top of page

Energisk masai skaber muligheder for sit folk

BLOG: Pelua og hans mor blev solgt af faren og brugt som billig arbejdskraft. Derfor kom masaidrengen ikke i skole – indtil en lærer forbarmede sig. Nu har Pelua startet en skole for 271 masaibørn. ”Jeg vil give det videre, som jeg selv fik,” forklarer han.


Pelua Siloma sørger for, at 271 elever på Masai Academy får uddannelse og en chance i livet, som han selv fik. Foto: Svend Løbner.


Jeg kender en iværksætter, når jeg ser en. Og dog. Pelua Siloma ligner ikke en iværksætter, som vi typisk kender dem med jakke og slips herhjemmefra.

Da jeg landede med Mission Aviation Fellowships lille Cessna fly på en landingsbane af grus i det sydvestlige Kenya, fik jeg udpeget en mand iklædt det typisk røde masaisjal om skulderen og et masaisværd i bæltet. Og ham blev jeg ærligt talt imponeret af.

Pelua har sammen med 52 medarbejdere skaffet rent drikkevand til 12.000 lokale masaier, oprettet en skole med 271 elever, startet en klinik, der behandler omkring 20 patienter om dagen og iværksat et smykkeprojekt, der skaffer 15 fattige kvinder et levebrød, ved at perlesmykkerne sælges internationalt.

- Jeg vil give piger og kvinder samme muligheder som drenge, fortæller han, da jeg senere interviewer ham under et træ i det, der bedst kan beskrives som en compound. Også den er en forretning, for her modtager han rejseselskaber fra skoler og organisationer, som ved betaling er med til at finansiere Red Tribe, som projektet hedder.

Kenyas unge – også i det afsides masailand – fortjener en fremtid, pointerer 50-årige Pelua.

- Jeg vil sørge for, at mit folk får uddannelse, så de kan indgå i det kenyanske samfund som alle andre, fortæller han.

Og det er der en grund til.


Pelua sammen med nogle af børnene på Masai Academy. Foto: Svend Løbner.


Mor og barn blev solgt som billig arbejdskraft

Pelua voksede nemlig op i en fattig nomadefamilie med en voldelig far, der endda solgte både ham og moren til en mand, der bare brugte dem som billig arbejdskraft. Drengen skulle vogte 150 køer uden at få noget særligt for det. Til sidst fik han nok.

Han flygtede ind til byen, fik arbejde i en chapati-bar, fandt et regnehæfte og begyndte at studere på egen hånd. Hans nye reservefar havde forbudt ham at gå i skole, for så kunne han jo ikke passe køer.

Men en dag var lykken gjort. En skolelærer fik øje på drengen og regnehæftet og inviterede ham med i skole, betalte for skoleuniform og skolegebyr, og det viste sig at være en god investering. Pelua blev den bedste i sin klasse, tog en flot realeksamen, blev formand for studenterforeningen i gymnasiet og læste siden til lærer. I dag sørger han og de ansatte lærere på skolen for, at de 271 elever får uddannelse og en chance i livet, som han selv fik.

Skolen Masai Academy er netop blevet kåret som den bedste skole i distriktet.



35 minutter med fly i stedet for 8 timer i bil

Red Tribe er en af de 1.400 organisationer på verdensplan, som flyselskabet Mission Aviation Fellowship (MAF) samarbejder med.

Pelua og hans folk ønskede en landingsbane, der kunne spare 8 timers kørsel på dårlige veje til Nairobi og havde selv indsamlet 40.000 shillings – 3.000 kroner – til projektet. MAF sørgede for resten, og nu er der etableret en flyrute, der erstatter 8 timers kørsel på veje af tvivlsom stand med 35 minutters flyvetur. Siden har også MAF Danmarks ungdomsafdeling CO-PILOT været forbi med en donation.

For MAF er ikke blot verdens største humanitære flyselskab, der flyver i 27 udviklingslande med 123 små fly for andre organisationer. MAF driver også egne projekter med støtte fra Danmark. På fx Madagaskar, Papua Ny Guinea, og også Kenya, hvor der bl.a. er doneret til et nyt klasselokale i.fb.m. skolen.

Det spændende ved Red Tribe er, at projektet drives af masaierne selv. Det blev godt nok startet af portugisiske missionærer for ca. 10 år siden, men et halvt år efter, Pelua engagerede sig som frivillig medarbejder, stod det klart for dem, at her var en mand af en helt særlig støbning. Og da de måtte rejse hjem, faldt det naturligt at overlade hele projektet til ham.



Vand gi’r liv til lokalsamfundet

Der er bogstaveligt talt løbet meget vand i åen siden dengang. For Red Tribe har boret tre brønde og oprettet vandposter, så 12.000 lokale nu har adgang til rent drikkevand, hvor de før drak vand fra floden, som køerne også gik og besørgede i. Det førte til at folk blev smittet af vandbårne sygdomme som kolera og diarre.

Men det er slut nu, hvor kvinderne kan hente vand fra de tre vandposter i 20 liters dunke. Og selv om det skærer i hjertet, at de skal slæbe dunkene fra vandposten op ad bjerge 3, 4 og 5 kilometer, inden de er hjemme, så er det trods alt rent vand, de har i dunkene, og de undgår at blive syge af det beskidte flodvand, som de i øvrigt også skulle hente mange kilometer væk.

Jeg er dybt imponeret af Peluas og hans medarbejderes indsats til gavn for deres lokalsamfund. Der er initiativ, gåpåmod og styr på sagerne, sådan som det helst skal være i vellykkede projekter. Og det skal Pelua have æren for, selv om jeg godt ved, at der både kommer støtte udefra og energi ”indefra” af de mange medarbejdere. Udefra har britiske Hennie og Becca Marais blandt andet støttet og inspireret Pelua og hans masaier.


’Jeg vil give noget tilbage’

Men uden Pelua selv ville det hele falde fra hinanden. Hans klare vision om at løfte sit lokalsamfund, hans gode humør, der spreder energi til alle medarbejderne, og hans evne til at skabe og vedligeholde relationer til organisationer som MAF vil uden tvivl bevirke, at Red Tribe-projektet fortsætter og udvikles.

Sådan er det nemlig med gode iværksættere. Også når jakkesættet er skiftet ud med et masaisjal og slipset er erstattet med sværd.

Men mere end det. Mod slutningen af interviewet kommer Pelua igen ind på vigtigheden af, at piger bliver respekteret, og at alle børn og unge fra hans stamme får en uddannelse.

Mens han siger det, bliver han helt stille. Han tørrer en tåre væk fra kinden.

- Undskyld, siger han. Jeg vil bare så gerne give det videre, som lærerne gav mig, da de sørgede for, at jeg kom i skole.


Blogindlægget har også været bragt i Globalnyt.

Comments


bottom of page