Flere og flere nydanskere kommer i arbejde
Rekordmange såkaldt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er i beskæftigelse, viser opgørelse.

Illustrationsfoto: Wix
Tallene for lønmodtagerbeskæftigelsen i 2021 er nu opgjort, og de viser, at særlig såkaldte ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er kommet i beskæftigelse.
Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
I de seneste år er langt flere kommet ud på arbejdsmarkedet. Og hvis man zoomer ind på tallene, er fremgangen særlig markant blandt dem, Danmarks Statistik kalder ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”.
Højeste frekvens i 11 år
Mens 44,5 procent af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere var i lønmodtagerbeskæftigelse i 1. kvartal 2015, er tallet steget til 60,2 procent i 4. kvartal 2021.
Det er den højeste beskæftigelsesfrekvens målt for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i de seneste 11 år, hvor opgørelsen er blevet lavet.
”Det går langsomt fremad. Flere indvandrere kommer i arbejde. Jeg er derfor en glad integrationsminister,” udtaler Mattias Tesfaye.
Stigning overhaler etniske danskere
Stigningen blandt ikke-vestlige fra 1. kvartal 2015 til 4. kvartal 2021 er større end den stigning i beskæftigelse, der er sket blandt personer med dansk oprindelse eller personer med vestlig oprindelse i samme periode.
Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har dog fortsat en lavere beskæftigelsesgrad.