top of page

FN advarer Folketinget mod af overføre asylsøgere til tredjelande

UNHCR opfordrer Folketinget til ikke at vedtage regeringens lovforslag om overførsel af asylansøgere til et tredjeland som fx Rwanda.


Henrik M. Nordentoft er UNHCR’s Repræsentant for de Nordiske og Baltiske lande. Pressefoto.


Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag fra regeringen, der skal gøre det muligt at overføre asylansøgere i Danmark til et tredjeland med henblik på at behandle deres asylansøgning samt yde beskyttelse i dette land til dem, der vurderes at have behov for det.

UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, opfordrer Folketinget til ikke at vedtage dette lovforslag.

Det skriver Henrik M. Nordentoft, UNHCR’s Repræsentant for de Nordiske og Baltiske lande, i en pressemeddelelse.

- I UNHCR’s optik er en overførsel af asylprocessen og beskyttelsen af flygtninge til et andet land udenfor Europa ikke en ansvarlig eller holdbar løsning – og det vil også være i strid med de principper, som det internationale flygtningesamarbejde bygger på.


Risikerer dominoeffekt

Ved at iværksætte en så drastisk og restriktiv ændring af den danske flygtningelovgivning, risikerer Danmark at udløse en domino-effekt, hvor også andre lande i Europa og nærområderne vil sondere mulighederne for at begrænse beskyttelsen af flygtninge på eget territorie.

- Det kan føre til et skræmmende ”race to the bottom”, hvor flygtninges liv og velfærd vil blive bragt i fare, og deres beskyttelse markant forringet, udtaler Henrik M. Nordentoft.

- UNHCR ser derfor med stor bekymring på det aktuelle danske lovforslag, som risikerer at underminere fundamentet for det internationale beskyttelsessystem for verdens flygtninge.

UNHCR opfordrede allerede i et høringssvar i marts 2021 kraftigt regeringen til ikke at gå videre med lovforslaget. Her pegede UNHCR også på, at andre lignende overførselsaftaler i praksis har vist sig ikke at kunne gennemføres uden at bryde med internationale forpligtelser, fastsat i både flygtninge- og menneskerettighedskonventionerne.


bottom of page