Europæisk idéhistorie afslører ubevidste fordomme i udviklingssamarbejde

Opdateret: aug. 18

Hvilke resultater ønsker vi, at ”udvikling” skal føre til? Og har vi i det hele taget ret til at pådutte andre folk og lande, vores idealer for det gode liv og samfund? Bogen ”Den ’vilde’ i europæisk idéhistorie” kickstarter nødvendig selvrefleksion.



Fra redaktør Svend Løbners blog i Globalnyt


I faget Religion og udvikling på Københavns Universitet fik vi flere definitioner på begrebet religion. Fra livsverden til systemverden, for nu at bruge sociolog Jürgen Habermas’ velkendte opdeling: Fra det, der blot er indlejret i kulturen hos fx naturfolk, til det, der manifesterer sig i hellige regler, ritualer, bygninger og gejstlige personer. Men vigtigst i min optik en skelnen mellem selve troen og det, man tror på, altså mellem intuitiv tro, spiritualitet, åndelig længsel på den ene side og trosbekendelser, læresætninger og fasttømret dogmatik på den anden.

Faget hed Religion og udvikling, men vi fik aldrig en definition på begrebet udvikling. Hvad mener vi med ordet ”udviklingssamarbejde” som vi jo kalder det i dag, når ngo’er engagerer sig i alt fra akut nødhjælp til langsigtede indsatser? Hvad er det, vi i Vesten så gerne vil ”hjælpe” andre lande med? Hvilke resultater ønsker vi, at ”udvikling” skal føre til? Og har vi i det hele taget ret til at pådutte andre folk og lande vores idealer for det gode liv og samfund?

Her er bogen ”Den ’vilde’ i europæisk idéhistorie” fra Aarhus Universitetsforlag en god hjælp til selvrefleksion. Bogen med undertitlen ”Grænserne for menneskelighed” er skrevet af Ole Høiris, der er docent emeritus ved Afdeling for Etnografi og Antropologi ved Aarhus Universitet. Bogen dokumenterer gennem europæeres rejseberetninger, filosofiske afhandlinger og teologiske refleksioner fra antikken op til i dag, at der virkelig er grænser for menneskelighed i den europæiske optik. Jo længere væk folkene befinder sig fra det europæiske kontinent, jo mindre menneskelige er de. De er monstrøse, dyriske og i bedste fald ”slaveegnede”. Sådan var det – og sådan er det måske også delvis i dag?


Verdenssyn påvirker menneskesyn

Fænomenet har først og fremmest noget med geografi at gøre. Europæeres begrænsede verdenssyn kom til at præge menneskesynet. Fordi man ikke rigtig vidste, hvad der befandt sig syd for Ækvator opstod en myte om, at der var en kæmpe ildmur på tværs, som ingen kunne passere. Da man endelig ved Vasco da Gamas og andre opdagelsesrejsendes beretninger fandt ud af, at der levede mennesker på den sydlige halvkugle, måtte disse mennesker være monstrøse i en eller anden udstrækning.

Jo, med den bibelske skabelsesberetning in mente havde man en opfattelse af, at Paradis måtte ligge et sted i Mesopotamien, men længere mod øst og især nordøst lå Helvede, hvilket kun blev bekræftet af rygter om barbariske horder, der søgte at invadere Europa. Det ukendte gav anledning til spekulationer, og spekulationer udviklede sig til fantasifulde forestillinger, der alle som én placerede de fremmede som onde, underlegne og mærkelige. Selv de ”europæere”, der opholdt sig i endnu ukendte skovområder i Europa, blev betegnet som vilde og skildret som behårede, dyriske væsener. En skildring gennem kunsten, der også kom til at præge den måde, man tegnede og malede ”de fremmede” på.

Et gennemgående træk ved de monstrøse mennesker op gennem historien er, at de er uorganiserede og drevet af vild sexlyst, og at de er kannibaler. De har heller ingen religion, hvorfor de selvfølgelig skal omvendes til kristendommen. Hvis det altså over hovedet kan lade sig gøre, da de jo ikke er ”rigtige” mennesker.


Legitimeret af misforstået teologi

Dette negative og nedværdigende billede af medmennesket blev senere overført til befolkningerne i Syd- og Nordamerika, da disse kontinenter blev opdaget i 1400-tallet. Og blev delvis legitimeret af kristen teologi, der med misforstået tolkning af, at Noas ene søn Kam blev forbandet, fordi han havde set sin far nøgen. Så måtte alle de mennesker, der nedstammer fra Kam, være forbandede, altså de sorte. En forestilling som kom til at præge synet på alle farvede personer. I øvrigt en teologi, der i nyere tid blev brugt af Den Hollandsk-Reformerte Kirke til at legitimere apartheid i Sydafrika.

Tilbage i Middelalderen påbød Paven flere gange de opdagelsesrejsende, handelsfolkene og de koloniale administrationer at behandle lokalbefolkningerne ordentligt. Men deres handlinger befandt sig lige så langt væk fra Pavens ordrer som den nye verden befandt sig fra den gamle.


Skærpet opmærksomhed

Hvad har ”’Den vilde’ i europæisk idéhistorie” så med dagens udviklingssamarbejde at gøre? Jo, bogen kickstarter en refleksion over vort eget syn på andre menneskers værdi og kultur, og hvordan dette syn - måske ubevidst - påvirker vores attitude, målsætninger, sprogbrug og hele tilgang til samarbejdet. Føler vi os overlegne, vil vi ”hjælpe” og ”løfte” andre ind i vores historisk betingede forståelse af det gode liv, og kommer vi derfor til at tale ned til dem, der ikke ligner os? Kommer det så også til at præge de metoder, vi bruger, og hvem vi betror at udføre opgaven og kontrollere, at målene nås?

Jeg har ikke alle svarere, men jeg er blevet opmærksom på mine kulturelle fordomme. Som da jeg begyndte at skrive for hjælpeorganisationer med medarbejdere fra forskellige lande og kulturer: Kan de gøre arbejdet lige så godt som mig og andre hvide? Som da jeg rejste i Somaliland og bl.a. fulgte en kenyansk rådgiver i inklusion vejlede somaliske lærere og pædagoger. Kunne han gøre det lige så godt som en dansker? Selvfølgelig!


Fordomme afsløret!

Men bare det, at jeg tænkte tanken, viser mine fordomme. Som da jeg for nylig holdt oplæg om kommunikation i tre webinarer for kommunikationsmedarbejdere i bl.a. Irak, Syrien og Libanon. Og hurtigt indså, at jeg ikke kunne lære dem ret meget, for de havde helt styr på det! Jeg fik hurtigt sagt, at mit indlæg blot var et input, og at vi bagefter kunne dele vores erfaringer.

Jo, jeg har fordomme, og første skridt mod forandring er at indse det og omstille sig. Og sådan tænker jeg, at det er en overvejelse værd, om de folk og lande, vi samarbejder med, absolut skal overtage vores værdier, kønsroller, arbejdsmetoder osv. blot fordi, det er os, der har de fleste penge og derfor står i en magtposition og kan gennemtrumfe at gøre tingene på vores måde. Imens vi har svært ved at tage det ind, som andre folk og kulturer kan lære os om ydmyghed, tilpasningsevne, ja, medmenneskelighed.

”’Den vilde’ i europæisk idéhistorie” er et digert værk. Ole Høiris er imponerende grundig. En grundighed, der afslører skjulte fordomme og kickstarter en refleksion over de gode ord ”udviklingssamarbejde”, så vi også i dag efterlever det i tale og handling.

Netop den refleksion savnede jeg i faget Religion og udvikling på Københavns Universitet.