En stemme for fred, forsoning og retfærdighed
Den verdensberømte sanger Barbara Hendricks synger gospel for modstand, håb og fred. Opfordrer til støtte og kamp for Ukraine.
Barbara Hendricks bliver interviewet på TV5 Monde. Screenshot.
Den 4. marts åbnede Barbara Hendricks den 20. Internationale Filmfestival for Menneskerettighederne i Geneve. Hun er dens livsvarige honorære ambassadør og protektor for dette års festival.
Den 6. marts havde Patrick Simonin fra fransk tv TV5 Monde et interview med den verdensberømte sanger, der er en kendt stemme både som musiker i alle genrer og som forkæmper for menneskerettighederne.
Støtte og yde modstand
Da Patrick Simonin præsenterer Barbara Hendricks for tv-seerne, fortæller han at denne altid har arbejdet for fred og forsoning. I år er det Ukraine Festivalen især er koncentreret om.
Barbara Hendricks:
”Det er en vanvittig, ulovlig krig gennemvævet af løgne. Efter en pandemi på to år kommer den, og vi må være med ukrainerne, støtte dem og virkelig være modstandskæmpere. Men det er en delikat sag, for vi vil jo heller ikke risikere en atomkrig,” siger hun til TV5 Monde.
Ikke tid til gråd
Og jeg ved at De især tænker på flygtningene?
”Ja, det er grusomt at vi må se i øjnene at over en million mennesker er på flugt. Det er til at græde over. Men der er ikke tid til at græde nu, nu er det tid til at gøre modstand.
”Jeg tror jo på FN og de humanitære tanker, der ligger i den organisation, idéen om nationernes samarbejde. Men det er helt forkert at der er fem lande, der har vetoret, for de stemmer altid i deres egne nationale interesser. Hvis vetoret skal have nogen værdi, skal den gælde for hvert eneste land, og den burde kun bruges i fredens tjeneste,” sagde Barbara Hendricks, og ordene falder med både varme og bestemthed.
Voksede op med apartheid
Denne udtalte overbevisning bringer samtalen videre og tilbage til Barbara Hendricks’ forudsætninger:
Deres grundfæstede overbevisning har De fra en barndom i det raceadskilte Amerika?
”Ja, jeg har altid været meget optaget af retfærdighed. Min far var præst og det hændte at jeg konfronterede ham og forsvarede mine brødre.
”Vi levede i et apartheidsystem. Jeg var fjorten år, da sorte i USA fik stemmeret og altså for så vidt blev rigtige borgere. Jeg husker det tydeligt, selv om jeg jo på grund af mine unge år endnu ikke selv kunne stemme. Det som betød og betyder så meget for mig er, at med stemmeretten følger ansvaret. Ansvaret for at gøre noget og for at handle for freden.”
Slavernes sange
Og sangen?
”Sangen er jeg født med. Jeg har en mund, og så synger jeg. Jeg har altid sunget, ”
De synger jo alting – også gospel. Slavernes sange!
”Ja, sangen er for os en sejrens og udholdenhedens musik. Min far var jo præst, og vi synger meget i kirken.
”Inden demonstrationerne gik vi syngende ud ad kirken. Det giver mod. Det er den sang, vi klarer tilværelsen med: ”We shall overcome”. Og vi tror på frihed og fred. Det er der håb i. Gospel kommer fra Afrika og,” tilføjer hun og rækker med en fin gestus hånden udad, ”da vi alle i virkeligheden kommer fra Afrika, tilhører gospel os alle.”
”Gospelsangene udtrykker modstand, håb og fred. Vi skal blive ved, og en dag kommer freden.”