top of page

En milliard til kulturen i regeringens forslag til finanslov

Regeringen har sat omkring 1,1 mia. kr. af til initiativer på kulturområdet. Der er blandt andet penge til et forsøg med kulturpas, teatre og uddannelse af kunstneriske talenter i hele landet.



I det forslag til finanslov, som regeringen netop har fremlagt, afsættes der i alt ca. 1,1 mia. kr. i perioden 2024-2027 til kulturområdet.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Heraf går de 140 mio. kr. til forsøg med kulturpas til udsatte unge, der hverken er i uddannelse eller job. Cirka 69 mio. kr. går til at styrke Team Danmark, og der er 34 mio. kr. til et nyt institut for dansk spiludvikling.


Nye initiativer og bevarelse af det gamle

Derudover sættes der penge af til blandt andet egnsteatrene, Copenhagen Contemporary, en ny production design uddannelse på Filmskolen og Musikalske Grundkurser for musiktalenter (MGK) i hele landet.

Halvdelen af pengene - 500 mio. kr. - er målrettet enkelte få, større initiativer fra regeringsgrundlaget. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvad disse initiativer dækker. Men et hurtigt kig på Finansloven viser, at nogle af pengene går til bevarelse af kulturarven.

- Jeg er stolt af det her udspil, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt om udspillets styrkelse af kulturen:

- Det gør vi, fordi kulturen har kæmpe betydning for os alle. Det er den, der danner os og binder os sammen som folk og skaber fællesskaber.


Særlig tilbud til unge uden uddannelse og job

Det kommende kulturpas skal understøtte de unge, der hverken er i uddannelse eller job, i at få nogle kulturelle oplevelser, hvor de kan være sammen med andre og få nye perspektiver på tilværelsen.

- Kunst og kultur kan, når det er bedst, både øge trivslen og selvtilliden blandt unge, uanset om det er gennem deltagelse i idrætsforeninger eller en tur i teatret. Kunst og kultur skal ikke være forbeholdt de mest ressourcestærke grupper i samfundet, mener kulturministeren.


bottom of page