Flygtninge fra Eritrea er en glemt succes

Analyse viser, at eritreere efter fem år i Danmark klarer sig lige så godt på det danske arbejdsmarked som danske kvinder. Men det fortæller Integrationsministeriet intet om.



Under den såkaldte ‘flygtningekrise’ for fem år siden kom de fleste til Europa fra Syrien. Den næststørste gruppe er fra Eritrea. Hvordan er det gået dem fem år efter? En ny analyse fra Refugees Welcome viser, at eritreerne har klaret sig rigtig godt på det danske arbejdsmarked, og i dag arbejder i samme grad som danske kvinder. – En fantastisk succeshistorie, som den danske integrationsminister ikke har fortalt et ord om, bemærker Michala Clante Bendixen, leder af Refugees Welcome og forfatter bag analysen. 5.000 eritreere fik asyl i Danmark fra 2014-17, heraf 2.400 i 2015 – og ”aldrig er en flygtningegruppe blevet selvforsørgende så hurtigt og i så høj grad!” skriver Bendixen og refererer til en analyse fra Videnscenter for Integration. Analysen viser, at syrerne har klaret sig bedre end tidligere årgange af flygtninge, med en samlet arbejdsfrekvens på 50 procent efter fem år. Men den klare topscorer i analysen er dog de eritreanske mænd, som kun fem år efter ankomsten arbejder i næsten samme grad som danske kvinder, nemlig 71 procent. – Man kan konkludere, at frygten for det relativt store antal flygtninge, som kom til Danmark for fem år siden, var overdreven, siger Michala Clante Bendixen. – Selvom der kom mange på én gang, og selvom de kom fra helt anderledes kulturer, lykkedes det dem hurtigere end nogensinde at finde et job, at lære vores sprog og falde godt til. En stor del af succesen kan tilskrives flygtningenes egen vilje og energi, men et øget fokus og en større indsats ude i kommunerne har også haft en stor positiv effekt, bemærker hun og tilføjer: – Det er bemærkelsesværdigt, at den danske integrationsminister ikke har fremhævet den succes, som ligger i disse tal.

Læs analysen fra Refugees Welcome her.

0 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle