Desmond Tutu efterlader sig en arv: Forsoning er mulig, fordi alle kan tilgive. Det var også hans budskab ved et Danmarksbesøg for 15 år siden.
Desmond Tutu forelæser på Københavns Universitet den 10. september 2004.
Foto: Svend Løbner
En af mine helte er netop gået bort. Den ikoniske fredsaktivist, konfliktmægler og fortaler for religionsdialog Desmond Tutu døde den 26. december 2021 i en alder af 90 år. Han var mere end sydafrikaner, mere end kristen, mere end ærkebiskop. Som initiativtager til Sandheds- og Forsoningskommissionen efter apartheidstyrets fald i Sydafrika var han statsmand, forbillede, ja en af de verdensledere, menneskeheden vil huske tilbage på mange år fremover. Han forhindrede - sammen med Nelson Mandela - at en demokratisering af det racistisk opdelte Sydafrika endte i et blodbad.
Jeg dækkede Desmond Tutus Danmarksbesøg i 2004 og lyttede blandt andet til hans forelæsning på Københavns Universitet. Hans død 15 år senere er en passende anledning til at formidle det liv, han udstrålede, og det udsyn, han berigede verden med. Jeg skrev:
En lille mand med stort format. Det er en passende beskrivelse på Desmond Tutu, ærkebiskop fra Sydafrika og Nelson Mandelas højre hånd i retsopgøret efter apartheid.
Afrikansk spontanitet
Og format, det har han, det vidnede den enorme tilstrømning journalister, fotografer og almindeligt godtfolk om som fyldte den store festsal på Københavns Universitet fredag den 10. september 2004. Desmond Tutu var indbudt af universitetet i anledning af 10-året for apartheidstyrets ophør i Sydafrika. Og klapsalverne rungede i den gamle festsal. Formatet viste han også ved at bevare sin afrikanske spontanitet midt i intellektualitetens højborg. Efter universitetets lidt stive og formelle introduktion, startede ærkebiskoppen sin forelæsning med en kendt vits. Det var den om manden der var faldet ud for en skrænt og klamrede sig til en gren. Med pibende stemme råbte manden: Er der nogen deroppe? En kraftig røst svarede ja. Kan du hjælpe mig. Ja, svarede Gud, men slip grenen, så vil jeg gribe dig. Der blev en lang pause, hvorefter manden pibende stemme igen lød: Er der andre deroppe? Efter et latterbrøl fra forsamlingen, fortsatte Tutu stille: - Der var tider, hvor vi måtte bede: Er der andre deroppe? Men når jeg ser tilbage, er jeg forbavset over, at det trods alt gik så godt. I overgangsfasen hørte vi i radioen om 5, 6, 10 dræbte i den og den provins. Og vi tænkte: Er det virkelig kun 5, 6, 10 dræbte? Det kunne være gået meget værre.
Fredelig revolution
Jo, den forholdsvis fredelige revolution er historisk - og måske derfor er interessen så stor omkring den lille ærkebiskop. Omvæltningen fra undertykkelse til demokrati - og ikke mindst det meget utraditionelle retsopgør - giver håb om fred i verdens brændpunkter i dag. Desmond Tutu stod for den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission, et modstykke til Menneskerettighedsdomstolen i Haag. Syv "domstole" blev oprettet i de sydafrikanske provinser og folket kunne indsende klager over overgrebene under apartheidstyret. Repræsentanter for det hvide styre kunne opnå amnesti mod at indrømme overgrebene og sige undskyld - ansigt til ansigt med deres ofre. Ikke alle kunne nå at blive behandlet, blot nogle repræsentative sager. Det gav dog udløb for den sorte befolknings vrede og sorg: - Jeg glemmer aldrig et møde, hvor fem officerer mødte op, fortalte Desmond Tutu. - Salen formelig sydede af vrede. Da officerernes talsmand sagde: ”Ja, det var os, der gav ordre om at skyde på folkemængden ved oprøret dér og dér”, steg den spændte atmosfære til uanede højder. Men da manden fortsatte: ”Men nu er vi kommet for at bede om tilgivelse,” vendte stemningen fuldstændig, og hele forsamlingen klappede.
Takkede Danmark
Desmond Tutu var kommet til Danmark for at takke for det internationale pres på apartheidstyret der gjorde omvæltningen mulig. - Vi kunne ikke have gjort det uden jer, også jer i Danmark. I var med til, at Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet. Derfor er det mit privilegium at takke jer. Jeg vil klappe for jer - med for at ingen skal tro, jeg har en skrue løs - så lad os klappe alle sammen, tilføjede han med sædvanlige humor. Folk klappede, men Tutu var ikke tilfreds. - Når man har haft lænker på hænder og fødder, og en velgører kommer og befrier en, så klapper man altså ikke sådan - og så viste han et slapt klap. - You go crazy! Og så kan det ellers være forsamlingen klappede. - Hvis du aldrig har prøvet af være ufri, ved du ikke hvad det vil sige at være fri, fortsatte Tutu. - Jeg ville ønske vi havde en teknologi der operere vore hjerter så I kunne se, hvordan vi har det indeni, vores taknemmelighed.
En genoprettende retfærdighed
Desmond Tutu fortsatte med at forklare hvorfor retsopgøret netop fandt sted gennem Sandheds- og Forsoningskommissionen. - Efter Anden Verdenskrig var der en konkret dato for kapitulationen, en vinder og en taber og et deraf følgende retsopgør på vindernes præmisser. Men hvordan skulle vi kunne gøre det i et land som Sydafrika? Her var afskaffelsen af apartheidstyret en lang proces, vi skulle alle leve sammen bagefter, og hvem havde ret til at hævne sig på hvem? Desuden ville det have været utroligt smerteligt at afsløre de mange uhyggelige detaljer om overgrebene. I stedet valgte den nye regering at give amnesti til forbryderne - mod at de stod frem og indrømmede deres ugerninger. - Så er der nogle, der mener, de slap for let. Det tror jeg ikke. ”Undskyld” er det sværeste ord at få over sine læber - selv for mig, når jeg er alene i soveværelset sammen med min kone. - Der er nemlig en anden form for retfærdighed end den gengældende. Det er den genoprettende retfærdighed. Og den helbreder. Sandheden helbreder. Og når vi så er forsonede med hinanden har vi fred. Desmod Tutu forklarede at sydafrikansk identitet bygger på et begreb som ikke kan oversættes til andre sprog: "ubuntu". Det betyder noget i retning af: Jeg er det, jeg er, i kraft af andre mennesker. Vi er uløseligt forbundet med hinanden, gensidigt afhængige af hinanden. Og den indstilling smittede positivt af på forsoningsprocessen: - Vor indstilling må være: Vi opgiver ikke mennesker. Vi tror på det bedste i alle, for vi er alle skabt i Guds billede. Vi tror ikke på at "en gang morder, altid morder". Vi kalder ikke nogen for "monster". For selv en person, som har udført en monstrøs handling, er skabt af Gud og har derfor mulighed for at forbedre sig. Gud siger: Han tog fejl, han for vild. Mit barn, lad mig hjælpe dig.
Også ateister må tro
Er sådan en proces også mulig for ikke religiøse mennesker, eller er tilgivelse kun for religiøse mennesker? blev ærkebiskoppen spurgt. Også her viste Tutu format ved gå lige til kornet: - Alle mennesker er religiøse, selv om det måske er svært at indrømme. Det øjeblik en ateist bliver forelsket, tager han et skridt i tro. Han ønsker jo at hengive sig til en ukendt. Med det samme du stiger på et fly, tager du et stort skridt i tro. Spørger du om du må se pilotens flycertifikat? Er du usikker på, om de nu har hældt benzin på flyet og ikke vand. Og tror du ikke ingeniørerne har styr på teknikken og tjekket alt udstyret ordentligt? - Livet er umuligt uden tro. Selv når du kører bil, må du tro. Du tror, at vejunderlaget forbliver holdbart. Du tror, at andre mennesker i trafikken følger trafikreglerne. Du har ingen garanti - men du tror det. På den måde er både religiøse og ikke-religiøse i samme båd: - Også en ateist må sige undskyldt efter han har skændtes med sin kone! Men religionen er en stor velsignelse. Med vore religiøse følelser beundrer vi naturen. Vi forbavses over, at mennesker - i en ond verden som vores - alligevel gør en masse godt. Tænk på alle de frivillige, som rejser ud i verden og hjælper. Jeg tror ikke, Gud sidder og ser på os og siger: Han er religiøs, han er ikke. Han siger: I er alle mine børn, kom i min favn!
At finde mening med tabene
Forsoningsprocessen i Sydafrika gik over al forventning, også ud over ærkebiskoppens tro. - Jeg er overrasket over de mange gode ting, der skete. Der er virkelig terapeutisk kraft i at gengive sin historie for en lyttende forstående forsamling. Det bekræfter én; man føler sig værdsat. Det får én til at forstå, at det, man har måttet lide, ikke har været forgæves. Éns pårørende døde i kampen for en sag. - Jeg husker en mor, hvis søn var savnet: "Kan du ikke finde ham til mig? Selv om der bare er et ben tilbage af ham! Så kan jeg give ham en anstændig begravelse". Det lykkedes os faktisk at finde hendes søn begravet i en hemmelig grav, efter han var blevet henrettet. Det blev også en af Sandheds- og Forsoningskommissionens opgaver. - Jeg husker en hvid far, hvis søn døde efter angreb af ANC’s frihedsstyrker. Aldrig har jeg mødt en mand, der var så fri fra bitterhed. "Nu forstår jeg", sagde han, "at min søns død har bidraget til friheden".
Jeg kan tilgive, når du indrømmer
- Det er aldrig nemt at tilgive, men det er muligt, konkluderede Tutu, og gentog titlen på hans bog: ”Ingen fremtid uden tilgivelse”. - Men tilgivelse kan kun finde sted på grundlag af sandheden. - Hævn afføder kun yderligere gengældelse. Mahatma Gandhi sagde: "Øje for øje" efterlader verden blind. Og jeg siger: Had dæmpes ikke af had; had kan kun dæmpes af kærlighed. Dette er en evig lov. Sådan sluttede den lille mand med det store format sin tale. Og sådan kom følelserne ind i intellektualitetens højborg, religionen ind i videnskabens, og det sydlandske temperament op til det kolde nord.
Artiklen blev skrevet for den kirkelige ugeavis Udfordringen.