top of page

En musikers opvækst under Hitlers diktatur

Opdateret: 4. mar. 2023

Bogen ”Fører og forfører” er et nedslag i det tyvende århundredes rædsler. Bør være en advarsel til alle tider, skriver vores anmelder.


Modelfoto: Wix


Hans Erik Deckert (1927-2022), som havde en dansk mor og en tysk far, har skrevet bogen Fører og forfører på tysk og derefter selv oversat den til dansk. Han havde sin opvækst i Tyskland, men kom efter krigen til Danmark, hvor han uddannede sig som Cellist på det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han er berømt i musikverdenen og har desuden holdt mange foredrag om sine oplevelser for unge mennesker.

Forordet og det vægtige værk

Allerede bogens forord på ti sider giver et fyldigt udblik til hele bogens skildringer. Lader man sig friste til at gå videre, ser man en udfoldelse af første halvdel af det tyvende århundredes rædsler i enkeltfortællingers nedslag sammenholdt med en analyse af den nationalsocialistiske tankegang, nazismen, som Deckert bruger nogle af sin alderdoms kræfter på at blotlægge, bl.a. fordi han ser at den spreder sine onde frø også i dagens verden.

Fra Hermann Rauschnings bog Gespräche mit Hitler citerer han: ”(…) I stedet for dogmet om en guddommelig frelsers stedfortrædende lidelse træder den nye førerlovgivers stedfortrædende liv og levned, der forløser de troendes masser fra den frie beslutnings byrde.” (s. 10) Og i slutningen af forordet (s.16) peger han på den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer, der advarer mod ”digital demens”, som han finder i den virtuelle verden, et af de faremomenter, der spøger i verden i dag, og som Deckert kalder Hitler-dæmonen.


Samvittigheden manglede under Hitlers diktatur.

Først får vi gennemgået tiden forud for nazismens tolv år: nederlaget i Første Verdenskrig og den ydmygende fredsslutning, der på den ene side blev en frugtbar jord for alle slags kaotiske bevægelser, og på den anden side blev appeller til at udrydde dem. Netop den nazistiske ’dæmon’, der blev sluppet løs, var sådan en konsekvens som ville slå hårdt ned på alt hvad der rørte sig; og ’Hitler-dæmonen’ fandt let hovedfjenden i den herskende antisemitisme.


To slags kristendom

I nazismens år finder man to slags kristendom: Den særligt nazistiske ”kristendom”, de ”tyske kristne” der ”forkyndte en ”positiv kristendom” hvor ”Jesus ikke åbenbarer sig som fredens og retfærdighedens budbringer, men som heltemodig arier og kampberedt forbillede” og hvor ”racehygiejnens princip” gælder som ledetråd for ”beskyttelsen af folket, overfor de uduelige og mindreværdige”. (s.59)

Bekendelseskirken var modsat de ’tyske kristne’ og talte personligheder som Karl Barth, Martin Niemöller og Dietrich Bonhoeffer[i]. De ”forkastede [skarpt] den nationalsocialistiske ideologi” i maj 1934 på en synode (s.59).


Musikken som redning

Deckert fortæller med den varmeste hengivenhed om sin redning i musikken. Han spiller cello og bliver uddannet på Musisches Gymnasium i Frankfurt der blev ledet af Kurt Thomas (1904-1973) som på sin myndige og stilfærdige måde formåede at undslippe den nazistiske ånd og endda med sin kloge snedighed fik tilladelse til at opføre Händels oratorium Judas Maccabäus ved over for Gauleiteren at kalde værket ”Der Feldherr”, feltherren. Deckert skriver: ”Den jødiske frihedskæmper Judas Maccabäus var raskvæk blevet arieseret” og tilføjer – ”et vederkvægende ord for en ”brun sjæl,”” (s.95) idet han med ’brun’ hentyder til uniformernes farve.


Kernen i forfatterens budskab

Men når det er så vigtigt for Deckert at aflægge vidnesbyrd, er det fordi han selv blev påvirket af Hitlers hysteriske tale. Han kalder den selv hysterisk, citerer en af dem og beskriver talerens stemmebrug. Det er hans forældre, den tyske far og den danske mor, der med deres breve lige før krigens slutning, hvor han selv er ved fronten, får åbnet hans øjne for, hvad det er for en uhyggelig sygdom der har smittet ham. Han skåner på ingen måde sig selv, men her skal blot henvises til hans kommentar:

”Disse skånselsløse beretninger om mine lejlighedsvise ”brune” afsporinger skal bevidne hvor omfattende og tilintetgørende kræfter var virksomme til regimets sidste åndedrag, mesterligt kamufleret som menneskenes fremskridt. Lige til det allersidste forkyndte den kollaberende stat den endelige sejr. (…) Og undersåtterne gav den fratrædende øvrighed den vante urokkelige tillid. Det var vanvidsideologien, der havde sejret.”( s. 110)


Undtagelsen

Det er derfor nødvendigt i denne forbindelse at nævne faderens fortælling om de 16.000 jøder der i november 1941 i byen Rowno i Ukraine blev skudt ned i en massegrav, alle undtagen én kvinde, der havde ladet sig falde ned i graven, inden skuddet faldt, og som bagefter havde søgt ly i en kælder. Hun blev reddet ud til partisanerne af et par af de tyske soldater, hvoriblandt altså Deckerts far. Der er altid en undtagelse, selv i de værste sammenhænge.


Den udtalte protest

Faderen, der er officer ved fronten, føler sig kaldet til at skrive til General von Krause: ”(…) Jeg kan helt enkelt ikke affinde mig med kendsgerningerne, og jeg anser det derfor som min pligt at oplyse alle mine foresatte fuldt ud om min holdning til jødeudryddelsen.

For mig er hvert enkelt menneskes liv noget helligt! (…).” (s.139) Det hører med til historien at generalen advarer ham mod at bringe brevet videre, og at han derfor overlever.


Et nødvendigt vidnesbyrd

Deckert blotlægger en ideologi, hvor den enkelte bliver ’befriet’ for en personlig samvittighed. En advarsel til alle tider og til enhver.


Hans Erik Deckert:

Fører og forfører - En musikers opvækst under Hitlers diktatur

219 sider og med tillæg om den 9. november af Michael Frensch

Audonicons Forlag, 2020

[i]Han blev anklaget for at være forbundet med 20. juli-komplottet om at myrde Adolf Hitler og blev hængt den 9. april 1945.

コメント


bottom of page