To venner taler sammen om religionsdialog. Mogens Mogensen er kristen. Abdul Wahid Pedersen er muslim.
Hvordan bliver vi gode venner, når vi i udgangspunktet er fremmede for hinanden? Og hvad gør vi, når vores tro og værdier er så forskellige, at medier og debattører prøver at splitte os?
Vi spurgte to venner, som fra hver deres forskellige udgangspunkt har lang erfaring i religionsmødet. Mogens S. Mogensen er interkulturel konsulent i Folkekirken. Abdul Wahid Pedersen er imam på Nørrebro og medstifter af Islamisk-Kristent Studiecenter.
Venner lader maskerne falde
For det første: Hvad er jeres oplevelse af en god ven?
– En god ven er, når en positiv relation udvikler sig til et dybere kendskab, hvor man får tillid til hinanden, fortrolighed med hinanden og kommer til at holde af hinanden, indleder Mogens S. Mogensen.
Abdul Wahid Pedersen supplerer:
– Man blotter sig jo ikke for hvem som helst, men over for venner kan man godt tage sine masker af og nedlægge sit beskyttelsesværn. Man kan være sig selv og være åben og sårbar.
Og så er der endnu en ting, der præger gode venner: – Venner er også nogle, der siger til, hvis man gør noget galt. Den eneste måde, man kan rette op på sin fejl, siger Abdul.
Forskellighed ingen hindring
I har sikkert begge oplevet mennesker komme på afstand. Hvorfor sker det?
– En ting kan være, at man geografisk bliver separeret. Det kan også være, at man som menneske bevæger sig i en anden retning, svarer Abdul og fortæller fra egen erfaring:
– Da jeg blev muslim, var der en del af mine gamle venner, som kom på afstand. Jeg havde pludselig andre interesser og andet at gå op i. Mange af dem, jeg havde et interessefællesskab med tidligere, blev hvor de var, mens jeg gik et andet sted hen. Sådan kan man også pludselig komme på afstand af hinanden. Det behøver ikke at skyldes et uvenskab. Det er bare, at vi flytter os.
Mogens påpeger, at man godt kan være venner, selvom man er meget forskellige. – Jeg har venner, som jeg ikke deler politiske synspunkter med, jeg har venner, som har en anden konfession, og jeg har venner, som har en anden religion eller teologi end mig. I princippet forudsætter venskabet ikke, at man er enige. Men venskabet kan blive ødelagt, hvis der er én af de her forskelle, som kommer til at spille en afgørende rolle, så forskellen kommer til at overskygge alle de andre ting. Det primære er, at vi er mennesker, og at vi, som vores helligskrifter siger, er skabt i Guds billede og har umistelig værdi.
Fortællinger forener
Hvor ser I begge to mødesteder mellem kristne og muslimer?
Mogens begynder:
– Vi har troen på den ene Gud, som har skabt os alle. Vi er også fælles om forståelsen af, at kærlighed er noget centralt. Jødedom, kristendom og islam forholder sig også langt hen ad vejen til den samme historie fra Adam og Eva og op igennem profeterne. Vi tolker så forskelligt, men vi har noget at tale om, fordi vi taler om nogle af de samme ting.
Abdul tilføjer:
– Som troende har vi jo tro til fælles. Det er det samme, som driver os frem på Herrens mark – nemlig troen. Så det dybeste har vi til fælles. Vi bruger så forskellige værktøjer – nemlig religionerne – til at nå frem til målet om at tjene Herren.
Hvad kan vi så gøre ved de ting, vi er uenige om?
– Vi kan respektere hinandens ret til at have en anden forståelse af de ting, vi er uenige om, svarer Abdul. – Ikke kun acceptere, men respektere. Det er selvfølgelig helt i orden at have en anden forståelse end den, jeg selv har. Det skal jeg ikke gøre noget ved. Jeg skal bare anerkende den andens ret til at have en anden opfattelse, ligesom jeg selv har ret til det.
Vis nuancer i debatten
– Vi må også nuancere den offentlige debat i medierne, fortsætter Mogens.
– Hvis medierne fortæller om de, der ryger i totterne på hinanden, må der også fortælles en modhistorie om de broer, der ygges. Vi skal være en kritisk instans over for de løgne og fordrejninger og skæve analyser, som folk desværre tror på, indtil de finder ud af, at det faktisk ikke passede.
Abdul er enig:
– Vi er mange – især kristne og muslimer med lidt bagage – der godt ved, at vi ikke er hinandens fjender. Jeg ved ikke, om vi skal definere nogen som vores fjender, men hvis vi endelig skal, så er det de antireligiøse kræfter. Altså dem, som vil skrive Gud ud af alting. Fjendskabet kommer hverken fra kristne, muslimer, jøder eller hinduer eller buddhister for den sags skyld. Det kommer fra ugudeligheden, hvis jeg skal bruge et godt gammelt dansk ord.
Helligtekster må tolkes
Og hvad kan vi så stille op, når både kristne og muslimske helligtekster kan være ekskluderende?
– Der er ingen skrifter, der fortolker sig selv, svarer Mogens.
– Vi har alle sammen tekster, som kan bruges eller er blevet brugt til at fremme ekstremisme og vold. Men det handler ikke om bare at rive nogle sider ud af Biblen eller Koranen. Det handler om, hvordan de tekster tolkes, tilføjer han og henviser til et bibelsted, hvor ”Satan forsøger at drive eksegese over for Jesus”, da Jesus fristes i ørkenen.
– Satan siger: ”Der står skrevet sådan og sådan.” Det benægter Jesus jo ikke. Men han siger: ”Men der står også …” Det med, at ”der står også”, er for mig at se en formaning til os kristne om ikke bare at lade os forføre af et enkelt skriftsted, men at se på hele vidnesbyrdet.
Også Abdul er tilhænger af, at man ser på helligteksterne lidt ovenfra og lægger vægt deres hovedbudskab:
– Vi skal ikke begynde at redigere i de hellige tekster. Det skal vi ikke gå ind på. Vi skal se på det overordnede budskab i Koranen, Bibelen og Toraen og sige: ”Hvad er budskabet?” Og ja, så ligger der nogle hårde meldinger i alle de her bøger, men dem skal vi ikke gøre noget ved. De er der jo.
Derimod mener imamen, at teksterne skal tolkes i deres rigtige sammenhæng:
– Det er vi nogle stykker, der gør i Danmark. Vi slår til lyd for nogle andre og mere rummelige tolkninger end dem, som ekstremisterne slår til lyd for.
Artiklen har været bragt i MAgazinet fra Mission Afrika. Blev første gang bragt i Sameksistens den 29. september 2019.