’Det er naturligt at leve i fred og dele sin tro’

FRA ARKIVET: Kirkeleder fra Cameroun deler viden og erfaringer om at leve sammen som kristne og muslimer.



- I Afrika lever vi i en naturlig virkelighed. Her har kristne og muslimer levet sammen i fællesskab, fordi vi er i familie med hinanden. Vi besøger hinanden i kirke og moské, når der er bryllup og begravelse. Det er en del af vores kultur.

Det fortæller tidligere kirkepræsident for Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun, Robert Goyek. I dag er han rådgiver med særlig fokus på interreligiøse relationer.


Den rene islam?

Han fortæller om sin egen opvækst, hvordan han blev kristen, og hvordan også hans mor og far, som havde en traditionel folketro, også besluttede at tro på Jesus Kristus. Men også, hvordan han gik i skole, spillede fodbold og i det hele taget levede helt uproblematisk sammen med sine muslimske venner.

Men så kom Boko Haram og lancerede ”den rene islam” og lokkede imamer og sheiker over på deres side – lige indtil terrorbevægelsen begyndte at bombe markedspladser, kirker og moskéer og bortføre piger og kvinder.

”Det er jo ikke den rene islam,” sagde denne ene muslimske leder efter den anden, og vendte sig derfor imod Boko Haram.



- I dag arbejder vi sammen om at genskabe den fredelige sameksistens, fortæller Robert Goyek.

Det sker bl.a. i byen Mora tæt ved grænsen til Nigeria. Mora er blevet bombet af Boko Haram flere gange, og terrorbevægelsen forsøger at rekruttere unge som selvmordsbombere.


”I har reddet vores by!”

- Vi har holdt en fredskonference og oprettet en fredskomité bestående af præster, imamer, sheiker og personer fra de lokale myndigheder. Sammen viser vi offentligt, at vi kan være venner, glæde os sammen ved højtiderne og sørge sammen, når nogen er gået bort. Vi har – både unge og gamle - gået i demonstration sammen med skilte, hvor der står ”Fred og forsoning”, ”Fredelige sameksistens” osv. Byens borgmester sagde til mig for nylig: ”I har reddet vores by!”

Konflikter opstår ofte på grund af uvidenhed, pointerer Robert Goyek.

- Befolkningen kender ikke Menneskerettighederne, der også indbefatter retten til at tro som man vil. Derfor er det ikke nok at holde landskonferencer eller regionale dialogfora. Vi skal helt ned på græsrodsniveau, hvor almindelige mennesker lever med hinanden.

- Det gør vi i Afrika. Vi lever naturligt sammen. Og det er dér, freden begynder og breder sig, siger Robert Goyek.


Artiklen er skrevet og videoen produceret af Svend Løbner, da han var ansat som vikar i Mission Afrika i 2018. Robert Goyek er gået pension som kirkepræsident, men fortsætter som rådgiver med fokus på interreligiøs dialog. Mission Afrika er en folkekirkelig missions- og hjælpeorganisation med base i Aarhus.