Er det ikke på tide at vores debat rykker videre?

Af Zahra Pedersen, træner, kostrådgiver og tv-producer

Er det ikke på tide at vores debat rykker videre?

Det er snart 12 år siden at jeg forlod Danmark for at bosætte mig i London, og nu da jeg er er flyttet tilbage for snart et år siden, overrasker det mig at debatterne i Danmark næsten ikke har rykket sig siden 2008.

Kan det virkelig passe, selv om de fleste er ’trætte af diskussionerne’, at det muslimske tørklæde og Islam stadig skal fylde så meget i vores debat?

Da jeg begyndte at filme ’Kampen Om Mig’ for DR K, havde jeg aldrig troet, at jeg ville have flere spørgsmål i tankerne ved vejs ende, end jeg havde til at begynde med.

Hvordan kan vi have den samme samtale, igen og igen, og stadig ikke komme videre? Og hvorfor har vi trods flere års debatter, kronikker og protester svært ved bare at acceptere, at vi ikke alle er ens? At der måske er flere måder at være dansk på, og det er også ok?

Det er en tanke, som har holdt mig vågen mange nætter i de seneste år. Især efter at jeg har lagt mig offentligt ud på de sociale medier for fem år siden; ikke kun som en personlig træner uden six-pack, men også som en muslimsk kvinde uden tørklæde. Eller som den danske imams ”rebelske” datter som – åh Gud tør jeg overhovedet at sige det – lever sit liv efter eget behov!

Og det er ikke for underholdningens skyld, at jeg også har bidt mærke i, at trangen til at holde fast i gamle stereotyper kommer fra alle sider. Uanset hvilken vej jeg vender eller drejer mig, er der nogen som føler sig krænkede eller stødt. Selv om de beslutninger, jeg træffer, og ting jeg gør, slet ikke handler om dem.

Om jeg træner i tildækket tøj eller med bar mave, vil der altid være nogen klar med en holdning, som de absolut bare må dele med mig:

Hun kalder sig muslim men dækker sig ikke til. Hun burde skamme sig over, hvordan hun udstiller sig selv.

Er du blevet tvunget til at tage alt det tøj på? Din religion undertrykker dig.

Min erfaring har været rigelig nok til, at jeg kan mærke, at der er et fundamentalt problem i vores samfund – vi har svært ved at acceptere, at vi alle sammen ikke kan have de samme holdninger, religiøse overbevisninger og politiske hældninger som hinanden. Ja, faktisk har vi også svært ved bare at acceptere, at vi nogle gange heller ikke spiser den samme mad eller går klædt ens.

Så stort et problem er det blevet, at selv vores offentlige debatter og vores statsledte samtaler verden over er blevet grimmere og mere respektløse. Og vi accepterer det.

Vores samtaler handler ikke om at lytte til hinanden med et formål om at forstå. Vi lytter, så vi kan svare igen og allerhelst give et svar, som får vores modstandere til at vakle i deres egen overbevisning.

Det er ikke tilfredsstillende længere at gå fra en debat, hvis alt, man går derfra med, er ny viden omkring andre mennesker. Vores debatter handler om at vinde: Din holdning er forkert; jeg har ret!

Men i virkeligheden: Burde debatterne ikke være et sted, hvor vi kan udveksle meninger og holdninger i et håb om at fremme forståelse, og ikke bare et sted, hvor vi aggressivt kan pløje igennem hinandens værdier, fordi vi har ytringsfrihed?

Og det er ikke kun igennem debatterne heller.

De sociale medier har givet os et værktøj til nemmere at komme i kontakt med andre og opsøge viden, hvor vi mangler den. Men i stedet bruger vi ofte medierne til at fastholde bagvendte tanker og begrænsende værdier gennem hadefulde kommentarer og snæversynede idealer. Trygheden af anonymitet bag skærmen gør mange mus til mænd.

Man er kun dansk i Danmark, hvis man spiser svin og drikker julebryg.

Muslimske kvinder skal have tørklæde på, hvis de er seriøse omkring deres religion.

Du er dansker, når du er født i Danmark, men hvor er det heldigt, at vi stadig bruger termer som anden-, tredje eller fjerde generations-indvandrer. Phew! Det var sgu lige før vi måtte anderkende dem som ”rigtige” danskere.

Vi tror ikke på undertrykkelse, men hvis vi lever i et parallelsamfund, er det ok at holde fast på normer, som i et dansk samfund er undertrykkende for kvinder og homoseksuelle, for at undgå at vores naboer vil dømme os.

Og ja, som lusen mellem to negle, har jeg været ’heldig’ nok at se begge sider af mønten. Vi er alle lige gode om det. Hverken mere eller mindre.

Det her handler ikke om at skyde skylden på en bestemt del af befolkningen frem for en anden. Det handler om, at vi alle begynder at tage ansvar for, hvordan vi er med til at fastholde negative mønstre i vores kulturer, og i stedet gøre hvad vi kan for at bryde med det.

Og i stedet for at skubbe ansvaret fra os selv og mod andre, begynde at arbejde på hvad vi hver især kan gøre for at fremme forståelse iblandt os alle. Ved for eksempel at holde op med at fokusere så meget på vores frygt for det, der er andeledes, eller som går imod vores egne værdier. Verden er trods alt stor nok til at rumme os alle.

Det kan nu godt være at mine holdninger læner sig kraftig imod en forældet idealisme, fordi jeg er blevet opdraget af en gammel hippie, men der var nu stadig noget om det, der blev troet på dengang; universal love.

Okay, så man behøver måske ikke løbe ud og give sin kærlighed til alle omkring sig, men ville det ikke være rart at vide, at man i det mindste mødte verden med lidt mere tolerance, accept og overbærenhed i stedet for negativitet og frygt?

Så jeg vil gerne invitere og opfordre dig til at sætte dine fordomme på hylden i et kort øjeblik, når du møder nye mennesker og i stedet give dem en chance for at overraske dig med deres individualitet, uanset hvor anderledes den er, fra det som du selv kender.

Der er ingen af os, der er ens eller tænker ens. Og hvis du kunne holde op med at smide alle med brun hud/alle religiøst troende/etniske danskere/indvandrere/konvertitter/kartofler og perkere i små indskrænkede bokse, så kunne det jo være, at vi alle kunne være med til at skabe en lidt mere farverig hverdag, hvor der var mindre trang til at forsvare og i stedet mere tid til at inkludere, og ja, endda også integrere.