Henrik Nordbrandts digte i ”Så en morgen” kalder på eftertanke og skaber den tidløse tidsafhængighed, der peger på sjælens hele liv.
Henrik Nordbrandt, pressefoto.
Henrik Nordbrandt har netop udgivet digtsamlingen Så en morgen (Gyldendal, 2021).
Allerede titlen kalder på spørgsmålet Hvornår? Hvilken morgen? Er det nu til morgen? Er det en morgen for længe siden? Er det en morgen ude i fremtiden?
Teksternes svar er et indirekte JA! Hvert digt kalder på eftertanke og meditation. Resultatet af digtsamlingens mange nedslag danner ét stort digt.
Digteren og hans sjæl
Digtsamlingen udkom midt i marts, mens Henrik Nordbrandt endnu var 75 år. Almindeligvis bryder han sig ikke om at skrive om sig selv, men denne samling er tekster om digterens sjæl, hans egen og hans medmenneskers sansninger og sjæl, hvis de da tør tage en pause fra dagens larm.
Og netop nu, hvor vi mere end nogen sinde har brug for den udtalte sansning og tanke som kunst og digtning er, kommer denne bog på rette tid.
Erfaringer fra alle digterens tider
Det er den gamles erfaringer der får sprog i digtene. Alle hans tider er samlet til en slags planet, der flyver gennem rummet som sorte fugle:
De flyver med vilde vingeslag/ i alle retninger/ men kommer ingen steder/ Og hvad med mig? (FUGLENE p.11)
Digteren er hård ved sig selv og ved den verden han er født ind i: Henrik Nordbrandt blev født et par timer før englænderne bombede Shell-huset – og ved den kendte rædselsvækkende fejltagelse – også den franske skole. Han mener selv at den bombning har præget hans liv:
I det stærke forårssolskin/ forveksler folk lyden/ med lyden af styrtende fly/standser brat og ser skræmte op/mod det de troede/aldrig skulle komme. (DEN FORDØMTE DATID pp. 13-14)
Hans mor talte om det som et granatchok:
”Man løber da ikke bare sådan/fra sit granatchok,”/som min mor plejede at sige (SÅ KOM VI TIL DET STED p. 58)
Et protestdigt
Så en morgen har også politiske digte. Selv om Nordbrandt ikke er nogen politisk digter, er et af samlingens skånselsløse digte, BORDBØNNEN, et veganerdigt, hvor han afslører Irmas absurde skiltning af kød til salg, hvorpå der står: ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.”
Erindringen er planetens kredsløb
Henrik Nordbrandt mener at kunne huske fra han var to måneder gammel. Det er den overbevisning, der giver læseren hans knivskarpe erindring hele vejen gennem digtene, også i digtet DEN FORDØMTE DATID, hvor han spørger:
En datid, der aldrig blev nutid/og derfor føles så meget desto tungere/. Men kan den så kaldes for datid? (pp. 13-14)
Det er det digt der fremkalder både den stund hvor bomberne ikke er faldet endnu, og senere hans fjender der gjorde ham til mobbeoffer i den tidlige skoletid, den fordømte datid:
Da jeg åbner døren, hyler de/af frustration over tiden/der skiller dem fra deres offer.
Nordbrandts digtersjæl gør ham på den måde til den planet, der bevæger sig rundt i tidens erindringskredse.
Livet er både virkelighed og drøm.
Sneen og dens hvidhed er et skæmmende element. Det er ikke digteren der drømmer at han er Snehvide. Det er Snehvide der drømmer at hun er Digteren, for både dværgene og prinsen svigter hende, og den onde Stedmoder lader champagneproppen springe, da æblet har lammet Snehvides krop og hjerne.
Rejser
Nordbrandt rejser gennem de tidligere generationer og sit eget liv i tog, der både er forudsætning, (=datid), drøm og virkelighed. På sin rejse kommer han til 1919, hvor han genkender det sted, hvor hans mor blev født – næste station er 1933, da Hitler kom til magten og hans morfar døde.
Dér vender flyene tilbage:
”Og så var det jo, at tyskerne kom” har de fortalt ham. Og videre:
Da himlen over deres eget land/var blevet sort/af røgen op fra koncentrationslejre/og brændende byer/gik de engelske fly i luften/med kurs mod København/
Et par timer før bomberne faldt/blev det min tur/til at blive født/.
Og der gik ikke lang tid/før jeg vidste/jeg var gammel nok til at dø/.
Og steg ud på en tom perron. (fra ALLE DE ÅR pp. 35-37)
- Det er på perronen at alting begynder og slutter, siger Henrik Nordbrandt
At sanse, at lytte og støde sig på sproget
Man kunne måske henfalde til at tro at vi har fået en sørgelig digtsamling. Men det er slet ikke tilfældet. Hans genialitet viser også som en særlig indsigtsfuld humor i digtet om SYVTALLER:
Det varede en evighed
at blive syv år gammel.
De næste syv år gik
på et halvt århundrede
Det næste halve århundrede
tog ikke mere end syv år
Så vidt jeg derfor kan regne ud
nu hvor jeg fylder halvfjerds
om ca. syv minutter
bliver jeg 100 om nogle dage
medmindre jeg er gået ind
i evigheden forinden.
Og når den så er slut
fylder man jo syv år.
Når man støder på et sprog og støder sig på et sprog, der evner at give sanser og lidelse skikkelse i ganske få ord, bliver selve de skabte ord en fysisk livsglæde, som trætheden ikke får bugt med. Men der er ikke tale om nogen støjende jubel. Man øjner glimtvis et lille, men gennemtrængende smil. F.eks. i samlingens sidste digt UDSIGT FRA BAGSIDEN AF BADEHOTELLET:
Hotellets klientel består mest/af den slags gæster/som normalt aldrig ville indlogere sig/på noget så vulgært/som et badehotel:/Psykologer, psykiatere, antropologer/enlige damer/med Florence Nightingale-kompleks/Og så sådan nogle som mig/-livstrætte/men altid på udkig efter nye oplevelser. (p. 61)
Radiosamtalen
I en radiosamtale med Henrik Nordbrandt i begyndelsen af marts citererede Nanna Mogensen Michael Strunge, der har sagt, at hvis man ikke kender sine digtere, kender man ikke sin sjæl. Så en morgen skaber den tidløse tidsafhængighed, der peger på sjælens hele liv.
Det er umuligt at give et udtømmende indtryk af digterlivets krystal i en anbefaling. Læs selv, men gør det langsomt – og gentagende.
Her kan man også høre udsendelsen