Huda Chaaban har taget det bedste fra den danske og arabiske kultur og gjort det til sit eget. ’Det er faktisk en smuk ting,’ siger hun.
Huda Chaaban er familiekonsulent og bor i Tilst uden for Aarhus. Hun har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab med speciale i etniske minoriteters sundhed, og bruger det meste af sin fritid på frivilligt arbejde – og så har hun palæstinensiske rødder.
– Jeg vil aldrig kunne leve op til andres og samfundets forventninger om, hvordan jeg skal være, fordi jeg ser ud som jeg gør, og fordi jeg har den baggrund, jeg har, fortæller Huda Chaaban over en smoothie i Aarhus midtby.
– Jeg må acceptere, at jeg er anderledes, og det har jeg også accepteret. Jeg har accepteret, at jeg er begge dele: dansker og palæstinenser.
Flerkulturelle oplever forventningspres
Huda Chaaban er flerkulturel. I en globaliseret verden, hvor diplomater og læger udstationeres i flere år, hvor flygtninge slår rødder i et nyt land, og hvor mennesker finder kærligheden på den anden side af Jorden er denne personlighedstype mere og mere udbredt. Flerkulturelle bærer flere kulturer i sig, og finder det derfor ofte svært at passe ind og leve op til de monokulturelle forventninger fra samfundet eller familien. De er i ingenmandsland, eller som Samantha fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi udtrykker det: ”Hvid udenpå. Indeni er jeg helt… grå.”
– Som teenager gik jeg rigtig meget op i, at jeg skulle være dansker, husker Huda tilbage.
– Jeg havde ikke lyst til at identificere mig selv som araber med de arabiske traditioner og normer, det indebærer. Jeg kritiserede det rigtig meget. Jeg prøvede at være en del af det her danske fællesskab i gymnasiet og ligne de andre. Men så oplevede jeg nogle ting, der fik mig til at tænke: ”Lige meget hvad jeg gør, så bliver jeg aldrig helt en del af det fællesskab.” Hvis jeg tager med til gymnasiefesten for at være en del af fællesskabet, så spørger de: ”Hvorfor drikker du ikke?”. Hvis jeg så begynder at drikke for at være en del af fællesskabet, så er det noget andet, der er galt. Der er hele tiden en masse forventninger, som jeg på inden måder vil kunne indfri, erfarer hun.
Mødet med rødderne
Huda Chaabans bedstemor voksede op i Palæstina, hvor hun boede, til hun var omkring 16 år. Hverken Huda eller hendes forældre har nogensinde boet der. Alligevel oplever Huda også et forventningspres fra den arabiske kultur. Som da hun for nogle år siden besøgte Palæstina:
– Jeg havde store forventninger til mig selv og til mine egne følelser inden rejsen, fordi folk herhjemme, der havde været afsted før, sagde: ”Bare vent til du ser dit fædreland; det som man altid har set i fjernsynet og hørt om, og som vores forældre og bedsteforældre har oplevet. Der sker noget mærkeligt i kroppen, og så begynder man at tude..” Men der kom bare ikke noget, husker Huda.
– Så mens dem, jeg rejste sammen med, gik rundt og græd, gik jeg rundt i Jerusalem og tænkte: ”Hvorfor føler jeg ikke det, de føler?” Jeg kom til at tænke rigtig meget over, at det måtte betyde, at jeg ikke var rigtig palæstinenser eller ikke identificerede mig selv som palæstinenser, forklarer hun.
Men rejsen fik en betydning – om end ikke den forventede. Der var nemlig noget andet, der havde gjort indtryk: børnene.
– Efter jeg var kommet hjem, var det som om det hele ramte mig – hele oplevelsen og det, jeg havde set. Allerede natten efter vågnede jeg med en følelse af, at jeg var nødt til at gøre et eller andet. Så jeg stod op om morgenen og tænkte: ”Nu samler jeg penge ind til børn i Palæstina.”
’Jeg har taget det bedste fra begge kulturer’
Indsamlingen kom til at hedde ”En 10’er til palæstinensiske børn”, og det blev startskuddet til nonprofit-foreningen, Helping Hand. Foreningen hjælper palæstinensiske børn med alt fra skoleudstyr og fødevarekasser til musikundervisning, og selvom Huda stoppede i foreningen for et år siden, kører den fortsat videre.
I dag lægger Huda sine frivillige kræfter i projekt Yallah!dk og som Mindspring-træner. Hun erfarer, at det kan være udfordrende at bygge bro mellem forskellige kulturer, men at det også et mulighedsrum, hvor den enkelte kan finde sin egen vej:
– Jeg har en masse godt med fra det danske, og jeg har en masse godt med fra det arabiske. Jeg synes faktisk, at det er en smuk ting, at jeg kan vælge det bedste fra begge kulturer og gøre det til mit eget, afslutter familiekonsulenten.