top of page

Det syriske regime torturerer sine kritikere til døde

Over 14.000 er døde under tortur i den 10 år lange syriske borgerkrig. Det syriske regime står for langt de fleste torturdødsfald, men har indført love, der lader bødlerne gå fri.


Tortur er brugt som en systemisk og løbende strategi i ti år, skriver Det Syriske Menneskerettighedsråd i en ny rapport om den syriske borgerkrig. Rådet benyttes af FN som kilde til rapporter om sikkerhedssituationen i Syrien.

Rapporten dokumenterer, at 14.537 personer fra marts 2011 til juni 2021 er døde under tortur i den syriske borgerkrig. Langt størstedelen af ofrene er ​​dræbt af syriske regimestyrker. Blandt dem, der er torturerede til døde, er 180 børn og 92 kvinder.

Krænkelserne fortsætter op til i dag. Rapporten bemærker at tortur har været en af ​​de primære overtrædelser begået af det syriske styre mod politiske demonstranter fra de tidligste dage mod politiske demonstranter, idet deltagere i fredelige demonstrationer generelt er blevet udsat for slag, fornærmelser, trusler og anholdelser uden en retskendelse. Hver af disse fremgangsmåder involverer en eller flere former for tortur, hvor denne tortur ofte fører til den tilbageholdtes død, skriver menneskerettighedsrådet i en pressemeddelelse.

Rapportens statistikker er baseret på et dagligt overvågnings- og dokumentationsarbejde fra 2011 til i dag.


10 torturmetoder

Alle involverede parter i den syriske konflikt gør sig skyld i tortur og drab, men allerværst står det til med de syriske militser. Ud af de 14.537 personer, som er dræbt på grund af tortur, er det syriske regime ansvarlig for 14.338 af disse dødsfald, inklusive 173 børn og 74 kvinder.

Det syriske menneskerettighedsråd har dokumenteret 72 torturmetoder brugt af det syriske regime, hvoraf følgende 10 er de mest benyttede:


  1. Elektrochok på kroppens vitale dele

  2. Placering i et bildæk med enden først, mens hænder bindes sammen med fødder.

  3. Isolationsfængsel

  4. Udsultning

  5. Udmattelse af hårdt arbejde efter tortur

  6. Ophængning i hænder eller fødder

  7. Tæsk

  8. Slag på fodsåler

  9. Lyd af skrig fra andre torturofre

  10. Piskning

Går målrettet efter kritikere

Regimet torturerer flest mennesker fra områder, der er kendt for at modsætte sig det syriske regime. Det sker som en form for kollektiv gengældelse. Byerne i Daraa og Homs har det højeste antal indbyggere, der er dræbt på grund af tortur.

Det syriske regime har vedtaget 'love', der tillader tortur og forhindrer, at kriminelle holdes ansvarlige, samt giver fuldstændig immunitet mod retsforfølgelse til dem, der udfører dets ordrer, skriver menneskerettighedsrådet i sin pressemeddelelse.

Rapporten anbefaler, at FNs Sikkerhedsråd og FN fordømmer det syriske regimes brug af tortur og arbejder seriøst med alle midler for at stoppe det og dermed redde titusinder af tilbageholdte syriske borgere fra døden på grund af tortur.


Læs rapporten fra Det syriske menneskerettighedsråd her.

bottom of page