Et menneske er et menneske. Punktum.

Medmenneskeligheden lever i den jævne befolkning. Så må vi håbe den smitter opad i det politiske system.



Hvem er min næste? Ukraineren eller syreren? Eller begge dele?

Ruslands angreb på Ukraine har indledt en ny verdensorden. Et nyt jerntæppe er trukket ned gennem Europa, og vi vil for altid være beredt på det værste fra den russiske præsident Putin.

Men angrebet og de deraf følgende flygtningestrømme fra Ukraine har også indledt et nyt menneskesyn – forhåbentlig.

Selv om visse politiske hardlinere trækker en skarp linje mellem hvide europæiske flygtninge og brune flygtninge fra andre lande længere mod syd, så viser civilsamfundet i disse dage en fantastisk medmenneskelighed, som de også gjorde, da syriske flygtninge strømmede op gennem Europa og nogle af dem ind i Danmark.

Næstekærligheden ligger så dybt i os, at vi spontant erklærer vores sympati med flygtninge og beredvilligt stiller vores ressourcer til rådighed for at hjælpe dem.


Uglesete andenrangsmennesker

Jeg kommer til at tænke på den velkendte lignelse om den barmhjertige samaritaner. Jesus fortæller historien i Bibelen som svar på et spørgsmål fra en af de jødiske lærde: Hvem er min næste?

Et godt spørgsmål, der er aktuelt den dag i dag!

Samaritanerne var nemlig et folkeslag, der opstod omkring 700 før Kristus, fordi det assyriske imperium havde annekteret Israel og ombyttet befolkningerne, så jøderne kom i eksil, mens assyrerne indtog deres pladser.

Resultatet blev at de to folkeslag giftede sig ind i hinanden, så var det samaritanske folk en realitet. Men de var ugleset af de ”rigtige” jøder. De blev betragtet som andenrangsmennesker.

Men det er netop samaritanerne Jesus trækker frem som forbillede i sin lignelse:


Den barmhjertige samaritaner

”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”

Jesus spørger derefter den lovkyndige: Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Den lovkyndige svarede: Han, som viste ham barmhjertighed.

Da svarede Jesus: Gå du hen og gør ligeså!


Medmenneskeligheden lever

Hvem er så min næste? Det er mennesker nød, jeg møder på min vej. Hvilken hudfarve, etnicitet, historie, kultur, religion, seksualitet osv. er fuldstændig underordnet. Et menneske er et menneske. Punktum.

Det bør danske politikere, især de, der kalder sig kristne, erkende og efterleve. Og det gør danskerne i civilsamfundet. Foreninger, virksomheder, kirker, privatpersoner.

Medmenneskeligheden lever i bedste velgående i den jævne befolkning. Så må vi håbe den smitter opad i det politiske system. Som den allerede gør, når Udenrigsministeriet sender millioner af sted til nødhjælp og udstyr, så ukrainerne kan stå imod og forsvare sig. Og regeringen vil give fri adgang ukrainere til skole, arbejde og samfundet i øvrigt

Nu venter jeg spændt på at de samme rettigheder spreder sig ind i de såkaldte hjemrejsecentre, så flygtninge fra andre lande også kan leve et normalt liv mellem vi andre og dermed får en chance for at integrere sig og bidrage, som de jo allerede gør, når de ellers kan få opholdstilladelse.