En religiøs minoritet fejrede nytår

Opdateret: okt. 31

SAMEKSISTENS var til nytårskur i Det Jødiske Samfund, hvor unge og ældre jøder sammen med andre danskere gjorde aftenen festlig.


Nicholas Kingo og Henrik Goldschmidt underholder. Foto: Marianne Olsen

Det kan have sine vanskeligheder at komme ind i Det Jødiske Hus i Krystalgade: Man bugter sig ind og ud ad politibiler og hilser på bevæbnede soldater, inden man kommer frem.

Der var nytårskur torsdag den 28. oktober. SOS Racisme og SAMEKSISTENS var inviteret.

- En særlig tak til soldaterne, der står uden for huset, så vi kan holde fest: Disse ganske unge mænd ved det måske ikke, men de gør en forskel, en stor forskel, og vi er dem stor tak skyldig, tak for at vi kan være her i landet og være sammen her, sagde Henri Goldstein, samfundets formand i sin velkomsttale.

Det var en smuk oktober-aften. Det indre København viste sig fra sin mest indsmigrende side. Gaderne summede af liv, som om vi endeligt havde lagt alt om Corona bag os, skønt vi jo godt vidste at det ikke er tilfældet.


Forskellige nytår – forskellige tidsregninger – én samhørighed

Henri Goldstein indledte sin velkomst med at fortælle at det havde været jødisk nytår for et par måneder siden (år 5782, Rosh Hashana) ”og om et par måneder har vi det borgerlige nytår. Jeg vil bare minde jer om at det er den dag, de kristne markerer Jesu omskærelse.”

Aftenen i det gæstfri hus var præget af glæde og højt humør. Henri Goldstein lagde vægt på, at vi alle her i landet respekterer religionsfriheden:

”Muslimerne skal have deres islam i fred, kristne skal have deres kristendom i fred, og vi vil også have vores jødedom. Sådan er Grundloven.”


Verden trænger til at blive helet

Efter velkomsten fik den jødiske ungdom ordet, hvor hver især fortalte, hvad jødedommen betød for dem. En ung kvinde sagde at jødedommen havde den særlige opgave at arbejde for at gøre verden til et bedre sted, og Bent Melchiors oldebarn citerede sin oldefar for disse korte og klare ord: ”Altid i opposition – og altid optimistisk!”


Ministeriel tilkendegivelse

Efter de jødiske indslag fik justitsminister Nick Hækkerup ordet. Hans tale var fint og meget patetisk skrevet til lejligheden.

Den jødiske og den danske historie, sagde han, var samme sag, og han mindede om både Christian IV og redningen af de fleste danske jøder i 1943.

Alle de mange tilstedeværende kunne høre, hvad han sagde – og de hørte formentlig, hvad han ikke sagde. Den aften var der kun én religiøs minoritet på hans liste.


Lader musikken helbrede verden

I Det Jødiske Hus var et mangfoldigt udsnit af den danske befolkning kommet for at deltage i festen, politikere og kulturpersonligheder, bl.a. Aminah Tønnsen og Suzanne Brøgger, Christian Heegaard og Louise Holck, foruden de allervigtigste, dem med musikken, Henrik Goldschmidt og Nicholas Kingo, der blæser på enhver fristelse til rangdeling, men lader musikken helbrede verden.

Den aften viste Henrik Goldschmidt sit trylleri ved at fortælle, at man også kan spille uden instrument – for eksempel på et vandrør – påstod han altså. Kingos kæmpestore harmonikalignende instrument akkompagnerede, og til sidst sang vi den dejlige sang om, at vi alle er brødre – og hvilke ord man ellers kan sætte på melodiens fortryllelse.

”Shana Tova: Godt nytår!”