkert.

- En anden læge gik hen og mærkede pulsen på fodryggen, for at se, hvordan kredsløbet var i benene. Og så lidt skeptisk ud, rystede lidt på hovedet. Forlod sengen uden at lægge dynen tilbage. Og havde glemt, at han først skulle have sagt goddag til patienten. Det er for formålsorienteret. Det er foretagsomhed, der retter sig mod det, man ser som et objekt.

Der er så mange flotte begreber om etik i resolutioner og erklæringer, men det der i virkeligheden er brug for her, det er etikette, taktfølelse. Jeg tror, at etikette og takt er vigtigere for patienten, end de dyre resolutioner, som man kan læse sig til.

- Det at betragte vores patienter som synonyme med den sygdom, som skal behandles, det er altså taktløst.



Når sygdommen er hovedpersonen

Ole Hartling blev kendt på skadestuen, da han var læge på Tønder Sygehus, for han fandt sig ikke i det tingsliggørende sprogbrug:

- Der sidder en finger på skadestolen, blev det sagt. Og jeg vidste jo godt, hvad der mentes. Men lad os skal huske, at det er et menneske, som har en finger. Der ligger nu en akut lungebetændelse nede i modtagelsen, sagde en anden. Nej, det er en patient, der har lungebetændelsen.

- Sygdommen er hovedpersonen. Det er den, der spørges om at tage stilling til. Hvad er dette? Men ikke, hvem er du? Eller hvilket menneske er du? Patienten bliver tingsliggjort, anonymiseret med sin sygdom.

- Men pludselig møder de så en sygeplejerske eller en læge, som lytter og som viser indlevelse, som næsten er nysgerrig på, hvem de er. Som kommer i møde, som lægger sig på sinde, som tager sig af. Det kan patienter også berette om. Og det er tydeligt, at de er berørte sig af det.

 

Overraskende hvor lidt, der skal til

- Det billede, som dukker op i ens bevidsthed, er sådan en kold forårsdag, hvor solen pludselig bryder gennem skyerne og føles varm. Det sætter på en måde det hele i perspektiv. For det viser indirekte, hvor destruktiv tingsliggørelsen er. Og samtidig er det overraskende, hvor lidt der skal til. Og hvor meget det betyder.

- Hvorvidt omtanke og omsorg er helende, ved vi ikke. Men nogle undersøgelser viser, at mangel på det i hvert fald kan være skadende.

Mange flere guldkorn blev drysset ned over forsamlingen i Eliaskirken, og bagefter kunne man købe Ole Hartlings bog, Den ottende dødssynd, som netop handler om tingsliggørelsen. Bogen kan købes på forlaget Eksistensen.



SAMEKSISTENS har også en podcast med Ole Hartling, hvor han fortæller sin personlige historie om at miste sin hustru, om sorgen, der kommer af kærlighed og viser, at mennesket, man elsker, langt fra er en ”ting”, men et helt unikt menneske, man har et helt unikt forhold til.

Som Ole Hartling med et glimt i øjet citerede en for at have sagt til sin elskede: ”Hvis jeg ikke havde dig, kunne jeg ikke holde alle de besværligheder ud, du bringer ind i mit liv!”

Comments


bottom of page