'Folkekirken skal ikke sælge religion men kærlighed'
Folkekirkens koordinator for farsitalende Naser Rezaeih byder afghanske evakuerede velkommen i lokalsamfundet.

Naser Rezaeih. Foto: Svend Løbner
Folkekirken dækker hele Danmark helt ud i de små landsbyer og er derfor et oplagt fællesskab for flygtninge, migranter og nu også evakuerede fra Afghanistan, der søger fodfæste i det danske samfund.
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye opfordrer danskerne til at byde de evakuerede velkommen, og den opfordring har Folkekirkens Migrantsamarbejde taget til sig. Samarbejdet har ansat en koordinator med rødder i Iran til at inkludere især de farsitalende i kirkens fællesskab, og nu udvides hans arbejdsområde til også at byde de evakuerede afghanske militærtolke og ambassademedarbejdere velkommen.
Vis oprigtig interesse
- Formålet skal ikke have noget at gøre med en introduktion til kristendommen – tværtimod skal kirken ønske dem velkommen og vise, at vi ønsker dem det godt i Danmark,” siger Naser Rezaeih og opfordrer kirkerne til at invitere dem og tilbyde forbøn ”uden at prøve at lave om på deres religion”.
- Det er en gruppe, der helst ikke vil have noget med religion at gøre, så man skal ikke prøve at sælge religion men kærlighed, siger han og forklarer hvorfor:
- De kommer fra et land, hvor religion er blevet brugt til at kanøfle og undertrykke, så vi skal ikke prøve at sælge religion til dem, men vise en oprigtig interesse for, at de får et godt liv i Danmark, siger han på Migrantsamarbejdets hjemmeside.
Fejre højtider sammen
Helt konkret kan folkekirken inddrage afghanere fx ved at dele deres glæder ved højtider, pointerer Naser Rezaeih:
- Hvis man fx i anledning af det afghanske nytår eller andre højtideligheder i den afghanske kalender afholder arrangementer, vil de nok komme. Hvis vi kunne finde på en anledning i den afghanske kalender og sige, at nu vil vi gøre det specielt for jer, og vi vil gerne fejre det sammen med jer. Det kan være en nationaldag fx eller en kulturaften med afghanere.
- Der er mange, der er meget interesserede i poesi. Vis at vi er åbne for at inddrage deres traditioner uden at give afkald på vores egne. Vis at vi gerne vil tage del i deres glæder ved at inddrage deres højtideligheder.
Et råd, der sikkert også kan bruges i lokalsamfundet generelt.
Læs mere om Migrantsamarbejdet her.