top of page

DJ: Sortes kamp er alles kamp

Dansk producer i Berlin samarbejder med sort rapper og aktivist i USA og har netop udgivet et album, hvor alt overskud går til kampen for sortes rettigheder.


Black Lives Matter-bevægelsen har i kølvandet på mordet af George Floyd i Minneapolis afsløret et verdensomspændende problem med racisme grundet slaveri, kolonihistorie og en imperialistisk tankegang: at mennesker er mere eller mindre værd afhængig af etnicitet, kultur, religion og noget så overfladisk som hudfarve og hårtekstur. Men bevægelsen har også fremkaldt kreative måder at bekæmpe racismen på, give de undertrykte en stemme og åbne muligheder for ligeværdig deltagelse i samfundslivet. Især mennesker med afrikansk baggrund, der i århundreder er blevet undertrykt som slaver og stadig behandles som andenrangsborgere.

Kreative stemmer En af de kreative er Lewiee Blaze, der selv bor i Minneapolis og skriver sange og producerer musik for at give unge en stemme, modvirke stigmatisering og bekæmpe racisme med positive budskaber. Han blev kendt i Danmark, da han blev interviewet af DR TV, og dermed var en transatlantisk forbindelse etableret. Den danske producer S.A.M blev gebet af hans historie og dermed var et musikalsk samarbejde begyndt: Lewiee skriver tekster og S.A.M producerer musik. S.A.M. er DJ, producer og komponist og kendt i klubmiljøer i Spanien, Frankrig, England, Rusland og så langt væk som Kina, Taiwan, Japan, Sydamerika og USA.

Støtter med musik Han fortæller om samarbejdet med Lewiee Blaze: – Da Black Lives Matter bevægelsen gik verden over i medierne følte jeg et stort behov for at alliere mig med og støtte op om den bevægelse. Ikke fordi jeg forstår hvad det vil sige at blive undertrykt som sort. For jeg er ikke sort og vil aldrig kunne forstå det fuldt ud. Men jeg er af den overbevisning at alle mennesker har lige værd og lige rettigheder. Vi er alle sammen mennesker. Men sorte får ikke samme rettigheder. Så jeg bliver nødt til at stå med den bevægelse. Så jeg tænkte: Jeg kan måske lave noget musik og sælge musikken til fordel for bevægelsen. S.A.M. udgav i august albummet BAK OP, som nu kan downloades på den gratis musikside Bandcamp.com. Her kan man høre numrene gratis og få mulighed for at støtte Lewiee Blazes kamp for sortes rettigheder i USA.

Et kærlighedsbudskab om frihed Hvordan fik du kontakt med Lewiee Blaze? – Jeg så jeg en udsendelse på DR, hvor journalister talte med aktivister fra Black Lives Matter i USA, bl.a. Lewiee Blaze. Han fortalte, hvordan han selv blev undertrykt, om vreden og afmagten og behovet for et kærlighedsbudskab. Og det formidler han gennem sin musik. – Jeg blev begejstret og sagde til mig selv: Ham vil jeg gerne samarbejde med! Jeg fandt ham på Instagram, og han var helt med på at vi skulle lave noget musik sammen. Så jeg sendte nogle beats til ham og han sendte noget spoken word tilbage, som jeg skal arbejde på.

Musik med et budskab S.A.M. håber albummet BAK OP kan bidrage i kampen mod racisme – også i hans eget klubmiljø. – Det er næsten kun hvide mennesker, der spiller. Klubberne er ejet af hvide mennesker, særligt hvide mænd. Han og de andre musikere må gribe i egen barm og sørge for ligeværd på deres egen scene: – Vi må indse, at sorte mennesker faktisk dør af den florerende racisme. De bliver ikke regnet for noget. Det er derfor bevægelsen hedder Black Lives Matter. Sortes liv betyder noget. Så jeg har lavet noget musik og lagt et budskab ind i hvert eneste nummer, bl.a. fra Malcolm X og Angela Davis i Civil Rights Movement, men også moderne personer – særligt sorte kvinder. Fordi: Hvis du er sort, bliver du ikke hørt. Hvis du så også er sort kvinde, bliver du slet ikke hørt. Mange af numrene handler ikke kun om slaveri og sortes situation, men opfordrer også lytteren til at se sig selv efter i sømmene: – Hvad er min histories rolle i undertrykkelsen af sorte gennem slaveriet? Hvordan er jeg havnet her, hvor jeg er? Og hvad ligger der af skjulte præmisser for mit eget sprog, mine holdninger og min livsstil i dag? For der skal ryddes op, simpelthen.

bottom of page