top of page

Flygtning: Vær ikke bange, blot bekymret

Af Mazen Ismail

I 2006 havnede jeg i Libanon under bomberegn, hvor hele landet blev lukket ned på én dag. Lufthavn, motorveje, el-forsyninger, tankstationer, supermarkeder, apoteker. Alt var lukket og gaderne var tomme.

Jeg husker, hvordan jeg en aften sad på en trappesten med nabolagets drenge, og pludselig hørte kampfly kaste raketter over vores hoveder. Vi løb til alle sider, som var vi myrer på flugt. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Løb tilbage i samme retning, som jeg kom fra. Jeg løb i en cirkel, indtil jeg til sidst stoppede op. Det gik op for mig, at jeg i virkeligheden kunne løbe direkte mod raketten. Jeg var totalt magtesløs og uden forsvar da jeg vendte blikket mod himlen.

Ingen action-helt

Jeg så varmsensorernes røde streger, som kampflyene tegnede på himlen. I det sekund mærkede jeg, hvor lille og ubetydelig jeg var. Min krop gav slip, og jeg accepterede, at jeg lige der, ingen magt havde over mit liv. Men det var også her, midt i kaos, jeg lærte ikke gå i panik og bevare overblikket. Overblikket førte mig i sikkerhed. Det skyldes ikke, at jeg var en action-helt som på film, tværtimod: Jeg var ekstremt bange. Men min krop lærte mig, at den er i stand til meget mere, end hvad jeg troede. At den kan bevare en ro i de mest ekstreme situationer. Jeg lærte seks punkter, som jeg vil dele med dig i håb om, at det vil gavne dig i den Corona-krise, som vi går igennem lige nu.

1. Bevar roen

Det er ikke den stærkeste iblandt os, der kommer igennem krisen, men den som er tålmodig og bevarer overblikket. Når vi bevarer roen, kan vi tage de bedste beslutninger for os selv, vores familier og samfundet.

2. Din nabo er din ven

Vi trives bedst i flok. Og i dag indser vi, hvor meget vi er afhængige af hinanden. Vær ikke bange for at spørge om hjælp; de fleste mennesker vil hjælpe dig.

3. Lad ikke frygten tage over

Vi tænker ikke rationelt når vi er fyldt op med frygt. Vores hjerner er gode til at overdrive situationer, så vi skal tage dem alvorligt. Vi skal være bekymrede, men ikke bange.

4. Ring til dem du holder af

Fortæl de mennesker, som betyder noget for dig, hvor vigtige de er. Det vil styrke jeres forhold på den anden side.

Jeg ringede hjem til venner i Danmark og fortalte dem hvor meget jeg holdt af dem med lyden af bomberne i baggrunden. Vi fik et dybere og stærkere forhold, da jeg kom hjem igen.

5. Vær indstillet på forandring

Vi er ikke herre over, hvad i morgen bringer, men vi er herre over, hvordan vi reagerer lige nu. Vores handlinger og indstilling i dag bestemmer, hvordan vores dag i morgen vil se ud.

6. Lyt ikke til rygter

Der er en grund til de kaldes rygter.

Myndighedernes og eksperternes retningslinjer er utrolig vigtige. Vi kan gøre vores del ved at vaske hænder, bruge sprit og holde afstand, når vi handler.

Vi skal holde sammen, ved at holde afstand. Ingen af os kommer igennem denne tid alene og det er kun i fællesskab vi kan overvinde Corona-krisen.

Pas på hinanden!

bottom of page