Setara Hassan flygtede fra Afghanistan som barn. Nu vil hun skabe udvikling og fred i landet.
– Mine minder om Kabul var støv og ruiner, meget få mennesker, ingen elektricitet og ingen vand, fortæller Setara Nigar Hassan om sin opvækst i det uroplagede Afghanistan.
– Min barndom blev stjålet, konstaterer hun: – Legepladser blev forvandlet til kamppladser, skoler blev brugt som befæstninger, børnesange blev erstattet af skudlarm på radioen. Latter var erstattet af rædsel, kærlighed af frygt. Der var mangel på mad, men synet af menneskeblod var normalt.
Gensyn som voksen
Setaras far flygtede til Danmark, hvor han i 2004 fik familiesammenføring med Setara, hendes mor, hendes lillebror og to søstre, der befandt sig i Pakistan. ”Jeg var én af de få heldige,” som hun udtrykker det. Flugten var nemlig en beslutning og en rejse, som mange ikke overlevede.
I Danmark gik Setara sprog- og højskole, afsluttede en studentereksamen og kunne i 2014 kalde sig kandidat i ”International Business and Politics” fra CBS. Da muligheden for et praktikforløb hos FN-organet, UNOPS, i Kabul bød sig, sprang hun til.
Men gensynet blev et lettere kulturchok:
– De ti år, jeg havde brugt på at udvikle mine kompetencer, havde fuldstændig transformeret det land, som jeg forlod i 2003. Byen var blevet vakt til live. Der var menneskemylder, forbedret infrastruktur, skolebørn, private universiteter, og jeg fandt ud af, at der var så meget mere at lære om landet, fortæller hun.
– Da jeg boede i landet som barn, var jeg en lokal person, som så det indefra, blev påvirket af det, levede med det og så det som normalt, fordi jeg ikke kendte til andet. Som barn har man heller ikke indsigt i det politiske, etniske og religiøse spil, uddyber den nu 33-årige bæredygtighedskonsulent og fortsætter:
– Da jeg kom tilbage som voksen, havde jeg gået på gymnasiet, fået en kandidat og lært en masse om Europa, verdenskrigene, konflikter i Afghanistan osv., så min forståelse for konflikter, borgerkrige og fattigdom havde forandret sig.
Et andet Afghanistan
Setara Hassan bor på Amager og engagerer sig i den afghanske diaspora herhjemme. Fokus er hele tiden at hjælpe sine medsøstre hjemme i Afghanistan. Således er hun også for nylig blevet medlem af den danske ngo Mission Østs bestyrelse. Mission Øst arbejder i den nordøstlige del af Afghanistan med hjælp til hygiejne, vand og sanitet og driver også læsegrupper for kvinder, hvor de lærer at dyrke jorden, konservere frugt og grønt og grønt, sælge afgrøder på markedet og tjene et levebrød.
I Mission Øst vil hun især arbejde for kvinders rettigheder og i det hele taget bidrage med ”insiderviden” om, hvad det vil sige at være kvinde i Afghanistan.
– Mange af mine jævnaldrende, som er flygtet fra Afghanistan, da de var unge, har en forståelse af Afghanistan, som de tror er den rigtige. Men der er sket så meget siden. Så enten kommer man derned med en indstilling om, at man forstår det hele, eller også kommer man med denne her europæiske tilgang med, at jeg ved bedre end dig, hvad der er galt her, og jeg ved bedre end dig, hvordan det skal løses. Men når man kommer derned, så er realiteterne noget helt andet. Det er ikke dit barnesyn, og det er heller ikke det her europæiske syn, fordi det er et eksternt syn.
Gennem samtaler med lokale, rejser til provinsen og et projekt for kvindelige studerende i landet, fik Setara imidlertid et andet indblik i befolkningens håb og drømme og den politiske konflikt:
– Jeg lærte at problemer i Afghanistan er langt mere komplicerede, end man skulle tro. Jeg tror, at 99 procent af afghanske mænd er politiske, og politiske diskussioner er noget af det mest almindelige, når man sidder i en forsamling. Jeg har siddet i de her forsamlinger og tænkt: ”Jamen, de her mennesker er jo superkloge på alt. De kan jo bare løse konflikten.” Men det er ikke realiteten. Når man kommer derned, er der korruption, fattigdom, fundamentalisme og mangel på vand og elektricitet mange steder. Der er så meget der spiller ind. Det er så kompliceret, konkluderer Setara, som samtidig erfarede, at befolkningens håb er enkelt: Fred.
Optimistisk for fremtiden
Alligevel er Setara optimistisk omkring fremtiden:
– Jeg kan godt se, at det ikke er gået, som det skulle være gået, da det internationale samarbejde invaderede Afghanistan for at sætte Talibanerne fra magten. Man havde et stort håb om, at det hele ville gå så nemt. Men det viste sig at være meget sværere, end vi troede. Så i de sidste 19 år er vi gået et skridt frem og tre skridt tilbage. Udviklingen i Afghanistan har været meget op og ned. Men der er udvikling, konstaterer hun.
– Der er børn, der går i skole nu. Der er kvinder i alle mulige stillinger i regeringen, privatsektoren, i fjernsynet, i butikkerne og supermarkederne. Der er nye veje og bygninger. Når man ser på det, frem for det, jeg så i 2003, så kan jeg jo godt se en udvikling. Jeg prøver at se på det positive, og jeg kan se, at der er fremskridt.
Kvinderettigheder og kulturel indsigt
Udviklingsarbejde er Setaras passion. En passion som blev grundfæstet, men hun stadig gik rundt i Kabuls ruiner som teenager:
– Jeg husker stilheden. Stilheden føltes som stilheden efter en lang og ødelæggende storm. Du kunne stadig se frygten i folks øjne. Selvom der var en fornemmelse af lettelse over at have overlevet krigen, var sorgen over det, vi havde mistet, ubegribelig. Det var i et af de øjeblikke, som 15-årig, at jeg afgav et løfte til mig selv, som kom til at definere min identitet: Jeg ville arbejde for en bedre verden.
Særligt Afghanistan trækker, og her er det en fordel at kende landet indefra, mener Setara:
– Det er en svær kultur at forstå, fordi der er så mange etniciteter, og hver etnicitet har deres måde at leve på. Denne her forståelse kræver nogle gange, at man kommer indefra og har en dybere forståelse.
Og så er der også brug for flere kvinder i maskinrummet, konstaterer hun:
– Når det kommer til kvinderne, kan jeg komme med et helt andet syn, for kvinderne har mange gange ikke haft adgang til de her projekter. Man har vurderet, hvad kvinderne har brug for, gennem en mands briller. Sjældent har man hørt fra dem, hvad støtte de har brug for. Hvad har de af ideer til, hvordan vi kan hjælpe dem.
Derfor sagde Setara Hassan i sommer ja til at være med i den danske ngo Mission Østs bestyrelse:
– Jeg synes, at det er vigtigt at man bringer kvindernes syn på banen, når man arbejder med udvikling, og at man inkluderer dem i alle projekter. Uanset hvilket projekt, man har med at gøre, kan man altid tænke: ”Hvordan kan vi gøre det nemmere for kvinderne i området at få gavn af dette projekt”, slutter hun.