top of page

Festival udforsker det ukendte gennem global musik

Copenhagen World Music forvandler København til et pulserende epicenter for verdensmusik og kultur frem mod den 29. september.


Dawda Jobarteh og Admeta String Quartet medvirker den 17. september 2023.


Den næste måned kan københavnere, turister og musikinteresserede opleve et musikalsk kalejdoskop af rytmer fra hele verden. Det sker gennem fortryllende toner og banebrydende fusioner, når Copenhagen World Music Festival samler internationale kunstnere og lokale stjerner og talenter.


Bryder grænser for lyd og kultur

Fra verdensmusikkens hjerte til moderne global inspiration vil festivalen bryde grænserne for lyd og kultur, lyder det fra arrangørerne.

Festivalens overordnede tema er: Frihed.

- Festivalen er mere end blot koncerter; den er en fortælling om vores fælles kulturarv, en hyldest til forskelligheden og friheden, fortæller Kim J. Henriksen, forperson for Copenhagen World Music Festival.

- Vi inviterer alle til at opdage de skjulte historier, der knytter os sammen på tværs af lande og baggrunde. Festivalen ønsker at vise musikkens betydning for fredelig sameksistens, tilføjer han.


Kulturmøder åbner en verden af mangfoldighed

I forbindelse med nogle af koncerterne afvikles debatter og workshop, hvor publikum trækker scenetæppet til side og opleve kunsten, kulturen og musikerne helt tæt på.

- Vi kalder det ”kulturmøder”. Dette er din mulighed for at træde ind i kulissen og være en del af noget større end dig selv.

Copenhagen Music Festival ønsker at fremme og fejre diversitet, mangfoldighed og inklusion i såvel musiklivet som i samfundet generelt.

- Der findes en stor gruppe af etniske borgere, der er underrepræsenteret i det brede, danske kulturliv. Både som udøvere, skabere, formidlere og publikum, lyder det på festivalens hjemmeside.

Festivalen er støttet af KODA, Københavns Kommune og Statens Kunstfond.


Læs mere om programmet på http://cphworld.dk


Her opleves ”Kulturmødekoncerterne”:


Søndag d.17.9 i KoncertKirken, Blågårds Plads – Kunst og frihed med orkestrene og solisterne: Dawda Jobarteh og Admeta String Quartet samt Pierre Dørge, Irene Becker, Morten Carlsen og Benita Haastrup. Imellem de to orkestres optræden debat ved professor Ole Fogh Kirkeby.


Torsdag d. 21.9 i Studenterhuset, Købmagergade – Når Kunstens stemme forstummer med orkestrene Ramy Essam band - Egypten og Fatma Zidan Egypten/Danmark. Ole Reitov er moderator på debat. Dette arrangement er en Co produktion med FOF København.


Mandag d. 25.9 i KoncertKirken Blågårds Plads – Min frihed for din frihed med koret Ukranien Soul og den kurdiske musiker og sanger Mizgin. Jes Stein Pedersen er moderator på debatdelen af arrangementet. Dette arrangement er en Co produktion med FOF København.


Fredag d. 29.9 i Studenterhuset, Købmagergade - Frihedsdrømme – en musikalsk rejse til 5 kontinenter med multimusikeren Rune Thorsteinsson


Læs mere om de fire kulturmøder og festivalens øvrige 22 koncerter her:

https://cphworld.dk/program2023/#top

bottom of page