Henrik Goldschmidt fortæller sin familiehistorie, der er fuld af medmenneskers hjælp til beskyttelse, flugt og endelig statsborgerskab i Danmark.
Henrik Goldscmidt og pastor Lars Hansen i Sankt Peders Kirke. Foto: Marianne Olsen
I Næstved havde Sankt Peders Kirkes menighedsråd besluttet, at Corona skulle afbrydes en eftermiddag og havde derfor inviteret Henrik Goldschmidt til at fortælle og spille musik.
SAMEKSISTENS var med til den tiltrængte pause, og der var kommet mange interesserede, der sad med behørig afstand
Intet kunne passe bedre, for Goldschmidts kald er ”at helbrede verden med sin musik”. Selvom hans farmor, der havde brugt dette udtryk, sikkert havde tænkt på de åndelige sygdomme, der skiller mennesker fra hinanden, viser det sig ofte, at ånd og krop er en enhed, så mirakelbarnet helbreder begge dele.
Mirakelbarnet
Henrik Goldschmidt, der er født i sommeren 1959 på Rigshospitalet, har fået at vide at han er et mirakelbarn, og enhver, der har lyttet til ham som fortæller og musiker, er overbevist om sandheden i udtrykket. For han udstråler en så varm kærlighed til livet og til sine medmennesker, at vi ville være overbevist selv uden at få det at vide.
Baggrunden
Men der er også en dyster baggrund for den betegnelse, for familien skulle slet ikke have eksisteret, hvis det havde stået til det tyvende århundredes politikere og myndigheder. Det var en af de beretninger vi fik:
Den jødiske familie stammer fra Breslau i Schlesien i det østlige Tyskland. Her trivedes den i et samfund hvor jøder og kristne kunne leve side om side. De var alle tyske og følte sig som landsmænd. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var det nationaliteten det kom an på, og man kunne sagtens være integreret eller endda assimileret, når man passede sit arbejde og var med til at samfundet blomstrede.
Efter Første Verdenskrig
Men sådan blev det ikke ved. Efter Første Verdenskrig var Tyskland blevet fattigt, og pludselig fik majoriteten øje på jøderne. Selvom vi ofte har hørt den skrækindjagende historie, bliver den levende og rædselsvækkende, når Henrik Goldschmidt fortæller den.
Forfølgelserne sætter ind, og det gælder om at komme ud, væk fra nazisterne.
Et mirakel: tyskeres hjælp: Louise Meyer
Det mirakuløse i historien er, at der faktisk var tyskere som hjalp jøder, der nu var blevet udgrænset som ”undermennesker”. De skjulte dem til dødelig fare for sig selv. Skjulte kristne jøder, risikerede de deres eget liv.
Det er det gribende, at selv truslen om at blive myrdet ingenting betød. For eksempel hørte vi fortællingen om Louise Meyer, der var kristen og tog det bud helt bogstaveligt: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Trods det, at hendes søn var SS-officer, lykkedes det hende at redde 28 jøders liv.
Endnu et mirakel: Maria Gerhardt
Og der er fortællingen om Maria Gerhardt, som blev hædret efter krigen. Avisen Der Tagesspiegel skriver i 2014, at hun havde risikeret sit eget liv for at redde andres, og at hun havde handlet ud fra kristen næstekærlighed.
Henrik fortæller med varme og ved meget godt, i hvilken kreds han netop fremhæver disse træk. I sognegården hører de kristne lyttere og den jødiske fortæller til den samme menneskehed, som Vorherre også har tænkt det fra begyndelsen.
Miraklet om den tyske politibetjent
Elisabeth Goldschmidt, Henriks tante, ventede i 1942 på transport til en af udryddelseslejrene. Hun boede på ”Pension Schwalbe” i Mommsenstrasse i Berlin, og var allerede i 1934 blevet fyret som kommunal skolelærer, fordi jøder ikke længere måtte undervise ariske børn.
Den politibetjent, der lavede deportationslisterne, lagde hele tiden hendes navn nederst i bunken. Han reddede hendes liv. Efter krigen opsøgte Elisabeth ham og skrev et takkebrev. Han svarede ”at hans liv var knust af dårlig samvittighed over det embede, han havde udøvet under Det Tredje Rige. Han havde ikke regnet med at høre fra Elisabeth igen og var meget bevæget over hendes brev,” skriver Henriks far Ernst Goldschmidt i sin bog, FLUGTEN – en families historie (2018).
Miraklet om det danske ingeniørfirma
Det er også et mirakel, at familien bliver dansk, for det er slet ikke nemt. De danske myndigheder er modvillige og ligner sig selv fra vore dage alt for meget.
I 1937 kunne Henriks farfar ikke længere vise sig på sit arbejde, og alle muligheder for emigration syntes umulige. Derfor kom det som et mirakel, at en dansk studerende i Tyskland skaffede ham forbindelse med ingeniørfirmaet Christiani og Nielsen i København, hvor han fik ansættelse i seks måneder på den betingelse, at han rejste til Buenos Aires, hvor der var en filial.
Men heller ikke det kunne lade sig gøre, og familien var på en måde strandet i Danmark. Ingeniørfirmaet kæmpede stadig for at beholde den gode arbejdskraft, men i 1938 skrev en dansk embedsmand i forbindelse med farfarens opholds- og arbejdstilladelse: ”Det forekommer mig på en måde urimeligt, at denne jøde skal indtage en særstilling, fordi Christiani og Nielsen tager sig af ham? Nej til fast ophold, men tillader 6 mdr.”
Og sådan bliver det ved i en tone, som er så velkendt fra dagens Danmark.
I mellemtiden bliver Danmark besat, og da samarbejdet med besættelsesmagten slutter, må familien videre til Sverige.
Civilbefolkningen sørger for miraklet
Da vi når frem til 1943, og samarbejdet med Nazityskland er holdt op, blev det de mest forskellige mennesker, der hjalp familien over til Sverige, alle fra civilbefolkningen, folk, der så medmennesket, før de lyttede til nogen propaganda. Det er altid en glæde at høre om menneskers oprørske, heltemodige offervillighed.
Familien fik dansk statsborgerskab i 1952.
Andre flygtninge kommer til Danmark
Siden kom der nye flygtninge til Danmark, og nu afdøde overrabbiner Bent Melchior holdt en meget alvorlig prædiken i synagogen, hvor han sagde til menigheden: ”Hvad gør I? I har taget imod folks hjælp, da I var flygtninge. Kan I så komme af sted!”
Og Henrik fortalte om Avnstrup, og om hvordan musikken mirakuløst kan skabe forståelse mellem folk, selv om de ikke kan tale sammen.
Palæstina
Da jødeforfølgelserne satte ind for alvor i 20’erne og 30’ernes Tyskland, tænkte mange på at tage til Palæstina. Henrik fortæller, hvordan han selv kom til at spille i Det kongelige Teater og fik en strålende karriere som musiker.
Vi fik også fortællingen om hans rejse i de besatte områder i Palæstina, om The Middle East Peace Orchestra og konflikter af den modsatte slags, fordi han nu pludselig hørte til besætterne.
Og endelig fortællingen om Goldschmidts Musikakademi, hvor jødiske, kristne og muslimske børn bliver undervist i musik ganske gratis. Det er også et mirakel – på Rentemestervej.
Fælles kultur – ægte sameksistens
Som skik og brug er, skal præsten takke og holde en lille tale efter foredrag og spil. Pastor Lars Hansen citerer Benny Andersens ’God nu nat og gå nu lige hjem’ og taler om døren på klem, så Gud kan komme ind: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som dig selv”. Der bliver bedt Fadervor. Henrik sidder ganske stille efter sin kraftpræstation og lytter, og så siger han: ”Ja, det bud er fra Moseloven.” ”Netop,” svarer præsten, ”Det var derfor.”
Vores eftermiddag har været helbredende for ånd, sjæl og krop.