En piges vej fra lukkede til åbne fællesskaber

Sofie Dues debutroman er et studie i pigesind på vej fra lukket tryghed til åben søgen efter ny identitet.


Sofie Due. Pressefoto: Daniel Hjorth


Leah vrister sig fri af sin opvækst i et kirkemiljø, der var stærkt præget af en opdeling i frelste og fortabte, og bevæger sig famlende ud i et ungdomsliv som de flestes, hvor tilfældige møder på arbejde og fester danner nye, åbne relationer, og sammen med en åben søgen også blotter egen sårbarhed.

Et studie i pigesind

Sofie Dues debutroman Før vi ved af det vender lyset tilbage er et studie i pigesind på vej fra lukket tryghed til åben søgen efter ny identitet. Lukkethed kan være trygt, fremgår det, idet romanens hovedperson dels husker rejser med sin far, der var præst i Pinsekirken, som noget overjordisk og eventyrligt, og mindes samvær med sin morfar, der som levn fra en anden tid alligevel – også med sin tro – er tættere på Leahs forhold til livets spørgsmål ved at lade alle døre være åbne.


Et blik ind i et følsomt sind

For denne anmelder blev bogen en øjenåbner for, hvor famlende og sårbar, vejen ud af det mentale fængsel, der dog var trygt, er.

Hvordan er det at flytte til en København, hvor man ikke kender andre end sin morfar? Hvordan bygge en tilværelse op med to roommates med helt andre værdier, end man er vant til hjemmefra, og et arbejde som servitrice, hvor man også serverer noget af sin egen sjæl i mødet med masser af mennesker hver eneste dag?

Bogen er et blik ind i et følsomt sind.


Helligånden og et glas rødvin

Romanens fortælling om Leahs vej fra lukkede til åbne fællesskaber viser også, at kerneværdier bliver bevaret dybt i hjertet, selv om de ydre former og rammer skriftes ud. Leah er fx stadig følsom for det spirituelle, selv om hun har forladt Pinsekirken. Som hun beskriver:

”Jeg har én gang, siden jeg holdt op med at bede til Gud, oplevet den dirrende, sælsomme følelse, jeg forbinder med at mærke Helligånden i mig. Det skete i Maltes lejlighed. Vi havde drukket rødvin, og jeg, beruset, mærkede tyngden i kroppen og letheden i tankerne.”


Finder sig selv i nye relationer

Sofie Dues sprog er let, ordene ligetil og sætningerne korte. Et par timer, så er bogen læst færdig, og så efterlades læseren med et indblik i både det lukkede kirkemiljø og det åbne ungdomssind, der søger ud, hvor den egne identitet skal dannes. For barnet og den unge kan ikke for altid forblive hos forældrene – heller i forældrenes univers, der er deres og med tiden måske er blevet indsnævret. Den unge skal ud, op, hen, frem og tilbage i søgning efter sig selv. Og det sker altid i relation til andre og kan netop få lov til at ske, når relationerne er åbne, omskiftelige, sårbare, ømtålelige…

Tak til Sofie Due for den indsigt.


Sofie Due: Før vi ved af det vender lyset tilbage Lindhardt og Ringhof 2021