Er muslimer sværere at integrere end andre?

Vi har alle et ansvar for den gode integration. Et godt sted at begynde er at modsige påstanden om, at muslimer er sværere at integrere end andre befolkningsgrupper. Her er et historisk, teologisk og socialt argument.



Jeg støder ind imellem på den påstand, at muslimer er sværere at integrere end personer med anden religiøs baggrund.

Visse politikere benytter påstanden, som så siver ud til medierne og ned i folkehavet, så den jævne dansker tror, det er sådan det forholder sig. Forleden mødte jeg en ung muslim, som selv troede på det.

Som journalist med teologisk baggrund har jeg lyst til at nuancere den påstand.


For det første har muslimer fælles historie med jøder og kristne. Religioner rejser, udvikler sig og påvirker hinanden. Således har jødedom påvirket kristendommen og kristendommen islam. Alt sammen over flere tusind år.


For det andet trækker muslimer på fælles tankegods med jøder og kristne. Ud over Adam og Noa som menneskehedens stamfædre, regnes Abraham som monoteismens fader og derfor som fælles stamfader for troende i de tre religioner.


For det tredje indeholder dette tankegods en fællesmængde som er mere omfattende end de fleste tror. Vi tror på Gud, at Gud er både almægtig, retfærdig og nådig, at han åbenbarer sig for mennesker, at han har sendt profeter til os osv.


Så ved jeg godt, at der ud fra den enkeltes tro vokser forestillinger, der bliver til lærebygninger i skrifter og traditioner i forskellige ritualer. Især sidstnævnte markerer forskelle, men dog ikke mere end at hvis man dykker ned i troen bag traditionerne, så er der forbavsende ligheder. Tag nu Ramadanen, som går ud på faste og generøsitet. Begge dele er også led i den kristne tradition, selv om faste i nyere tid er reduceret til fastelavnsboller og kakao! Eller ønsket om retfærdighed. Er det ikke også en kristen værdi?


Der er altså ikke så stor forskel mellem kristne og muslimer, som mange vil have os til at tro. Ikke større, end at vi sagtens kan finde ud af at leve sammen i fred og fordragelighed. Problemet er ikke kristendom og islam som sådan, men radikalisering og ekstremisme på begge fronter.


Og så skal vi lige huske, at integration er en tosidig proces. Det er ikke kun den ene part, der forventes at integrere sig i den andens virkelighed. Vi er alle sammen i en stadig integrationsproces, hvor vi skal internalisere ydre påvirkninger. Det er den måde, vi selv og hele samfundet udvikler sig på.


Fordi integration går begge veje, skal vi også huske, at modtagerlandets respons på de nye borgere også er med til at afgøre, hvor godt de integrerer sig. Hvis du konstant bliver mistænkeliggjort, diskrimineret, udskammet og mobbet, så har du uden tvivl sværere ved at favne det nye samfund.


Vi har alle et ansvar for den gode integration. Et godt sted at begynde er at modsige påstanden om, at muslimer er sværere at integrere end andre befolkningsgrupper.