’Det Gode Råd’ udeblev i ny DR-serie
Anmeldelse af Michala Linn
En 21-årig i livskrise og fire eksperter i åndsliv er set-uppet i første udsendelse i DR’s nye programserie ”Det Gode Råd”. Her skal eksperterne, med udgangspunkt i deres baggrund som henholdsvis folkekirkepræst, imam, spirituel vejleder og Kierkegaard-ekspert, give ugens hovedperson et godt råd.
Hovedpersonen hedder Marinus. Hans dilemma udspringer af samfundets forventning om, at unge skal vælge uddannelse og dermed også karriere, livsstil og fremtidigt lønniveau umiddelbart efter gymnasiet. For efter to et halvt års sabbat, føler Marinus sig stadig ikke klar til at tage det valg, som virker så afgørende for ham. Samtidig kan han heller ikke fortsætte sit nuværende liv som lærervikar og jordomrejsende med god samvittighed. Man får en fornemmelse af, at disse aktiviteter ikke gælder i hans bog. Så længe han ikke har taget en uddannelse, er han ikke ”kommet i gang” med sit liv.
Religion og filosofi er ikke en livsmanual
Programmet kommer godt fra start. I introduktionsrunden påpeger præst Lars Gustav Lindhardt, at Biblen ikke kan læses som en manual, men at den kan give perspektiver på menneskets søgen efter sig selv og meningen med livet. Kierkegaard-ekspert, Pia Søltoft, supplerer, at vi kan spejle os i Kierkegaards tekster for at blive klogere på os selv, men at han ikke skriver, hvad vi skal gøre. Og imam Waseem Hussain stemmer i og siger, at Koranen tjener som en vejledning til håb og trøst i universelle problemstillinger som kærlighed og død.
Det er forfriskende, at DR tør tage fat på de store universelle spørgsmål i ”Det gode råd” og give taletid til professionelle menneskekendere, men eksperterne etablerer allerede fra start en afstand til programmets præmis: et konkret råd i en konkret situation. Det er kort sagt ikke det, de leverer.
Det er også uklart, hvilken samtale eksperterne forventes at gå ind i for at nå frem til det gode råd. Leder programmets tilrettelægger efter en filosofisk diskussion eksperterne imellem? Er der tale om sjælesorg? Eller skal eksperterne blot tilbyde almenmenneskelig vejledning?
Livets tunge spørgsmål uden fordybelse
Samtalen forløber derfor også lidt tilfældigt som pingpong mellem studievært og eksperter. Den tager flere gange tilløb til at blive interessant, for eksempel når Søltoft siger: ”At vi skal finde den idé, for hvilken vi må leve og dø” og tilføjer, at den idé altså ikke er en profession, eller når Lindhardt forsikrer Marinus om, at han allerede lever sit liv nu og her. Men samtalen bliver hele tiden skudt tilbage til udgangspunktet ”uddannelsesvalg” og samfundsforventningen om konstant progression. Og i kraft af interviewformen bliver eksperternes råd ved de lejlighedsvise oneliners.
Derfor bliver svarene da også mere og mere brevkasseagtige og generelle, som programmet skrider frem, og det bliver efterhånden svært at skelne mellem rådene fra Marinus’ egen far og de spirituelle vejledere. Man savner at kunne fordybe sig i filosofierne én for én og at se Marinus i egentlig samtale med hver enkelt ekspert. For man kan ikke lave et program om livets tunge spørgsmål uden fordybelse.
Den lige vej
Cirka halvvejs i programmet kører konceptet af sporet, da eksperterne bliver brugt som ”erfaringskilder”. Det vil sige, at de kommer til at tage udgangspunkt i deres egne privatliv frem for det fagområde, de har deres ekspertise i, og som er grunden til, at de medvirker i programmet. Her finder vi måske forklaringen på den hidtil tandløse diskussion. For i det større perspektiv er eksperterne nemlig overraskende ens. Selvom nogle har skiftet job undervejs, har de alle taget ”den lige vej” fra folkeskole, til gymnasium og videre gennem uddannelsessystemet. Den vej som Marinus med sine sabbatår har fravalgt.
Men hvad ville andre mennesker med andre livsstile eller fra andre generationer og socialgrupper have sagt? Hvad med en selvforsynende økolog a la Bonderøven? En succesfuld iværksætter uden uddannelse? En kunstner fra en af verdens metropoler? En klimaaktivist, der som Greta Thunberg nægter at uddanne sig til en fremtid, der ikke findes? Med andre ord mennesker, som repræsenterer markant anderledes måder at se og leve livet på. Deres udtalelser kunne både have sat gang i diskussionen, præsenteret Marinus for en bredere pallette af muligheder og gjort programmet mere spændende og tidssvarende.
Tvivl og autencitet
Programmets helt er faktisk Marinus selv. Han er ansigtet på en hel generation af præstationspressede unge, der er vokset op med fremdriftsreformer, folkeskolereformer og gymnasiereformer i efterdønningerne af en historisk stor økonomisk krise. En generation, der har fået tudet ørerne fulde af krav om at være den bedste og hurtigste for at have en chance på det konkurrenceprægede og tætpakkede arbejdsmarked.
Men Marinus insisterer på at være sit unikke selv og finde sit livs formål. Som han formulerer det: ”Jeg tror, at vi alle sammen på et tidspunkt har tænkt, at vi er skabt til noget større – at det unikke i os på en eller anden måde skal skabe en vej for os. Troen på at jeg er unik, og at der er et purpose med min tilstedeværelse her. Tanken kan jeg godt lide…”
Han fremstår autentisk og stærk, når han blotlægger sin tvivl og usikkerhed. Og han er passioneret, når han forsvarer sine livsvalg, over for sin far, der gerne ser sin søn komme ud af ”sabbatsumpen”.
Marinus bidrager med den råhed og den skarphed, der mangler i det meget høflige ekspertselskab. Hans dilemma viser, at tvivlen er en konsekvens af modet til at turde være sig selv. Til at være anderledes end mængden. For hvis vi ikke skal følge en opskrift på det gode liv eller underlægge os religiøse dogmer – hvem er vi så?
Måske sidder Marinus ikke fast. Måske har han indset, hvad der i virkeligheden er hans opgave som menneske. Ikke at samle på uddannelsesbeviser og statussymboler, men at undres, afprøve og tvivle.
Måske er livets opgave eller purpose en proces, nemlig at (til)blivesig selv.