Af Adriana Ferracin Kleivan
I disse dage kan vi markere femårsdagen for udbruddet af borgerkrigen i Yemen. Det er ikke en begivenhed, der som sådan er værd at fejre, men den er værd at være opmærksom på.
Mens Danmark og resten af verden for en stund er vendt på hovedet af COVID-19, lever yemenitterne nu på femte år i det, FN kalder ’verdens værste humanitære krise’. Med jævne mellemrum får Yemen-krigen den globale presses bevågenhed for så at forsvinde i glemslen igen.
Man skulle ikke tro, at verdens værste humanitære krise kan blive værre, men det kan den, hvis Corona rammer Yemen. I jubilæumsmåneden for konfliktens begyndelse spreder virusset sig med lynets hast over hele kloden.
Ny virkelighed med afsavn og traumer
Borgerkrigen i Yemen kan være vanskelig at forstå, fordi det er konflikt mellem befolkningsgrupper af forskellige etniske tilhørsforhold og religiøs tilknytning. Parterne er grupperet i dels det nordlige og dels det sydlige Yemen. Konflikten trækker samtidig tråde til store internationale magtkampe mellem aktører som USA på den ene side og Iran på den anden. En proxykrig, kalder man den slags.
Som humanitær aktør i landet er det ikke ADRA Danmarks vigtigste ærinde at forklare den komplicerede konflikt. Derimod er det vores ønske at sætte spotlys på de mennesker, som nu gennem fem år mildt sagt har fået deres dagligdag sat på pause. Deres nye virkelighed indeholder alvorlige afsavn og traumer.
250.000 yemenitter er døde som følge af konflikten. 80 procent af befolkningen har behov for humanitær assistance og beskyttelse. To millioner børn går ikke i skole. To tredjedele af befolkningen sulter.
Ingen modstandskraft over for COVID-19
I Yemen oplever jeg et land i dyb krise. Mange humanitære aktører har forladt landet, og de få tilbageværende kæmper for at møde de umættelige behov. Det er tydeligt i gadebilledet, at store dele af befolkningen er underernærede. Mange børn må klare sig alene og tigge, fordi de er blevet væk fra deres forældre i flugten, eller fordi forældrene er blevet dræbt.
De sanitære forhold er umenneskelige; statsapparatet er kollapset, og der er ingen til at fjerne skrald i gaderne eller til at renovere det ikke-fungerende kloaksystem. Under de forhold kæmpes mod verdens største udbrud af kolera.
Sundhedssystemet er i en elendig forfatning, og det vurderes, at kun 50 procent af sundhedsfaciliteterne fungerer. Det bliver derfor katastrofalt, hvis Corona-virusset når til Yemen, som absolut ingen modstandskraft eller infrastruktur har til at håndtere en sådan krise.
Ønske om mad, fred og værdighed
I Yemen er det svært at spore håb i øjnene på civilbefolkningen. Folk, jeg taler med på gaden, ønsker bare fred og mad. De tilbageværende organisationer arbejder hårdt for at hjælpe yemenitterne.
For eksempel laver ADRA ’cash-for-work’-programmer, hvor befolkningen ansættes til at samle affald i gaderne. For en beskeden løn kan de købe mad til deres familie. Dels afhjælper indsatsen et stort sanitært problem, og dels hjælper den mennesker til at føle værdighed i en svær situation.
Det groteske ved hele situationen er, at hovedstaden Sana’a bugner af mad, men befolkningen har ikke penge at købe for. Andre steder er problemet, at varer ikke kan komme frem til visse områder på grund af blokader og kampe. Havnen i Houdeyda i det nordlige Yemen er et eksempel på et omstridt infrastrukturpunkt.
FN har faciliteret forhandlinger om netop adgangen til havnen uden held. Generelt fejler de fleste fredsforhandlinger om landet med verdens værste humanitære krise – på femte år.
Adriana Ferracin Kleivan er humanitær koordinator i ADRA Danmark.