Fayza blev genforenet med ungdomskæreste efter 60 år

Gammel kærlighed ruster ikke. Det er Fayza og Nadim fra Vollsmose og Irak et levende bevis på.



Af Amneh Abu Ras og Farah Ayman Ahmad

En brændende kærlighed, der har varet i flere år, og en strid mellem sociale klasser. To forskellige verdener, der mødes igen efter flere års adskillelse. Dette er kærlighedshistorien om ungdomskæresterne Fayza og Nadim, der blev genforenet efter mere end 60 år. Fayza, en skøn kvinde i midten af 80’erne, byder med et dejligt smil og godt humør indenfor i hendes lille lejlighed i Bøgeparken (i Vollsmose – red.). Det er et dejligt hjem fyldt med farver og masser af fortællinger på de hvide vægge. Planter er der masser af i den lille stue, og solstrålerne finder deres vej indenfor. Fayza byder på adskillelige drikkevarer og en irakisk ret, hun selv har lavet. Hun tager en træstol frem og sætter sig stille og roligt. I hånden holder hun en masse sort-hvide billeder, som hun er spændt på at vise frem. Det er billeder fra barndommen og livet i Irak i 1950’erne og billeder, der viser den utrolige kærlighedshistorie, vi er kommet for at høre.

Umulig kærlighed Historien begynder for omkring 65 år siden, da Fayza var 17 år gammel og levede i den store by Samoa i Irak. Fayza kom fra familien Al Nakeb; en af byens rigeste familier med høj status i samfundet og tæt kontakt med kongefamilien. Fayza havde meget glæde af livet i overklassen. Med et grin fortæller hun om den hvide hest, hun elskede og red på hver dag. Dagen var ikke fuldendt uden en ridetur i byen og på deres private marker. – Det var dengang i de gode dage, hvor mit hår var langt og glat, fortæller hun og griner ved tanken om de unge dage i Irak. På grund af familiens gode økonomi havde de arbejdere ansat, og det var blandt dem, at Fayza fik øje på ’underklassedrengen’ Nadim, der var søn af familiens landmand. De fik for første gang øje på hinanden, da Fayza var ude på en af de daglige rideture, og det blev begyndelsen på deres kærlighedshistorie.

Sendte gaver til hinanden De sendte hinanden kærlighedsbreve og udvekslede historier, der blev sendt frem og tilbage via Fayzas lillesøster. De sendte roser til hinanden – et symbol på den kærlighed, der blomstrede mellem dem. – Jeg plejede at læse meget, og det samme gjorde Nadim. Så vi gav hinanden bøger, og Nadim plejede at efterlade en blomst på en af siderne og understrege sætninger, der symboliserede den kærlighed, han havde for mig, fortæller Fayza med et smil. Illustration: Fatama Al-ZahraaEfter en længere periode, hvor Fayzas lillesøster agerede budbringer og kærligheden voksede, tog Nadim chancen og drog ud til Fayzas hus for at fri til hende. Han blev mødt af forældrene, der havde to forskellige svar på hans spørgsmål. Moderen accepterede frieriet, men faderen afviste Nadim, for han brød sig ikke om, at en ung mand fra underklassen friede til hans datter.

Endte i Danmark På grund af forskellige uenigheder i familien flyttede Fayza og hendes mor kort efter til en ny by og forlod dermed huset og kontakten med Nadim. Ti år senere startede et nyt kapitel for Fayza, da hun blev gift med en anden mand og fik to børn. Sammen levede de et almindeligt familieliv, hvor Fayza var hjemmegående. Da hendes mand på et tidspunkt døde, besluttede Fayza sig for at rejse til Europa, da der her var bedre behandlingsmuligheder for hendes syge datter. Fayza endte i Danmark og besluttede sig for at blive.

Et utroligt tilfælde Efter en halv time rejser Fayza sig op og piller ved familiebillederne på væggene. Hun viser forskellige minder fra Irak frem fra reolen. Lyden af legende børn og høj musik fra Bøgeparkens beboerhus siver ind i lejligheden og fylder stuen, mens Fayza holder en kort pause i fortællingen, inden historien når frem til den dag for nogle år siden, hvor hun fik et telefonopkald, der skulle ændre hendes liv. Efter flere år i Danmark ringede hendes søster, der bor i Tyskland, en dag i 2019. Søsteren havde mødt en mand, der skulle vise sig at være Nadims søn. De gode nyheder og et telefonnummer blev overleveret til Fayza, hvis hjerte bankede af spænding. Den overraskende nyhed gav ikke kun hjertebanken og rystende hænder. I dagene efter kunne hun kun tænke på Nadim og end ikke mad skænkede hun en tanke, så hun tabte sig, Men så længe Fayza kunne få chancen for at høre Nadims stemme, var mad ikke vigtigt. Fayza ville gerne i kontakt med Nadim, men der var en ting, hun frygtede. Hun var bange for, hvad Nadims kone ville sige til det. Hun endte dog med at tage chancen og ringe. – Jeg var ved at falde om af glæde og spænding, da jeg hørte hans stemme, fortæller hun. Skæbnen ville, at Nadims kone var gået bort fem år tidligere, og de to begyndte at bruge mange timer på at snakke i telefon sammen. Fayza Al Nakeb med Nadim, som hun blev forelsket i som teenager og først forenet med 60 år senere. Fayza Al Nakeb med Nadim, som hun blev forelsket i som teenager og først forenet med 60 år senere.

Genforeningen Telefonen ringer. Fayza undskylder og rejser sig for at se, hvem det er. Hendes ansigt lyser op, da hun ser navnet på telefonen, og hun tager den. Det er Nadim, der ringer fra Irak. Hun fniser sødt – næsten som en skolepige. Hun fortæller ham, at hun har det godt, og at hun er i gang med et interview om deres kærlighedshistorie, og at hun skal ind til sine gæster for at gøre historien færdig. Da Fayza og Nadim genoptog kontakten, boede Nadim stadig i Irak. Men på trods af den store afstand gnistrede den gamle kærlighed over telefonen dag for dag. De lagde hurtigt planer for at mødes og samme år, som de har genoptaget kontakten, mødes de i Tyrkiet. Fayza har svært ved at beskrive præcis, hvad hun følte, da hun så ham for første gang efter alle de år. Selvom de ikke længere er teenagere, men en kvinde og en mand i 80’erne, husker hun, at det føltes som om, at tiden var skruet 60 år tilbage. Alle minderne om de unge år, rideturene og bøgerne fra Nadim piblede frem. – Vi besluttede os for at blive gift, selvom vi har en høj alder. Vi vil være sammen. I alle de år uden ham har jeg ikke levet mit liv fuldt ud. Men nu er jeg for alvor begyndt at leve mit liv. Vi har brug for hinanden, siger Fayza, der ikke bor sammen med Nadim, som stadig er i Irak. Det kan hun dog godt klare, for på trods af 60 års adskillelse har deres kærlighed ikke mistet gnisten.

Artiklen er bragt i Vollsmose Avisen og bringes her med tilladelse.