Det er fremsynet at anerkende religiøs mangfoldighed

Religionsfriheden begyndte i Danmark med at tillade flere kristne trossamfund end det lutherske. Processen viser vej til også at acceptere andre religioner end kristendommen, mener interkulturel konsulent.

Kan et samfund kan leve fredeligt og harmonisk med religiøs mangfoldighed i befolkningen? Lige som man tidligere stillede spørgsmålet, om Danmark kan være velfungerende, hvis det bliver et multikonfessionelt samfund, så stilles nu spørgsmålet, om sammenhængskraften i samfundet kan holde til, at Danmark bliver et multireligiøst samfund? Vil vi fx opleve, at Danmark bliver islamiseret? Vil vort samfund for altid blive præget af alvorlige og uløselige konflikter?

”Kætterier”

I mange århundreder tog man i Danmark og det øvrige Europa for givet, at for at et samfund kunne være velfungerende, måtte det ikke bare være kristent, men også monokonfessionelt. Andre konfessioner end den dominerende blev betragtet som kætterier, der med vold skulle bekæmpes og udryddes – i den gode sags tjeneste. Listen over kætterier (alternative kristne konfessioner) i Europa er lang og omfatter blandt de mest kendte: valdenserne og katharerne i 1100-tallet, Johan Hus og hussiterne i 1400-tallet – og de forskellige protestantiske grupper i det 16. århundrede.

Religionskrig

Det sidste – protestantiske – kætteri førte, som bekendt til en lang og blodig religionskrig i Europa, der først afsluttedes med Den Westfalske Fred i 1648, hvor man enedes om princippet cuius regio eius religio – “den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende” – fra Augsburgfreden i 1555. Dermed blev der etableret en række monokonfessionelle nationalstater. Derfor forblev Danmark da også en monokonfessionel stat frem til grundloven i 1849, dog med enkelte geografisk afgrænsede undtagelser, som interessant nok blev indført af økonomiske grunde, som fx Fredericia, der blev en religiøs fristad i slutningen af det 17. århundrede. Så sent som i 1840’erne blev det monokonfessionelle princip gennemført i forhold til baptisterne, hvis ledere blev fængslet, og hvis børn blev tvangsdøbt i den lutherske kirke.

Frygt

Overgangen fra et monokonfessionelt til et multikonfessionelt samfund var præget af mange bekymringer, fødselsveer og konflikter. Fra 1849 og de næste 150 år har befolkningen øvet sig i at leve i et multikonfessionelt samfund, hvor konfessionelle minoriteter har kæmpet mod diskrimination, og hvor gamle konflikter indimellem dukkede op igen, fx frygten for en katolicering af Danmark i forbindelse med indmeldelsen i det (måske) katolsk dominerede EF i 1972. Men efterhånden udvikledes der fredelige mellemkirkelige relationer, gensidig anerkendelse og samarbejde, sådan at der i dag ikke er mange, som ser et problem i, at det danske samfund er et multikonfessionelt samfund.

Religionsfrihed

Vi fik ikke bare konfessions- men også religionsfrihed med grundloven i 1849. Men det fik kun meget lidt praktisk betydning de første omkring 120 år, da der (bortset fra nogle få jøder) stort set ikke var mennesker i Danmark med en anden religion end kristendom. Men i de sidste 50 år har vi oplevet, at Danmark nu også har udviklet sig fra et monoreligiøst til et multireligiøst samfund, ja, og det tilmed i en grad, så procenttallet af mennesker med en fremmed religion i dag er langt højere end procenttallet af mennesker med en anden konfession end den lutherske.

Fremsynede mennesker

Historien viser, at det bestemt ikke var uproblematisk at gå fra et monokonfessionelt til et multikonfessionelt samfund, og at det faktisk krævede mange års øvelse, men jeg tror, at fremsynede mennesker den gang var klar over, at som verden udviklede sig, så var der ingen vej udenom. Og historien viser, at det – trods skeptikernes advarsler – lykkedes at skabe et harmonisk multikonfessionelt samfund.

Dermed være imidlertid ikke sagt, at nøjagtig det samme vil ske, når et samfund udvikler sig fra at være monoreligiøst til at blive multireligiøst. Men det må dog være opmuntrende at huske på, at vi i Europa gik fra, at katolikker og protestanter bekrigede hinanden og ikke kunne forestille sig at skulle leve fredeligt i samme samfund, til at der blev fred mellem katolske og protestantiske stater, og til at protestanter og katolikker rent faktisk kom til at leve fredeligt sammen, også i det danske samfund. Nogle gange kan det, der synes umuligt, alligevel lade sig gøre, hvis den gode vilje er til stede.

Dertil kommer, at jeg ikke tror, at der er ret mange mennesker, der har fantasi til at forestille sig, at vi i en mere og mere globaliseret verden kan vende tilbage til et monoreligiøst samfund. Jeg tror, at fremsynede mennesker i dag er klar over, at som verden udvikler sig, så er der ingen vej uden om at acceptere det multireligiøse samfund og øve os i at leve harmonisk sammen.