Flygtning: Min far lærte mig at tilgive

Bienvenu Byamungu overlevede massakre i flygtningelejr som 16-årig.


Når man overlever en massakre, bliver man aldrig den samme som før. Men livet kan blive godt igen. For også når det værst tænkelige sker, har Gud en vej. Det lærte Bienvenu Maronko Byamungu af sin far, der var præst i hjemlandet DR Congo og senere i Danmark. Den 34-årige social- og sundhedshjælper fra Skive har set mere menneskelig ondskab end de fleste er i stand til at forestille sig. Alligevel har han aldrig opgivet håbet og troen på, at Gud var der, også når det værst tænkelige skete. Fundamentet for den tro, der har båret ham gennem livet indtil i dag, blev lagt i barndommen Zaire (i dag DR Congo), hvor han voksede op som den yngste i en søskendeflok på seks. – Min far var den, der gav os alle sammen håb. Han sagde altid, at vi skulle stole på Gud, lige meget hvad der skete, fortæller Bienvenu Byamungu, der stadig husker de tidlige barndomsår, inden borgerkrigen brød ud. – Jeg var en ganske almindelig knægt, der gik i skole som andre børn. Min far gik på arbejde og kom hjem igen om aftenen. – Men da jeg var omkring 10 år, blev alt anderledes. Det var i 1996. Pludselig en dag løb folk rundt i gaderne og råbte og skreg og slog hinanden ihjel. Alt var kaos. Den dag kom min far ikke hjem fra arbejde. Senere fortalte en nabo, at hun havde hørt, at min far var blevet dræbt. Men det var ikke sandt. Det var lykkedes ham at flygte til Tanzania, hvor han var i sikkerhed.

Borgerkrig Den følgende tid forsøgte faren ved hjælp af venner og kontakter at få sin kone og børn ud af landet. – Det var for farligt at rejse alle sammen på en gang, så jeg rejste sammen med min søster, der desværre ikke lever længere. Min far sørgede for, at vi kunne rejse med skib til Tanzania. Det var meget farligt, men heldigvis gik det godt, og i løbet af kort tid kom vi til Tanzania alle sammen. Efter en tid aftog urolighederne så meget, at familien kunne vende tilbage til hjemlandet, der nu havde skiftet navn til DR Congo. Men i 1998 brød krigen ud igen. – Når vi sagde godnat til hinanden om aftenen, vidste vi ikke, hvad der ville ske om natten. Mange gange måtte vi løbe ud i skoven og gemme os. Vi kunne høre oprørerne på lang afstand og se ilden på himlen. Når de holdt op med at skyde, vendte vi tilbage. Næste morgen var der folk, der var døde. Naboer var væk. Vi så dem aldrig igen. Der var krig, og der var ikke noget, vi kunne gøre.

Flygtningelejr angrebet I 2004 tvang en bølge af etniske udrensninger familien til at forlade deres hjem. Denne gang endte de i flygtningelejren Gatumba i nabolandet Burundi tæt på grænsen til DR Congo. På det tidspunkt husede lejren, der var drevet af FN, op imod fire tusind congolesiske flygtninge. – Min far blev ved med at sige, at vi skulle stole på Gud. En dag ville tingene blive bedre. Men jeg syntes, at det bare blev værre og værre. Jeg var 16 år og kunne ikke finde nogen mening i det hele, husker Bienvenu Byamungu. – En lørdag havde jeg spillet fodbold sammen med mine venner og kom hjem klokken 22. Vi sagde farvel til hinanden og aftalte at mødes igen næste dag. Om natten hørte vi lyden af geværer. Det lød som en trommeild, der nærmede sig. – Men det var ikke den krig, vi kendte. Det var en massakre. Bevæbnede mænd åbnede ild mod vagterne, der løb deres vej. Så angreb de lejren med geværer og machetes. Børnene skreg. Alle løb. Ingen turde se på hinanden. Efter fire timer var over 200 døde. Folk havde ikke længere mødre, fædre, søskende, fætre og kusiner. – Efter den dag var livet ikke det samme. Man bliver et andet menneske. Jeg mistede min bedstemor, en af mine søstre, to niecer, to fætre og en kusine. Selv blev jeg skudt i ryggen og lammet. Jeg har stadig et projektil i rygsøjlen, som ikke kan opereres. Det lærer man at leve med. Efter massakren blev Bienvenu og to andre familiemedlemmer fløjet til et hospital i Kenya. Her tilbragte familien de næste måneder. – Min far fortsatte med at sige, at vi skulle stole på Gud. Det var det håb, jeg havde i mig. Det fik mig igennem. På en eller anden måde blev jeg ved med at stole på Gud, selv om jeg ikke kunne se noget håb. Massakren på FN-lejren, der viste sig at være nøje planlagt af oprørsgrupper, gav genlyd i internationale medier og var den direkte årsag til, at Bienvenu, forældrene, en søster og søsterens søn året efter blev genbosat i Danmark som FN-kvoteflygtninge. En ældre søster og bror blev genbosat i Canada, og en anden søster bor i dag i Kenya.

Tomme gader Bienvenu husker den første tid i Danmark som mennesketom. – I begyndelsen havde jeg svært ved at se, hvad vi skulle her. Vi kendte ingen i Danmark. Vi kom i oktober, hvor det blev tidligt mørkt. Der var ingen mennesker på gaderne. Vi var vant til at være omgivet af mennesker. Her var vi helt alene i et land, hvor alt var fremmed og anderledes. Vi var kun vores familie. En lille stamme for os selv. – Men efterhånden faldt jeg til ro. Her var jo fred. Jeg husker stadig den første nytårsaften et par måneder efter, at vi var kommet til Skive. Om natten hørte vi lyden af fyrværkeri. Når nogen skyder i Afrika, betyder det, at man skal løbe ud og gemme sig i skoven. Men hvor skulle vi løbe hen? Her var ingen skov. Kun græs. – Vi havde fået nummeret til kommunen og ringede i panik og spurgte, hvor vi skulle løbe hen. En venlig dansker sagde, at vi bare skulle slappe af. Det var kun for sjov! Det havde vi aldrig oplevet før. Bienvenu Byamungu har meget på hjerte. Han fortæller gerne sin historie, men i dag er det sværere end tidligere. I februar mistede han sin far, der døde efter længere tids sygdom. Faren var en søjle i familiens liv, og savnet er stadig stort. – Da min far døde, lovede jeg ham, at jeg ville videreføre den menighed, han havde grundlagt her i Skive. Det var meget vigtigt for ham at starte en kirke, hvor han kunne samle mennesker fra vores land og hjælpe dem med at holde fast ved Gud. – Min far var en meget afholdt mand, der brugte sit liv på at hjælpe andre. I vores land købte han jord og byggede huse til fattige mennesker og betalte også skolepenge for deres børn. I Danmark kunne han ikke købe jord, men han kunne holde kirke, undervise fra Bibelen på vores eget sprog og hjælpe mennesker med at stole på Gud. Nu er det mit ansvar at undervise sammen med min kone.

Bærer ikke nag I dag har Bienvenu Byamungu en travl dansk hverdag. Et års højskoleophold få måneder efter ankomsten til Danmark betød, at han hurtigt lærte dansk, og siden 2008 har han haft fast arbejde på et fjerkræslagteri – fra 2013 sideløbende med arbejde på et plejehjem som social- og sundhedshjælper. Familien har købt hus i Skive, og sammen med sin kone Clarisse, der også er uddannet social- og sundhedshjælper, har han fire børn i alderen tre til otte år, og et femte på vej. Han er taknemmelig for, at børnene aldrig har oplevet krig. I Danmark kan han give dem et trygt liv. – I mit land lever du fra dag til dag. I morgen er du her måske ikke. I Danmark kan man tænke på fremtiden og planlægge en ferie til næste sommer. Forældre kan se deres børn blive voksne. – Min familie har oplevet det værste. De ting, der er inde i mig, kommer jeg aldrig til at glemme. Men jeg bærer ikke nag. Min far lærte mig at tilgive og overgive mit liv til Gud. Det har sat mig fri af fortiden.

Artiklen er tidligere bragt i avisen Nyt på tværs og bringes her med tilladelse.