top of page

En kvindes kamp mod religiøs fanatisme

Asia Bibi viser beundringsværdig tolerance trods dødsdom for noget, hun ikke har gjort. Hun taler i Roskilde 27. maj.

Asia Bibi, pressefoto


Forestil dig at du har siddet 10 år i fængsel og husarrest anklaget for noget, du ikke har gjort. Ville du være bitter? Vred? Hævngerrig?

Det ville kun være helt naturligt. Efter sådan en omgang ville diverse frustrerede udladninger være fuldt forståelige.

Men ikke for Asia Bibi, den fattige pakistanske kvinde, der blev anklaget og dødsdømt for blasfemi, fængslet i over ni år og sat i husarrest i syv måneder, blot fordi hun som kristen havde drukket vand af samme kop som sine muslimske naboer.

Tvært imod forholder hun sig undrende til det, der sker, og lader sine spørgsmål og frustrationer komme frem i bøn til Gud, mens hun knytter sig til de enkelte positive personer, hun møder ind imellem brutale vagter og medfanger. Hun formår i hendes selvbiografi ”Dødsdømt” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2021) at adskille islam fra islamisme, almindelige muslimer fra radikale islamister og almindelig sund fornuft fra religiøs fanatisme.


Ni år i helvede

Situationen er surrealistisk. Men Asia Bibis historie er ikke desto mindre realistisk nok. Det dæmrer undervejs for læseren, at der virkelig findes en verden, hvor uvidenhed, rygter, flokmentalitet og religiøs ekstremisme er dagens orden. Sammen med Pakistans berygtede blasfemilovgivning er det en farlig cocktail, som går ud over landets minoriteter.

Asia Bibis nabo, som havde et horn i siden på den kristne kvinde, fik alle nabokvinder med på anklagen om blasfemi og gik til landsbyens mullah for at de sammen kunne bringe hende for den lokale domstol. Gyseligt var det, da det gik op for Asia Bibi, at dommeren uden megen overvejelse dømte hende til døden og hendes familie til at betale en helt uoverkommelig sum i bøde.

Her begyndte næsten 10 år i helvede for Asia. Medfangerne truede hende med drab, fangevogterne råbte, skreg og slog hende, endda midt om natten, mens hun sov, og hele tiden hang dødsdommen over hende, mens hendes advokat forsøgte at anke dommen til landsretten og siden højesteret.


Beundringsværdig tolerance

Det er her, Asia Bibi i bagklogskabens lys udviser en beundringsværdig tolerance. Ikke et øjeblik vendes ulykke til anklage, sorg til vrede, håbløshed til bitterhed. Hun fortæller om en muslimsk guvernør, der tager hende i forsvar med livet som indsats. Hun udtrykker klart flere steder i bogen, at hun respekterer muslimer og et enkelt sted udtrykker hun håb om, at både hun som kristen og en muslim, der ligeledes er dødsdømt for blasfemi, må få svar på bøn og være sammen med Gud i Paradis.

I den lille kreds af sympatisører og forkæmpere er også en kristen minister, der også ender med at blive dræbt, og en kristen skolelærer, som viser sig at have snydt Asia Bibi for nogle af de støttekroner, som kommer til hende fra hele verden.

Asia Bibi endte med at blive frikendt af højesteret. Men måtte tilbringe yderligere syv måneder i veritabel husarrest, mens myndighederne ventede på, at gemytterne i folkehavet havde lagt sig. Siden blev hun fløjet til Canada, hvor hun nu bor sammen med sin mand og to døtre.


Bevarer sin integritet intakt

Efter læsning står man tilbage med beundring for en kvinde, der har kunnet udholde så meget ondt og kunnet bevare sin integritet intakt. Men man lærer også, at verden ikke er sort-hvid, hvor alle muslimer er de onde og alle kristen er de gode, men at mennesker er mennesker med alle de nuancer af gråtoner, det indebærer.

Så ja, verden er ikke sort-hvid. Heller ikke i Pakistan, hvor en blasfemilov ellers gør sit til på den mest brutale måde at opdele verden i dem og os.

Asia Bibi medvirker på den store kirkefestival Himmelske Dage i Roskilde. Det sker ved en gudstjeneste i Roskilde Domkirke fredag den 27. maj kl. 20.


Asia Bibi: Dødsdømt En kvindes kamp mod religiøs fanatisme Fortalt til Anne-Isabelle Tollet Kristeligt Dagblads Forlag, 2021

bottom of page