top of page

Film om jødeforfølgelse

Opdateret: 26. nov. 2021

Dreyfus-affæren er filmatiseret og vises på Cinemateket i København den 5. december kl. 16.



En skandale ramte Frankrig i 1894-1906. Alfred Dreyfus bliver uskyldigt dømt for højforræderi, alene fordi han er jøde, og sendt til Djævleøen ved Sydamerikas kyst, hvor han opholder sig i over fire år.

Polanskis César-vindende ’Officer og spion’ skærer begivenhederne i Dreyfus-affæren helt ned til det nøjsomme: Fokus er på General Georges Piquarts samvittighed. Det er ham, der opdager, at Dreyfus er uskyldigt dømt, og ham, der risikerer både liv og helbred for at få sagen genoptaget.

Georges Picquart er ellers blevet forfremmet til at drive den militære efterretningsenhed, der fældede Dreyfus. Men da han opdager, at hemmeligheder stadig overleveres til tyskerne, drages han ind i en farlig labyrint af bedrag.

Dreyfusaffæren viser en splittelse mellem nationalisme og viljen til at få sandheden frem.

Filmen vises i Cinemateket lørdag den 5. december kl. 16 og introduceres kort af Marianne Olsen fra SOS Racisme og skribent på netmagasinet Sameksistens. Efter filmen følger en 40 minutters samtale om filmen, Frankrigs historiske situation i 1894 (præget af fanatisk nationalisme og antisemitisme), sagens moralske og juridiske implikationer - og historiske betydning.

Marianne Olsen har skrevet en bog til undervisning i gymnasieskolen om emnet: 'Dreyfus à l'Ile du Diable - souvenirs, journal et correspondance – extraits'.

Filmen vises i samarbejde med SOS Racisme.

bottom of page