top of page

En god statsleder erkender sine fejl

Tag et nyt standpunkt, Mette Frederiksen. Hent de 19 danske børn hjem fra syriske fangelejre og stil mødrene for en dommer, skriver redaktør.


”Man har et standpunkt, til man tager et nyt.” Jens Otto Kraghs kendte statement mindes med et skævt smil. Var han vægelsindet? Nej, han udtrykte måske bare det, der kendetegner en god leder, også statsleder. At man erkender sine fejl og retter op på dem. Statsminister Mette Frederiksen har pure nægtet at hjemtage 19 danske børn fra fangelejrene Al-Hol og Al-Roj i det nordlige Syrien. Kommer de hjem, følger mødrene jo med, og mødrene har – som hun siger – vendt Danmark ryggen. De udgør en terrortrussel mod Danmark, tilføjer hun. Men vores to efterretningstjenester FET og PET siger modsat, at børnene udgør en større terrortrussel mod Danmark ved at blive i lejrene. Her risikerer de at blive radikaliseret og endda blive hvervet til krigere, som terrorbevægelsen Islamisk Stat siden kan sende til Danmark. Da børnene er danske statsborgere, kan de nemt komme ind. Hvad gør en fornuftig statsleder så? Opvejer to onder mod hinanden og vælger det mindst onde: Hjemtager de danske børn fra de syriske fangelejre øjeblikkeligt. Indrømmer, at hun tog fejl og tage et nyt standpunkt. Et standpunkt, der i øvrigt passer bedre med Socialdemokratiets historiske linje: At tage sig af de undertrykte og marginaliserede. For de gennemgående fundamentale værdier er trods alt vigtigere end kort-for-hovedet politisk spin i en ærgerlig situation. Og så skal vi altså lige have tillid til vores retssystem. Mødrene skal naturligvis retsforfølges ved hjemkomsten. Deres sag skal prøves for en domstol og alt vejes for og imod med forsvarer og anklager som det er et demokratisk retssamfund værdigt. Også det er god ledelse. Ja, helt fundamentalt at den lovgivende magt har tillid til den dømmende. Vi skal også have tillid til vores velfærdssystem. At der bliver taget hånd om udsatte børn og familier. At børn kan komme i pleje. Og at vi faktisk med Aarhusmodellen har ry i verden for at afradikalisere afsprorede unge. Summa summarum: Hent dog de 19 danske børn hjem – mest for deres egen skyld, men også for vores egen anstændigheds skyld. Tag et nyt standpunkt, Mette Frederiksen. Det taber vi intet ved. Tværtimod.

bottom of page