Film: Musik er balsam for sjæle på flugt
”Efter alt hvad vi har oplevet i Aleppo, skræmmer døden os ikke mere!”
Det fortæller Mohamed, der er en af tre syriske flygtninge i dokumentarfilmen WAJD – Songs of Separation. Filmen er netop blevet vist i Odense og København som led i Syrian Doc Days.
En anden af interviewpersonerne, Ibrahim, fortæller i filmen: ”Når jeg krydsede tjekpoints ind og ud af Aleppo, spurgte soldaterne ofte: Hvorfor smiler du hele tiden? Jeg svarede: Sådan smiler man, når der ikke er flere tårer tilbage!”
I løbet af filmens to timer føres biografgængerne igennem en følelsesmæssig rutsjebane; man identificerer sig så meget med interviewpersonerne, at man dels må le og dels må fælde en tåre, når de fortæller, hvad der drev dem på flugt, og hvor meget de længes efter at se deres kære, og – ikke mindst – hvad musikken på strengeinstrumentet odh betyder for kontakten til hjemlandet og de højere magter.
Fra ”odh” kommer ”lod” og derefter ”lut”, som er en forløber for guitaren, forklarer instruktør Amar Chebib efter filmen. Han er selv er halvt syrer og bosat i Vancouver i Canada.
Wajd – Songs of Separation | Official Trailer from Amar Chebib on Vimeo.
Vil vise syrisk kultur
Rammen om filmen er sufismens musiktradition. Vi oplever et mandskor synge ”sangen om ihukommelse”, hvor de gennemgår fem af Guds egenskaber.
Efter filmforevisningen får vi et interview med instruktør Amar Chebib og spørger, hvorfor han netop bruger sufiernes musiktradition som ramme for sin historie.
– Filmen blev oprindelig lavet som en kort dokumentarfilm om musikken i Syrien. Min far er syrer, og derfor interesserede det mig at undersøge sufi-musikkens rødder. Jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at vise billeder af ødelæggelser, for det har vi set en masse af allerede. Det jeg også gerne vil vise er Syriens skønhed, både som landet så ud før krigen, og som en meget rig kultur, fortæller han.
I Syrien er sufi-islam tæt knyttet til musikudfoldelse, forklarer han. Han kontaktede syriske musikere og deltog i sufiernes samlinger, hvor han optog det materiale, som han senere bragte med hjem til Canada og redigerede.
– Men seks måneder senere kom revolutionen. Jeg bevarede kontakten til af dem, jeg havde interviewet, og vi blev rigtig gode venner, fortæller Chebib.
Sufi-muslimer udtrykker følelser gennem musik. Foto fra filmen.
Det blev en større historie
Revolutionen i Syrien begyndte i 2010 og eskalerede hurtigt, så mange måtte flygte ud af landet. I dag er over seks millioner syrere flygtet og fordrevet fra deres hjem.
Fem år efter Amar Chebib havde lavet de første interviews inde i Syrien, mødte han igen sine venner – denne gang i Tyrkiet og i Holland, som de var flygtet til. Og her oplevede han på første hånd, hvordan musikken lindrede og skabte forbindelse en art åndelig til hjemlandet.
– Det blev klart for mig, at der her var en større historie at fortælle. Først og fremmest om, hvordan musikken hjælper flygtningene med at klare sig og komme sig efter de alle det, de har været igennem. Som en af interviewpersonerne, Ibrahim, siger: ”Musikken er som lindrende balsam”.
– Dernæst giver musikken også mening og forbindelse til hjemlandet. Den tredje dimension er, at man i sufismen, som er det mystiske og mere intime aspekt af islam, dyrker sjælens åndelige forbindelse til det guddommelige. Det blev klart for mig, at musikken er relevant som metafor for adskillelse og forening og længslen efter at se ens kære. Metaforen er relevant, både som åndelig ramme, men også som udtryk for længslen efter at komme hjem, forklarer Amar Chebib.
Amar Chebib er selv halvt syrer, halvt canadier. Foto. Svend Løbner
Oplev flygtninge som medmennesker
Hvad håber du biografgængerne får ud af at se din film?
– Det er en meget personlig film for mig. Jeg vil først og fremmest give folk mulighed for at se syrerne som almindelige mennesker. Dem, jeg har interviewet, blev over tid meget nære venner. Og det tror jeg kommer til udtryk i filmen, hvor der er en vis fortrolighed mellem mig og interviewpersonerne. Jeg vil gerne, at folk ser dem som mennesker, og at de ler og græder sammen med dem, ja, ser dem, som de vil se deres egne venner og søskende.
– Derudover indtager alle jo en film på hver deres måde, og det respekterer jeg. Jeg vil gerne invitere alle til at have deres egen personlige oplevelse af filmen.