Film om Anden Verdenskrig vækker empati

FILMANMELDELSE: Skuespillerne er sublime. Ansigterne rigtige menneskeansigter – både slynglernes, hverdagsmenneskenes og de få usvigeliges – i filmen ”De forbandede år II”.



”Krigen er forbi. Det er slut med at slå ihjel.” Det er De forbandede år 2’s slutreplik, og hvis man bare hører dem uden sammenhæng er, der håb.

Men i filmen, der er realistisk og afspejler menneskesindet i nogle af dets mange komplicerede nuancer, er replikken et fortvivlelsens råb til Aksel, der er fuld af sorg og ulykkelig over sit forfejlede liv – i hvert fald i det øjeblik det bliver råbt til ham af hans lillebror.


Et episk storværk

Med Anders Refns film er det historiske storværk nået krigens slutning, befrielsen og de hæslige hævndøgn der fulgte. Et episk værk, også nutidens menneske af alle generationer må kunne kende sig selv i?

Anders Refn, der er født i 1944, må ligesom anmelderen have hørt om begivenhederne i et afsluttet lys og fra vindernes side. Efterhånden som 1940’erne blev til halvtredserne kom der i alle betydninger sort-hvide beretninger, men i løbet af årene og med det nye årtusind kommer også modet til at se og prøve at forstå mennesket fremfor værnemageren, tyskertøsen, svigteren og de stålfaste personligheder.


En hel verden af mennesketyper

Vi ser alle de mennesker, vores forældre har fortalt os om, eller som vi har læst om. Den sadistiske nazist, der fryder sig ved tanken om at få lokket folk i fælden til tortur, død og koncentrationslejr. Den forsmåede ægtemand, der gerne angiver folk for at få et kys af sin utro hustru. Det er ingen trøst, hverken at han i sin rædsel bliver hængt, eller at konen viser sig med sin beskidte kæft, inden hun skal klippes.

Vi ser brødre på hver sin front. Det er ligesom en bibelsk ældgammel historie, men det ældgamle bliver levende – fra 1944 til 2022. Sådan er mennesket.


Opportunisternes snæversyn sat i perspektiv

Vi ser fabriksejeren, som kan skubbes rundt af mere fiffige folk, der ved hvad vej vinden blæser og gerne tager imod bestikkelse, men som intet gør for at han kan få større anseelse efter krigen.

Vi ser hans kone, sygeplejersken, der tager sit kald så alvorligt, at hun må redde et enkelt menneskeliv midt i en verden af morderisk død. Og vi ser den kommunistiske modstandsleder, der sætter sagen over alting.

Vi ser den gode kone, der mistede sin søn i sidste film og forblev usvigelig, ligesom vi ser fabriksejeren/værnemageren hjælpe sin jødiske sekretær og hendes søn til Sverige.

Vi lever med i utallige levede liv i de to sidste år. Det hele er genkendeligt og nuanceret skildret.


Får kynismen lov til at regere?

Skuespillerne er sublime. Ansigterne rigtige menneskeansigter – både slynglernes, hverdagsmenneskenes og de få usvigeliges.

Musikken er noget helt særligt. Den udtrykker og griber lige så meget som billederne.

Krigen er slut, og publikum ved, at en ny kan begynde, er begyndt. Sådan er det overalt på vores blå planet.

Vi troede, ufatteligt letsindige, at det var forbi hos os, og vi er uvillige til at indse at det er vores dybe mangel på fornuft, der gang på gang luller os ind i noget, som forhindrer os i at mærke den store alvor, vi er født til at erkende før eller siden, vores egen endelighed.

Vi lærer tydelig nok ingenting, heller ikke i dagens Danmark, hvor folk vi har ansvar for lider i syriske fangelejre og i udrejsecentre. Så længe vi finder os i, at kynismen får lov til at regere, vil der være hævn, terrorisme og krig.

En ting er dog virkeligt opmuntrende: Kunstværket, der kan skildre både svigt og usvigelighed i en klar struktureret form. Så kan vi forlade biografen med den viden, at der hvor vi farer vild i livet, der har kunsten sin orden, sin indsigt og sin empati.


Filmen er in memoriam Flemming Quist Møller 19/5-1942- 31/1- 2022