”Glad lærer” hedder Henning Engholt Jørgensens bog, der giver indblik i det særlige forhold mellem skolens lærere og elever.
Bogen ”Glad lærer” vedkommer enhver, der går i skole, skal gå i skole eller har gået i skole. Faktisk angår den også alle undervisningsniveauer.
Forfatter Henning Engholt Jørgensen har tilegnet alle lærere sin bog, og han kunne gerne også have taget alle elever med, for det er en bog der vedkommer enhver, der kender til undervisning i alle undervisningens situationer.
Skulle man åbne bogen med en lille ængstelse for den løftede pegefinger, forsvinder den som dug for solen i skolens glade atmosfære, for Henning Engholt Jørgensen er først og fremmest solidarisk med sine elever lige fra begyndelsen. Hans egen barndoms hændelser er blevet til erfaring.
Tidlig karriere
Født i 1958 begynder hans ”karriere” i den danske folkeskole i 1965, da han kom i første klasse: ”…allerede det første år blev jeg udtaget til skolepsykolog.” Så er læseren ombord. Denne underspillede skildring af en dreng med krudt bagi der kommer til skolepsykolog, fortæller også læseren fra begyndelsen om en herlig selv-uhøjtidelighed, måske den allervigtigste egenskab hos en lærer. Det er da også den egenskab, der er bogens røde tråd. Det er den, der får øjnene op for elevernes potentiale, der tør se vanskelighederne i øjnene, rose de spage eller gå i rette med besværlige forældre – altid med den samme venlige hvile i sig selv, der gør hans omgivelser trygge.
Bogen indeholder flere fortællinger om elever og forældre, om pudsige situationer, og om store sorger, som ikke kan undgås i et langt lærerliv, hvor man også mister elever fx til trafikken.
At lære demokrati og om demokrati
I loven om folkeskolen står der: ”(…) Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Hertil kommenterer Henning Engholt Jørgensen:
”Det er fornuftigt, hvad der står i den formålsparagraf, og hvis man vil forstå, hvad demokrati er, og hvilken svær proces demokrati kan være, må eleverne involveres.” (p. 44)
Netop i disse dage, hvor eleverne er ved at vende tilbage til skolelivets fællesskab, bliver de igen nødt til forfra at erkende demokratiets besværligheder ved at skulle lytte og tage hensyn til hinanden med deres nærvær.
Diagnoser er befriende og kan blive sovepude
En enkelt ting skal tages frem i denne omtale: Vi er endnu ikke kommet langt nok i erkendelsen af hvor svært det er at være ordblind. Henning Engholt Jørgensen beretter:
Heldigvis trives og udvikler langt den største del af eleverne sig helt ”almindeligt”, selvom man efterhånden har hæftet utrolig mange betegnelser og diagnoser på børn. Diagnoserne er dog også nogle gange en lettelse for eleverne. Det skyldes, at børnene efterfølgende bedre forstår dem selv og deres udfordringer. Samtidig giver denne lettelse også en bevidsthed, kontrol og en ahaoplevelse om, at der ikke er noget galt med dem.
”Ok, så er det ikke, fordi der er noget galt med min intelligens. Så er det, fordi jeg er ordblind.”
Modsat kan diagnoser også blive til en ”sovepude.”
”Husk nu, jeg er hypersensitiv, så du må ikke forlange for meget af mig.” (p. 27)
Eksemplerne illustrerer forfatterens to tilsyneladende modsatrettede egenskaber, som i hans arbejder viser sig at være to sider af samme sag, komplementære. Han er både skarp i sin iagttagelse og omsorgsfuld i sin udøvelse.
Det er vel en tilfældighed at Den glade lærers forbogstaver er HEJ – men det passer fortrinligt. Læs bogen af den glade lærer og bliv en glad læser!