- Vi samarbejdede med kristne og muslimer i ord og handling og bevidstgjorde børn om deres basale menneskerettigheder. Måske er det de børn, der som voksne kæmpede for frihed på Tahrir-pladsen for 10 år siden? fortæller tidligere generalsekretær i Danmission Harald Nielsen.
Harald Nielsen var generalsekretær i Danmission fra 1996 til 2002 og fik fra 2003 særligt ansvar for arbejdet i Mellemøsten, primært Egypten. Foto: Danmission
Demonstranter fylder Kairos gader. Tharir-pladsen er stopfyldt af unge, ældre, kvinder, mænd, mest studenter, der har fået nok af Hosni Mubaraks diktatur. Det, der begyndte, da en mand protesterede ved at sætte ild til sig selv i Tunesien, eksploderede til et massivt oprør i Egypten og spredte sig som en løbeild over hele Mellemøsten. Der kom sprækker i autokratiske regimer og et håb om demokrati begyndte at spire i det, der snart kom til at hedde Det arabiske forår.
Gad vide, om ikke nogen af de unge demonstranter på Tharir-pladsen for 10 år siden, kommer fra det Børneparlament, Danmission var med til at starte i 2003? Et initiativ, der bevidstgjorde børnene om deres rettigheder, så de ikke blev udnyttet i børnearbejde…
Tanken melder sig hos Harald Nielsen, som var generalsekretær i Danmission fra 1996 til 2002 og fra 2003 fik særligt ansvar for arbejdet i Mellemøsten, primært Egypten.
Styrkede børns rettigheder
- Børn må ofte arbejde, fordi far er død eller stukket af og mor ikke kan forsørge familien. Så Børneparlamentet gik ud på, at børn skulle kræve en kontrakt, ordentlig løn, ordentlige arbejdsforhold og fri til at gå i skole. Var der en arbejdsgiver, der ikke levede op til sine forpligtelser, bakkede vi børnene op. Og ofte gik børnene sammen til arbejdsgiveren og sagde: ”Du skal overholde de her forpligtelser, ellers sker der noget!” Børneparlamentet betød også, at pigerne fandt ud af, at de ikke behøvede som 13-årige at blive gift med en, der kunne være deres bedstefar. De kunne sige nej, og gjorde det ofte. De ville have en uddannelse. Jeg lurer jo på, hvad der så skete, da vi kom frem til 2011, hvor de her ikke længere var børn. Var det dem der demonstrerede på Tahrir-pladsen i Kairo? Det har helt sikker været nogen af dem.
Danmission har siden begyndelsen af 1990-tallet engageret sig i Mellemøsten. Først blev Dansk Kirkemission til Arabien dannet. Et andet missionsselskab var Østerlandsmissionen, som arbejde i Syrien. De to selskaber gik sammen i Dansk Missionsselskab (DMS), som senere fusionerede Dansk Santal Mission og blev til Danmission.
Dialog og praktisk handling
- Det har hele tiden været en forpligtelse at have en tilstedeværelse blandt muslimer i Mellemøsten, fortæller Harald Nielsen. Indsatsen sker på to måder: Gennem dialog og diapraksis – altså tjeneste i ord og handling.
- Vi rejste rundt i Egypten og samlede grupper af kristne og muslimer for at diskutere, hvorledes vi kunne arbejde sammen. Da der udbrød en stor ballade på universitetet i Alexandria, hvor flere blev dræbt, trådte en dialoggruppe i karakter og tog fat. Byens biskop og byens sheik gik frem foran de demonstrerende studenter og bad dem om at falde til ro. Havde det nu bare været den kristne, så havde muslimerne ikke hørt efter. Havde det kun været muslimen, så havde de kristne ikke hørt efter. Men fordi de stod der foran demonstranterne sammen, fik de talt hele den her ballade ned og fik løst konflikten.
Danmission gik praktisk til værks i dialogarbejdet, fortæller Harald Nielsen:
- Når der skulle bygges en skole eller graves en brønd, så skulle det ikke været et kristent hus. Derimod havde vi som et krav til både de kristne og til muslimerne, der ofte ikke kunne snakke sammen, at hvis vi skulle skyde penge i det her, så skulle de gøre det i fællesskab.
Kæmper mod kvinders omskærelse
- Vi bekæmpede også kvinders omskærelse sammen. Det er fænomen, der finder sted hos både kristne og muslimer. Sammen med den koptisk-ortodokse kirke tog vi fat i et stort oplysningsarbejde. Her gik en kristen præst, en muslimsk sheik og en medicinsk fagperson ind og underviste især bedstemødrene, som har meget at skulle have sagt om sagen.
- Jeg var med og hørte sheiken spørge: ”Er der noget i Koranen, der hedder, at man skal omskære?” Nej det er der ikke, sagde han. ”Er der noget i Bibelens Ny Testamente, der siger, at man skal omskære?” Nej det er der ikke, sagde præsten. ”Har det medicinske komplikationer?” Ja, sagde lægen. Og så gjorde han rede for risikoen for lemlæstelse og endda død i visse tilfælde.
Begejstring – og skuffelse
Anekdoterne står i kø om Danmissions omfattende arbejde i både Egypten, Syrien og senere Libanon og Jordan. Harald Nielsen vender tilbage til Det arabiske forår og demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Kairo:
- Jeg talte med direktøren for den koptisk-evangeliske kirkes sociale arbejde. Mens de store demonstrationer stod på, sagde Nabil Abadir: ”For første gang i mit liv, føler jeg at det er mit eget blod, der flyder i mine årer!” Det er jo stærkt.
- Og derfor er skuffelsen jo også til at tage at føle på; at Det arabiske forår ikke blev til noget, men at militæret lynhurtigt fik det under kontrol. Jerngrebet omkring befolkningen er mere fast eller værre i dag, end den var under Mubarak i sin tid.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Danmission, der fejrer 200-årsjubilæum i år.