Det håbløse paradigmeskift

Den stramme udlændingelov kan fortolkes efter forgodtbefindende og åbner for brutalitet og ligegyldighed over for de mennesker, vi er forpligtet til at tage os af.



I disse dage ændres verdens og vores vilkår så hurtigt, at vi bør udnytte muligheden for at feje det uduelige ud og passe på de virkelige værdier.

De aktuelle begivenheder med evakuering af lokalansatte fra Afghanistan og integrering af afghanske tolke og ambassadeansatte i det danske samfund viser udueligheden i det såkaldte paradigmeskift (lov nr 174 af 27/02/2019).

Det er nu vi skal gribe chancen for at rulle hele loven tilbage til menneskelig størrelse. Loven er ikke kun ubrugelig, den ødelægger hele samfundet hver gang den udføres i praksis.

Mens vi venter på rigsretssagen mod Inger Støjberg og har været vidne til hendes forvaltning af de love hvis udførelse var hendes ansvar, har vi tøvet alt for længe med at vise blot noget af den taknemmelighed vi skylder tolke og andet personale, der har arbejdet for Danmark i et meget farligt Afghanistan.


Paradigmeskiftet er et mareridt

Det har med al mulig tydelighed afsløret hvor udygtig, hvor inkompetent og hvor ødelæggende loven er i sin udførelse. Hvis vi overhovedet skal kunne have respekt for Folketinget, der burde være demokratiets fornemmeste repræsentant, må vi, vælgerbefolkningen, kunne forvente love, som er til at leve efter i Danmark, et land i verden – og ikke i en syg mareridtsforestilling.

Paradigmeskiftet er nemlig blevet et virkeliggjort mareridt, hvor vi oplever vilde diskussioner om mennesker med navne. Mennesker, ikke tal.


Hvad er paradigmeskiftet?

Lad os nøjes med at se på ét element i udlændingeloven fra den 1. marts 2019, hvor loven trådte i kraft:

Folketingets flertal havde vedtaget at opholdstilladelserne kun skulle gives med henblik på midlertidigt ophold, og at kun Danmarks internationale forpligtelser kunne stå i vejen for at sende flygtninge og deres familier ud af landet.

Man gav desuden ministeren magt til at indføre et loft over familiesammenføring, ”hvis kapaciteten hos udlændingemyndigheder og absorptionsevnen i kommunerne er under pres.” Det diskuterer politikere også nu, hvor rædslen breder sig lige på vores dørtærskel!


Salg af elastik

Citatet afslører, at loven er elastik solgt i metermål, og at den kan forvaltes på bedste beskub. Og, hvad værre er: Loven er helt vilkårlig efter hvordan den enkelte forvalter selv synes den skal forvaltes.

Det indebærer, at der er plads til megen modvilje, og da den ændres fra opholdstilladelse som et forståeligt pejlemærke til en slags brutalitetsvåben - en slags knap, men kan skyde flygtningene ud af det åndelige katapultsæde med uden at beskæftige sig mere med dem, men overlade dem til de rædselsregimer, de kom fra - appellerer det også til myndighedernes hvilen i, at de jo bare overholder loven og kan gøre sig selv det behageligt.

Her er blot nævnt én ændring, men den samme brutalitet og ligegyldighed over for de mennesker, vi er forpligtet til at tage os af, er den klare mislyd der går igennem hele loven.


Vi kan godt

Det er nu, hvor verden er kommet ind til os, at vi må se at komme ud i verden med al den kapacitet vi har. Det må først og fremmest vise sig ved at vi tager os selv alvorligt som medmennesker og gør os nyttige og hjælper hinanden, ikke ved at smide ud men ved at række ud, ikke ved at lægge os selv behageligt til rette, men ved at rejse os og vise at vi duer til noget.

Vi kan meget mere end Folketingets flertal brutalt gennemførte.

Vi har dygtige folk nok til at klare de vanskeligheder, der altid er i verden. Hvis Folketinget igen skal blive den demokratiske instans, som ikke skal have noget ved siden af sig eller over sig, skal det elendige paradigmeskift rulles tilbage. Luk vinduerne op – ellers kommer Folketinget til at kvæles af mangel på ilt.