Dy Plambeck: Vi kan håbe for hinanden

Når alt håb er ude, kan vi løfte håbet op for hinanden. For der er noget højere at håbe på, og troen ligger som fundament under håbet, fortæller forfatter Dy Plambeck.


Pressefoto: Les Kaner


Vi vil gøre noget, men kan ikke. Vi vil hjælpe, men slår ikke til. Vi vil så gerne opmuntre, men mangler ord.

Sådan oplevede forfatter Dy Plambeck det, da hun besøgte en veninde på sygehuset. Hun ville så gerne gøre noget for hende, hente saft, ryste hendes dyne, skifte vandet i blomsterne.

Men det var ikke det, veninden havde brug for. Hun bad: ”Vil du ikke nok bare sidde og håbe lidt for mig?”

Det satte en masse tanker i gang.

- Det ligger til os mennesker, at vi må gøre noget, og så begynder vi at handle. Men nogle gange kan det at håbe være nok, reflekterer Dy Plambeck. – Og kan man ikke handle, fordi man som min veninde var syg, kan man kaste håndklædet i ringen og sige: “Nu kan jeg ikke mere. Nu er det ude af mine hænder. Nu må en anden tage over.”


Som en plakat i en demonstration

Håbet er en drivkraft i livet, fortsætter hun, og når kræfterne svinder, kan andre træde til og håbe. Holde håbet op for os.

Vendingen ”Hold håbet op” er titlen på en salme, som Dy Plambeck har skrevet. Det er vigtigt for hende, at der ikke står ”Hold håbet oppe”, som om det er noget, vi selv skal anstrenge os for. Tvært imod er håbet en virkelighed, som andre kan løfte op og gøre os opmærksom på. Ligesom en plakat gør det i en demonstration.

”Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig / her er en fremtid, her er et liv, han er på vej,” lyder en strofe i salmen.

Og netop det, at håbet driver os, at vi kan fastholde håbet for hinanden, og at der midt i krise, krig og klimaforandringer også er grund til at håbe, ligger Dy Plambeck på hjerte, da vi sætter den prisbelønnede forfatter stævne for et interview.


Håbet får os op om morgenen

Håbet henter hun inspiration til fra apostlen Paulus. Hans vending ”tro, håb og kærlighed” blev plantet i sindet, da hun sang i kirkekor som 11-årig.

- Jeg har altid syntes, at håbet stod lidt klemt inde mellem kærligheden og troen. For kommer håbet ikke altid før noget andet? spørger hun retorisk og fastslår:

- Jo, håbet er drivkraften i vores liv. Det er det, der får os til at stå op om morgenen. Vi har en forhåbning om, at dagen i dag også bliver god, eller at den bliver bedre end i går, hvis i går var svær. Håbet driver os frem. Vi retter vores længsel et sted hen. Vi håber på foråret, der kommer efter vinter.


Kontakt med håbet i livets dyk

Har du haft brug for at holde fast i håbet?

- Det tror jeg, at vi alle sammen har i forskellige livsfaser. Jeg er 42, så jeg har oplevet kærestesorger, endda en skilsmisse, og mennesker, jeg har holdt af, som er døde. Men midt i alle disse dyk i livet har jeg haft kontakt med håbet.

At vente et barn er også en håbefuld periode, hvor man håber på, at barnet er sundt og raskt. Men ventetiden kan være ”klaustrofobisk”, tilføjer Dy Plambeck.

- Håbet er knyttet til tid, som tit handler om en ventetid. Der ligger sådan en venten, der kan gøre én rastløs, fordi man er overgivet til noget, som er større end én selv. At håbe på svar på det nye job, håbe på en sms fra en elsket, håbe på at man møder kærligheden, håbe på, at foråret snart kommer.


Andre kan holde håbet op for os

Er det dér, der er brug for at demonstrere for håbet?

- Ja, jeg ser håbet som et stort banner, man går med til en demonstration. Der er også noget meget skrøbeligt og smukt ved håbet, som jeg også synes er meget særegent. Det ville jeg gerne pege på med min salme, og på den måde lade håbet blive til en demonstration.

Og det at andre holder håbet op kan være en hjælp for os, når vi ikke har meget at have et håb i, fortsætter Dy Plambeck:

- Det ligger i håbet, at det ikke er noget, man selv skal bære, men at man kan henvende sig til en anden og sige: “Kan du holde håbet op for mig?” Præcis som min veninde gjorde, da jeg besøgte hende på sygehuset.


Håbefuldt at krænkelser afsløres

Vi løfter et øjeblik blikket og ser på verdenssituationen. Med krig, klimakatastrofer, racisme og sexisme – er der så overhovedet noget at håbe på?

- Ja! siger Dy Plambeck med eftertryk: - Der er et håb, selv om der sker meget voldsomme begivenheder i tilværelsen.

Hun nævner et eksempel:

- Jeg synes, det er håbefuldt, at vi er begyndt at tale så åbent om krænkelse af kvinder. At alle de her overgrebssager kommer frem i lyset. Det føles som om, at det er et opgør, som finder sted i alle forskellige lag. Først var det medie- og kulturbranchen, så var det virksomhedsbranchen, og nu er vi så nået til skolernes krænkelser. Det, synes jeg, er positivt. Det er håbefuldt at se, at der i vores tid finder et kæmpe opgør sted med den slags kulturer. Vi prøver faktisk at ændre nogle kulturer, og så må man håbe, at det lykkes.


Et stort håb for de yngre generationer

Krigen i Ukraine er sværere at forholde sig til, indrømmer Dy Plambeck. Her kan man kun håbe, at krigen snart slutter. Derimod er der håb om, at vi gør noget ved klimaforandringerne, mener hun:

- Dér har jeg et meget stort håb for de yngre generationer. De ser verden med friske øjne, og de har modet til at gøre noget radikalt for at skabe forandring. Så det bliver en lille smule bedre, ligesom vores generation også ændrede ting, så det blev en smule bedre end i vores forældres generation.

Hvad håber du så på for din egen og den næste generation?

- Jeg håber på en større frihed som menneske. Jeg håber, at børn og voksne kan leve et mere frit liv, forstået på den måde, at de får frihed til at være dem, de er, uden at skulle være underlagt racistiske eller sexistiske normer. Så vi hele tiden som menneskehed arbejder frem mod at blive mere frie. At vi alle sammen får lov til at være her med de forskelligheder, vi har.


Troen på, at der findes noget højere

Du skrev en salme, og du har prædiket i en kirke. Hvor kommer troen ind i billedet med hensyn til håb?

- Troen er det, der ligger under håbet. Håbet rækker fremad i tiden, og troen kan også være troen på, at det bliver bedre. Det er jo håbet. Troen på, at der findes noget højere.

- Det ligger også kærligheden, at vi håber. I kærligheden til vores næste, vores medmennesker og os selv. Så jeg tænker, at de tre – tro, håb og kærlighed - er knyttet tæt sammen.


Blå bog:

Dy Plambeck er forfatter og digter. Hun debuterede med digtsamlingen Buresø-fortællinger (2005) om barndomserindringer og fortsatte derefter med romanerne Texas’ Rose (2008), Gudfar (2011) og Mikael (2014). Hendes seneste roman Til min søster (2019) analyserer voldens anatomi.

Dy Plambeck er uddannet på Forfatterskolen i 2004 og blev allerede efter hendes debut karakteriseret som en af sin generations mest originale forfattere. Hun modtog Klaus Rifbjergs debutantpris i 2006 og Politikens litteraturpris i 2019.


Artiklen er skrevet i samarbejde med Ullerød Kirke.