top of page

Diskrimination: Mikkel er mere velkommen i skolen end Muhammed

Skolelærere diskriminerer drengebørn på baggrund af deres navne.

Det viser et nyt dansk studie, hvor forskerne har testet 1.264 lærere fra 329 danske folkeskoler.

Forsøget viste, at lærere foretrækker drenge med danskklingende navne frem for drenge, hvis navne stammer fra Mellemøsten. Hvis drengen hed Mikkel, havde han 9,6 procent større chance for at blive budt velkommen af læreren, end hvis han hed Muhammed.

I forsøget blev lærerne inddelt i to grupper. De fik hver især en enslydende beskrivelse af en fiktiv dreng, der skulle starte i deres klasse.

En gruppe lærere fik at vide, at drengen havde et danskklingende navn, en anden gruppe at drengen havde et arabisk klingende navn. Her har det altså 9,6 procent flere lærere, der vurderede, at de havde plads til Mikkel, end de, der vurderede, at de havde plads til Muhammed.

Studiet er publiceret I tidsskriftet Journal of Public Administration Research and Theory og citeret på Videnskab.dk.

Her bekræfter Laura Gilliam tendensen. Hun er lektor på Danmarks Pædagogisk Universitet (DPU) og forfatter til bogen ‘Minoritetsdanske drenge i skolen – modvilje og forskelsbehandling’.

– I min forskning har jeg observeret en tendens til, at nogle lærere slår hårdere ned på minoritetsdanske drenge, skælder dem mere ud og forventer mindre af dem fagligt end drenge med majoritetsdanske drenge, siger Laura Gilliam til Videnskab.dk og fortsætter:

– Problemet er, at der over tid er skabt et negativt billede af indvandrerdrenge, som påvirker en del læreres syn på de enkelte minoritetsdanske drenge. Det betyder, at nogle lærere – ofte helt ubevidst – møder drengene, som i virkeligheden er meget forskellige, med stereotype, negative og lave forventninger.

bottom of page