af Marianne Olsen
Somme tider kan jeg gribe mig i at læne mig tilbage i min gode gamle lænestol og forestille mig mit gamle land som et land i den bedste af alle verdener.
Selvfølgelig er der også både sygdomme, alderdom, død og fattigdom i den verden, men vi har sat mennesker til at styre den, som vil og kan det bedste, som blæser på at blive valgt ved næste valg, fordi de har så travlt med at dyrke dette dejlige lille land.
Her har vi en statsminister, som lytter og forhandler med alle dem, der også vil det bedste for landet. Hun moraliserer aldrig, men opmuntrer de bedste kræfter i borgerne, ikke for at de skal vælge hende igen, men fordi det tjener alle til gode.
Og nu, hvor Covid-19 bryder op igen, nu hvor skolerne begynder, hvor de rejsende kommer hjem fra ferie, og hvor alle de folk, der sidst stod i frontlinjen og sørgede for at vi kunne få mad, kunne blive plejet eller komme på hospitalet, nu har de brug for al den opmuntring, de kan få.
Jeg forstiller mig at Statsministeren indkalder til pressemøde og siger:
”Det var hårdt sidste gang, men I klarede det. På sygehusene, som vagter ved respiratorerne, i forretningerne, ved fødevaretransporterne. Alle hjalp til, og det viste sig at være lige meget om I kom langvejs fra, om majoriteten kunne se at I hørte til minoriteterne, eller om I var naboer til en der trængte til hjælp. Jeg så med glæde og taknemmelighed, at vi kan kalde os et samfund, hvor vi alle hører sammen for alvor.
Og nu gælder det igen. Alle I der klarede det sidst, skal i gang igen. I skolerne skal I huske at holde afstand, for selv om I unge elever måske ikke bliver vanvittig syge, skal I huske at Corona muterer, og det kan også blive farligt for jer. Og tænk på lærerne, der ikke mere er helt unge. Tænk på at vi voksne ikke kan undvære jer, ikke bare fordi I skal blive til noget, men fordi I er vores glæde, fordi I er med i denne besværlige verden.
Og I som er kommet her til landet for ret nyligt: pas godt på: jeg ved at der er NGO’er og alle slags hjælpsomme mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvordan I bedst gør, så I ikke behøver at være bange. Mange af jer yder et kæmpearbejde i samfundet, og I ved nok at I hører lige så meget til i Danmark, som vi der har været her i hundredvis af år. Husk at opsøge lægen, hvis I føler jer dårlige. Det er altid ubehageligt at skulle til læge. Men I har forhåbentlig mærket hvor flinke de alle er, og det er vigtigt at vi passer på hinanden.
For vi kan ikke med det samme se på nogen om hun eller han er smittet, og der går et par dage, inden man selv ved det. Men vi kan her i vores lille dejlige land godt stole på at vi bliver hjulpet, hvis sygdommen har ramt. Nu gælder det bare om at vi gør hvad vi kan for at undgå den væmmelige smitte.
Vi har gjort det før, og jeg tror at vi kan gøre det igen.
Held og lykke!
UPS! Det gav et ryk i mig i min gamle lænestol! Det var bare en dagdrøm, og statsministeren har på ingen måde grebet den gode lejlighed.