KRONIK: Er Flygtningenævnet uafhængigt af Udlændingestyrelsen, Regeringen og Folketinget? Nej, mener læge og ph.d. Anne Nielsen. Alle involverede myndigheder er under indflydelse af politikernes barske politik på flygtninge- og hjemsendelsesområdet.
Kronik af Anne Nielsen, speciallæge, ph. d.
Det seneste årti har danske regeringer lagt hele ansvaret for at nægte eller tilkende asyl - og efter 2015 for at ophæve asyl for flygtninge med beskyttelsesasyl - over på Flygtningenævnet eller asylmyndighederne. Samtidig har de påstået, at Nævnet var domstolslignende og helt uafhængigt af regeringen og den politiske proces.
Men det er en helt usand påstand - når én af Nævnets tre medlemmer skal være ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM), som i øvrigt er hjemsted for Flygtningenævnets Sekretariat. I selve forberedelsen af en sag, og i skrivningen af referater og sagsresumeer, kan der ligge meget magt. De skal bl.a. fremfinde information og dokumenter og sørge for, at den fremlagte relevante dokumentation er oversat og evt. ægthedsvurderet. Desuden kan det have indflydelse, hvilket nævn, der skal behandle sagen. Nogle dommere har ikke dømt i sager det seneste år, hvor Udlændingestyrelsens afgørelse er omstødt.
Kø ved håndvasken
For regeringen er det bekvemt at kunne vaske hænder, når en flygtning er blevet udvist til et land, hvor han helt klart er i fare for at blive slået ihjel, fængslet, tortureret eller forfulgt, som tilfældet i mange år har været i D. R. Congo, Iran, Irak, Syrien, Somalia og Afghanistan. Regeringen kan sige: Det er Flygtningenævnet, der har afgjort sagen efter en helt igennem uvildig proces, og de burde ikke kunne tage fejl! Men det holder ikke, det er ansvarsforflygtigelse! For uanset om Flygtningenævnet på et tidligere tidspunkt har underkendt en asylgrund, har udlændingeministeren og regeringen et ansvar for ikke at tilbagesende til død, tortur, forfølgelse eller umenneskelig og nedværdigende behandling!
Regeringen har et selvstændigt ansvar for at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Også selv om det er blevet populært siden Inger Støjbergs ministertid at sige: ”Jeg tager gerne en procesrisiko.” Men det betyder i virkeligheden: ”Jeg overtræder gerne menneskerettighederne i EMRK. Måske får vi en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol imod os i en individuel sag! Men de første 5 – 10 år slipper vi så for mange flygtninge og asylansøgere, og det kan fremme regeringens mulighed for at beholde magten”.
Regering og Folketing overtræder altså med fuldt belæg menneskerettighederne i udlændingesager – både dem i EMRK, men også dem, der står i andre konventioner. Fx retter hverken regeringen eller Flygtningenævnet sig efter UNHCR’s vejledninger om behovet for international beskyttelse for personer fra bestemte krigsramte lande, eller om fx ikke at bruge Mogadishu, Damaskus og Kabul som Internt Flugt Alternativ (IFA). Flygtningenævnet og regeringen tolker disse forhold som mindre risikable, end FN’s Flygtningeorganisation UNHCR gør, og tvangshjemsender flygtninge, selv om UNHCR skriver, det kan udgøre refoulement (tvangshjemsedelse til lande, hvor de vil blive forfulgt – red.).
Flygtningenævnets opbygning og funktion
Flygtningenævnet definerer sig selv som et domstolslignende forvaltningsorgan, uafhængigt af regeringen og Folketinget. Et Flygtningenævn består af 3 medlemmer: en dommer, en ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM) indstillet af ministeren, og en advokat indstillet af Advokatrådet. For nemheds skyld bruges herefter ”Nævnet” – både om de enkelte Flygtningenævn, der nedsættes forud for nævnsmøderne, og om Flygtningenævnet som helhed.
Flygtningenævnets Koordinationsudvalg består aktuelt af: Formanden, som er landsdommer - kontorchefen fra Asyl og Visum, UIM - og en advokat. Koordinationsudvalget lægger nogle overordnede linjer for Nævnet, fx om der er en § 3-situation i et krigsramt land, som gør, at enhver er i fare. Det gør de ved – ved hvert møde i Koordinationsudvalget, dvs. ca. hver anden måned, at gennemgå et ”praksisnotat” om de krigsramte lande, hvorfra Danmark har mange asylansøgere, og hvor situationen er værst - fx Afghanistan, Somalia, Syrien, Irak, og Iran. En § 3-situation refererer til § 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention , EMRK, som lyder: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”. En person må ikke tvangstilbagesendes til et land, hvor han risikerer sit liv, tortur eller umenneskelig behandling eller straf. En overtrædelse heraf kaldes refoulement og er forbudt i EMRK og i tre FN-konventioner: Flygtningekonventionen, Konventionen mod Tortur, og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Politiske Rettigheder.
Flygtningenævnets Sekretariat forbereder de enkelte asylsager. Det har lokaler i UIM og kollegafællesskab med UIM’s ansatte - tidligere lå det i Udlændingestyrelsen.
I asyl- og ophævelsessager er Udlændingestyrelsen 1. instans og Nævnet er klageinstans. På nævnsmødet vil en ansat i Udlændingestyrelsen stille spørgsmål til asylansøgeren og kommentere - rollen minder om en anklagers. Herved kommer der i høj grad fokus på, om forklaringen til Udlændingestyrelsen, som måske er afgivet et halvt til et helt år før – eller i ophævelsessager måske 10 år tidligere – er præcis den samme: om motiverne er de samme, om flugten er beskrevet enslydende, og ofte også om detaljer er gengivet enslydende. Der er skrevet et langt referat fra samtalen, men den optages ikke på bånd. Derfor kan oversættelsesfejl typisk ikke opdages, eller et ord, kan være oversat til et misforstået dansk ord og underminere asylbegrundelsen. Fx hvor en løbeseddel glemt i en undervisningsbog blev oversat som et ”bogmærke”. Det var asylansøgerens eneste mulighed for at læse sedlen uden andre så det, at den lå i en bog. Men det hemmelige politi så den, da de brød ind i klassen og tømte de studerendes tasker.
Hvis en dato fra en islamisk kalender er oversat til en forkert dato efter dansk kalender af en tolk under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen, men rigtigt af en tolk ved nævnsmødet, kan det betyde, at asylansøgerens forklaring opfattes som uoverensstemmende med Udlændingestyrelsens referat, og derfor findes utroværdig. Utroværdighed på et punkt kan betyde, at Nævnet får en generel opfattelse af, at asylansøgeren er utroværdig, også hvor det gælder for begrundelser for asyl af individuelle beskyttelsesgrunde. En asylansøger har ikke ret til advokatbistand før samtalen med Udlændingestyrelsen, og ved ofte ikke, hvad der lægges vægt på. Nogle kan være misinformeret af menneskesmuglere eller af andre asylansøgere om, at de skal fortælle en bestemt historie.
Mange asylansøgere er traumatiserede og har koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer. En irakisk traumatiseret flygtning huskede et år forkert i en samtale, og det betød afslag og en årrække på asylcentre.
Utroværdighed hos asylansøgeren, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet
Tilstedeværelsen af Udlændingestyrelsens repræsentant medfører et stort fokus på, om asylansøgeren virker troværdig. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet sammenligner og borer i flygtningens udsagn for at kunne afsløre forskelle, som tolkes som utroværdighed, og kan resultere i afslag på asyl. Der kommer for lidt fokus på sikkerheden i hjemlandet. Det sidste er mere udtalt nu, hvor Flygtningenævnet er indskrænket til tre personer - alle jurister. De to tidligere nævnsmedlemmer indstillet af Udenrigsministeriet hhv. Dansk Flygtningehjælp i hvert Flygtningenævn blev udelukket ved en lovændring i 2017. Det var ellers dem, der nemmest ville kunne finde lokale oplysninger om krigsvold og farer for civile.
Danske myndigheder har ansvaret for, at en sag er tilstrækkelig oplyst, før den afgøres (officialmaximen). Alligevel ønskede Flygtningenævnet ikke til parterne i Nævnsmøderne at sende fx regionale relevante, opdaterede udtræk fra en database (Acleddata.com) om krigsbegivenheder og om bl.a. vold mod civile og fjernvold - dvs. terror og bombardementer i hjemlandene. Det havde foreningen SOS Racisme ellers foreslået i en henvendelse til Flygtningenævnet.
Bekvemme myter
Men myndighederne er blinde for deres egen utroværdighed, når det gælder en flygtnings behov for beskyttelse! Deres viden om sikkerhedssituationen i en flygtnings hjemegn kan være ringe - eller bygge på myter, der er bekvemme for hjemsendelse af flygtninge:
1. at Taleban, al-Shabaab eller Assads militær og politi kun går efter profilerede modstandere;
2. at tidligere konflikt med al-Shabaab, det syriske militær, eller Taleban er glemt efter få år;
3. at flygtningen kan få at vide af magthaverne, om han står på en liste over eftersøgte i Syrien;
4. at desertører og overløbere fra syriske regeringsstyrker bare kan indgå en forsoningsaftale;
5. at forældre, der hjemsendes til familie, altid kan forhindre omskærelse af døtrene;
6. at konversion til kristendommen ikke er ægte, og at de hjemsendte bare kan skjule det;
7. at straffe og chikane af homoseksuelle nok ikke er så farlig endda;
8. at der ikke skal foretages torturundersøgelse af en tortureret flygtning, der anses utroværdig;
9. at man altid kan skjule, man var flygtet, og at det ikke er farligt at være i familie med fjenden.
Sådanne påstande fremgår af Flygtningenævnets sagsresumeer, beretninger og referater fra Koordinationsudvalget, men er ikke altid sande. FN’s menneskerettighedsråd og dets komitéer har ofte kritiseret Flygtningenævnet efter klager. At forældre er stærke nok til at beskytte deres datter mod omskæring ved hjemsendelse til Somalia, er imødegået flere gange af FN’s Børnekomité (CDC), men giver fortsat sjældent anledning til beskyttelse. FN’s komité mod tortur, CAT, har flere gange klaget over, at torturofre er hjemsendt, uden de har været undersøgt for tortur. Fra Det syriske observatorium for menneskerettigheder ved vi, at mange desertører og overløbere med forsoningsaftaler er tortureret gennem lang tid eller henrettet i det syriske militærfængsel Sidnaya. Og at skifte fra islam til en anden religion kan straffes med døden, og det er livsfarligt at udøve kristendommen i lande som Iran, Afghanistan og dele af Irak.
Konklusion:
Alle involverede myndigheder er aktuelt under indflydelse fra politikernes barske politik på flygtninge- og hjemsendelsesområdet. Flygtningenævnet er ikke undtaget herfra.
Fakta: Lovgivningen er strammet år for år
2015: Midlertidig beskyttelsesstatus Udlændingeloven blev ændret i 2015, så der kunne gives midlertidig beskyttelsesstatus til alle personer, som flygtede fra krig eller borgerkrig, hvor enhver var i fare, dvs. hvor der var en § 3-situation.
2019: Paradigmeskiftet Efter"paradigmeskiftet” i 2019 gælder alle opholdstilladelser for flygtninge kun for 1 eller 2 år ad gangen - også for FN’s kvoteflygtninge, der ellers genbosættes mhp. permanent ophold. Det indebærer, at Udlændingestyrelsen jævnligt skal vurdere, om flygtningenes opholdstilladelse kan ophæves, hvorefter der kan ankes til Flygtningenævnet.
2021: Hjemrejseloven I 2021 blev en helt ny "hjemrejselov" vedtaget. Efter den kan asylansøgere få 20.000 kr. for efter afslag at undlade at anke til Flygtningenævnet og medvirker til hjemrejsen. Hjemrejsestyrelsen blev oprettet i 2020 med den hovedopgave at hjemsende afviste og udviste udlændinge.
Anne Nielsen har været aktiv i SOS Racisme siden 1995, bl.a. som formand fra 2003 - 2013. Skriver høringssvar for SOS Racisme. Er meget optaget af asylansøgeres, flygtninges og afviste udlændinges ringe retsstilling i Danmark, og forholdet mellem politikere og myndigheder på området. Har tidligere stået for en høring om Flygtningenævnet, og om at få EU-Parlamentets Komité LIBE til at undersøge dansk asylpolitik og asylansøgernes forhold i Danmark.