Digterisk tale: 'Du forstår det ikke, sagde han'

Opdateret: maj 10

Syriske og danske borgere samledes med fakler, fællessang og taler i en stilfærdig protest i Skjoldborgparken i Frederiksværk 8. maj. Digter Jeanette Munksbøl og deler her sin tale:

Jeanette Munksbøl taler ved demonstrationen i Frederiksværk 8. maj. Foto: Margit Warrer.


DU FORSTÅR DET IKKE, SAGDE HAN


Af Jeanette Munksbøl


Jeg talte med en syrer i går.

Jeg havde spørgsmål.

Han ville gerne svare.

Vi aftalte at mødes.

Han havde gjort kaffen klar.

Med et glas vand og med dadler og med druer og vi taler om flugten og

om båden, den alt for lille båd til de alt for mange mænd, kvinder og børn.

"Det må ha’ været vanvittig hårdt" siger jeg. "Det kan jeg godt forstå!"

"Nej", siger han "– det kan du ikke! Du forstår ikke, hvordan det er at betale de fleste af dine penge til noget, som du sandsynligvis dør af – kun halvdelen klarer den. Halvtreds %! Ingen kan love, at du er imellem og alligevel betaler du!

Du betaler, fordi ingenting kan være værre end dét, du forsøger at lægge bag dig."

"Jeg kan godt forstå, at det må ha været svært at sige farvel," siger jeg.

"Nej", siger han "– du forstår ikke, hvilken slags frygt der lader en far og en mor lade en søn eller datter rejse ud i det uvisse og med en vis sandsynlighed helt ind i døden. Du kan aldrig forstå, hvor meget min far han græd, da vi lagde hænderne på hinandens skuldre og vidste, at det måske var for sidste gang, og du kommer aldrig til at forstå, at min mor ikke mere kunne arbejde, fordi hun ikke kunne andet end at vente fuld af frygt, fra vi tog på arbejde om morgenen, til vi kom hjem, når det var aften, eller at vi til sidst ikke længere var bange for at dø, for døden kendte vi godt.

Du dør, du er væk! BUM!

Ramt af en bombe, en kugle, BUM! Du er væk! Det var det! Det er døden!

Derfor skal din familie ikke gå fra fængsel til fængsel og spørge, om nogen har set dig – dit lig ligger på gaden og du er ikke taget af Bashars politi, du er ikke forsvundet ud i luften og ingen skal ligge vågen om natten i dage, uger, måneder eller år og tænke på, hvad der er sket dig!

Nu finder de bare din krop, hvor du faldt, og det bliver en sorg, men ikke en frygt."

"Dét forstår jeg ikke", siger jeg – "hvordan kan at dø være bedre, end at være i live?"

"Nej, det vil du ikke kunne forstå, for der er trygt her i Danmark.

Når du taler med dit barns skolelærer, sidder du ikke og bekymrer dig for, om han, udover at være skolelærer for din datter, er fra én af Bashars sytten afdelinger af det hemmelige politi. Du vender ikke alle dine ord i munden, fordi du véd, at bare et enkelt, som tolkes forkert, kan betyde at du bliver hentet én af de nærmeste dage.

De kan samle dig op når som helst! Hver morgen står du op, og ved ikke, hvad der skal ske.

Under krige dør man!

Men efter krigen kom uvisheden, sjælens rædselsregime.

Min bror blev taget og i tre dage hang han med armene over hovedet og lænkede håndled. Andet gjorde de ham ikke. Det behøvede de heller ikke!

I de tre dage hang han dér og hørte, hvad de gjorde ved andre, hørte lydene af slagene, af skrig og af gråd og mere skete der ham ikke.

Det var alt og det var nok!

Vi véd, at vi aldrig kan vide det, for hver eneste dag kan vi være forsvundet før solen er nede og hver morgen frygter vi, at det bliver i dag!

Derfor er vi mindre bange for at dø, skudt ned af en sniper, når vi krydser gaden, end at leve med dét, der kan ske – pludseligt at forsvinde.

Vi løber i zigzag over gaden uden at blinke – det værste, der kan ske, er døden.

Dét, vi frygter mere end døden, dét, der er værre end dén, er kontrollen – at regimet ved alt. Og kan gøre alt! Ved dig, dine børn, dine forældre. Ved dén, du elsker!

Dét kommer du aldrig til at forstå!"

Han kom med en bachelor i sin rygsæk, sin begavelse og sin vilje til omstilling og sin positive indstilling og accepterede den nederste stilling – i baglokalet i Bilka.

I hans kuffert lå al den sammensparede smerte og sorg og nederst i bagagen lå frygten, som ikke kendte grænser og som var den øverste og eneste og helt åbenlyse årsag til, at han var kommet.

Dét var, hvad han havde, da han kom. Dét, og en kone præcis så veluddannet som han selv.

Det første år fik de kontanthjælp.

Siden har de klaret sig selv, som så mange andre syriske familier i kommunen.

I fem år har de betalt deres skat, lært sig flydende dansk og været dét, vi på dansk kalder mønsterborgere.

Ordentlige mennesker, kalder vi det. Folk som ikke snyder på vægten, stjæler håndsprit eller pjækker fra jobbet.

Dét, de har, har de sørget for selv.

Dét eneste, de bad om, var et sted at leve uden frygt!

De slog rødder.

Fik børn.

De bidrog.

Som familie.

Som mennesker.

Som skatteborgere og arbejdskraft.

Som os andre…

"Jeg forstår godt, det bliver svært at vende hjem", siger jeg og fortsætter, som for at trøste os begge: " - men I har jo ikke gjort noget strafbart og måske står huset der endnu som I forlod det og der må være venner, familie, gamle naboer, mennesker I kender. Assad kan jo ikke vide, at I er tilbage..."

"Du forstår ingenting", siger han. "Du forstår ikke, at alt er registreret.

Har vi ikke været på arbejde i en uge, sender de brev og kræver forklaring. Svarer vi ikke er det vores første overtrædelse.

Derfor skriver de igen, og kræver vores fremmøde. Møder vi stadig ikke op, er det vores næste overtrædelse og sådan er det ikke bare med jobbet, men også med værnepligten børnene i skolen og med resten af vores liv. De tjekker! De registrerer!

At flygte var vores første og største strafbare handling, fordi den viser, at vi ikke er med dem.

Flugten er vores forbrydelse – og han vil vide, at vi er tilbage, når vi kommer."

"Og hvad angår huset", siger han,

" – vores tre etagers hus, hvor vi levede og boede tre generationer under samme tag - det blev bombet en tilfældig dag en tilfældig måned, fordi det lå på et sted, regimet skulle bruge til egne formål og derfor! Bare derfor, var der, da vi kom hjem den dag, ingenting dér, hvor det havde stået den selvsamme morgen."

Jeg sagde tak for kaffe og gik med hans svar skrevet ned på min blok.

Han stod i døren og sagde roligt farvel med hjertet revet op endnu engang ved tanken om skæbnen som venter dér, hvor de kom de fra.

Han tænker på den usikre fremtid for de to, som ikke kender andet end Danmark og som netop nu sidder i rundkreds og hører historie mens de spiser æbler og druer i børnehaven med de andre små danske børn og han véd ikke, hvordan han senere skal forklare dem, hvorfor han ikke kunne beskytte dem mod en mand, som roligt sidder og venter, mens han ser dem vende hjem til Løvens Hule. Løvens Hule, som i Danmark er et tv-program for folk med gode idéer.

Selv er han en idéernes mand, men nu har han ingen.

Det er angsten som ta’r dem og Nuet, som slipper ham af hænde.

"Nu tror jeg, jeg forstår det", siger jeg…

"Nej", siger han "– det vil du aldrig komme til!"

"Farvel", sagde han endnu engang, og det var hverken Gud eller Allah men Corona som gjorde, at vi ikke respektfuldt trykkede begge hinandens hænder, som man gør det ved begravelser og andre triste og skæbnetunge stunder.

Jeg vendte mig på trappen og sagde undskyld!

Undskyld!

Alvorsfuldt, som en statsminister gør det, længe efter at det er blevet alt for sent.